Johannes Flyvholm indtaler barne- og opvæksterindringer fra hjemmet, til båndoptagelse i 1980
Johannes Flyvholm er født 1906 i "Vejsbjerhus" på Venø, og er herved det 7 barn af en børneflok på 12, af Maren og Peder Flyvholm, som boede her fra 1886 - 1936. Johannes Flyvholm fortæller træk om dagliglivet i fødehjem Herunder fortæller han om hjemmet og de trange levevilkår herved, hvor hjemmets hovedhverv var ved fiskeri og landbrug fra jordtillliggende under "Vejsbjerghus". Hos Maren og Peder Flyvholm i "Vejdbjerghus" blev der herved født 12 børn, igennem åerne fra 1897-1913. Ved folketællinger fra Venø viser, at de ældste af børnene ret tidlig fik tjenestpladser forskellige steder på Venø. Ligeledes fortæller Johannes Flyvholm, at forældrene var stærkt præget af indre mission, hvor der ved morgenbordet og forinden dagens gerninger, blev læst morgenandagt på mindst ½ time. Ligeledes fortælles, at faderen Peder Flyvholm var anlagt med et hidsigt temperement, som godt kunne komme til udfoldelse efter morgenandagten, men som herefter fortog sig ret hurtig. Om sin mor Maren, fortæller Johannes Flyvholm, at hun efter ophold på Askov Højskole blev jordmoder, og som sådan ansat på Venø. Hun var af alle, en velafholdt kvinde som med stor flid udførte de daglige husgerninger for sin store familie. I 1980 bliver Johannes Flyvholm af sønnen Flemming Flyvholm, opfordret til at indtale barndomserindringer til båndoptagelse, fra tiden på Venø. Denne båndoptagelse bliver i 2008 afskrevet af Margit Fribo, datter af Johannes Flyvholm, og vises herved som følgende: For så vidt muligt bevare erindringsbeskrivelsen i Johannes Flyvholms originale sprogformulering, er det herfor afskrevet lidt i dialekt, af Margit Fribo. Flemming Flyvholm indleder sit interview med sin far Johannes Flyvholm som sådan: Det jeg gerne vil høre noget om er, hvordan var det – noget andet end historiebøger og romaner? Ja, ja når det skal være på bånd, skal det da være lidt gennemtænkt og lidt sammenhæng i det, ellers er der ikke noget ved det. Det skal da ikke være helt kunstfærdigt, jeg kan da nok fortælle noget og huske noget, man skal jo være i humør til det og være oplagt og huske. Sæt dig nu ned Nå, jamen så – Gåer’n? det kan du godt træk af. båndoptagelsen kan gå over lang tid, gennem flere år, meget glemmer man, når vi bare snakker” - Du skriver ikke så tit Jo det ku jeg så’n set bedre gøre. Det er ikke noget, der har betydning – men det er ikke let, så’n lige at sætte sig ned, man føler det har ikke nogen betydning. ”jo, for mig” - Men det er ikke let, du kan jo spørge, - ja, så må du jo ha noget, du vil spørge om. Du har snakket om at være arbejdsmand under krigen Det er jo et langt spring, sku’ man begynde fra starten Hvad jeg husker, det er da givet, jeg går tilbage til miljøet, begynde ved barndommen, livet former sig jo gennem miljøet - jo, du har set hjemmet (Vejsbjerghus) et gammel hus med stråtag, der kan du selv danne dig et blik over det ydre – med jord til og køer og grisen, der blev fodret op til julen. Altså fiskeriet, på den anden side - det var en vældig stor hjælp, når der var 12 børn, de kunne ikke leve jenne af fiskeriet, hvis vi ikke havde landbruget, havde vi nok sultet manne gang, det har vi aldrig prøvet, fisk var jo godt, der var mange fiskere i vores familie, som sad i jordløst hus, det var sandeligt ikke godt, der var ingen hjælp den gang. Min far, Peder stammer fra Jegindø - født på Jegindø, kom via fiskeri til Venø, I det hele taget fars og mors liv, før vi kan huske, kender vi ikke meget til, de er kommet der på den ene eller anden måde, hvordan han har fået den ejendom, ved vi ikke, det er en hel lykke med 12 børn – Jeg kan huske min farfars hus på Jegindø, et meget lille gammel hus, der lå på et øde sted - ingen have - ingen træer, det lå på sand med lidt spredt græs,og lidt træer at se omkring i egnen, et bette hus - ingen skel i hvert fald ikke delt op. Han havde en alkove-seng, det havde vi aldrig set før, bare et rum ind i vægen med ternet forhæng, farmor var død, tror jeg, jeg mener ikke at have set hende, men der var nogle farbrødre og søstre, hvordan far er kommet til Venø, det ved jeg ikke. Mors familie fortaber sig helt i det uvisse, så vidt jeg ved døde hendes far og mor, da hun var en 5-6 år, så blev hun opdraget ved en gammel kone derovre, mor er født på Venø, og hun må på en eller måde ha’ gjort sig bemærket og været begavet, og hun havde gode evner til at kunne lære, den gamle kone havde taget hende for pengene, så vidt jeg forstod, der var en gårdmand derovre, ja jeg kender ham da godt nok, (intet navn) da hun blev gammel nok, kom hun på Askov højskole og læste samtidig til jordmoder der, der må da være nogen, der har betalt for hende. Hendes slægt - ja - hun havde 2 brødre, en bror, han var kommet godt i veje til noget bedre, træskomand og sadelmager i Skjern en stor forretning, han giftede sig nu til noget af det, ja det er da helt i orden, de kom på besøg mange gange, og en anden bror var ungkarl, han var en sølle menneske, ja han var nu da god nok, et godt menneske, det er ikke nær så’n, han led af den her hudsygdom, næse og øre var vanskabte, han havde næsten ikke næse og øre, han opholdt sig hos broderen, han var jo på Finsens, han kom hver sommerferie, så’n en lille mand, en 3 ugers tid, vi var lidt bange, han var meget meget særpræget at se på, vi kunne ikke lade vær med at kigge, han kunne jo heller rigtig tale han snøvlede nærmest- han var ellers en prægtig mand Hvordan var din mor så Ja, hun er snart ikk til at beskrive, (smiler) - hun var et sjældent menneske, det bedste menneske jeg noget sinde har kendt, så er det lige møj, hvem der kommer, hun var forfærdelig hårdt spændt for, det var hun altså - husk, jeg ligger så’n midt i flokken - hvordan hun har været som ung, ved jeg jo ikke, men hun har nok været så’n en bitter skønhed, hun var ikke ret stor, men hun har været en, der havde mod på livet – efter Askov blev hun ansat som jordemoder på øen, måske har flere slået sig sammen og valgt den forældreløse unge der, til at skule være det - og hvordan hun i det hele tiden blev gift, hun snakkede aldrig om det. Derimod min fars familie derovre på Jegindø, det snakket vi tit om, han havde nogle sjove søskende, de var noget særpræget derovre på Jegindø, det var de, han havde et par søstre der var meget særpræget, det synes vi børn, de var fattige, meget fattige - fattigdom - det var ikke noget de gjorde, de sagde tingede lige ud, et par søstre var gift, de var også meget særpræget. Min fars bror og svoger fiskede ud for Venø, Jens og Martinus, de kom til os, min farbror kunne sige en spydighed, sjov han havde de lyse sider - den anden kunne var mørk, han kunne falde om, som ligfald, han var ellers god, vi var lidt bange for ham. Ja, det er jo så meget at huske på, hvad oplevede vi, ingenting - far sled og slæbte og var træt når han kom hjem fra fiskeriet – Vi kan jo ikke snakke om hjemmet uden at komme ind på kristendom - det første jeg kan huske - han var jo altså noget af en far for dem alle sammen i samfundet, som jo ikke var så stor, han var jo den der ledede det, det første jeg kan huske, det er de møder, der var derhjemme, når han havde sagt noget, var der ikke mere at sige, ja han var meget intelligent, det var han virkelig, trods alt. Han var jo nu så hidsig, han ku ikke styre sig selv, han var spændt for hårdt for økonomisk, hvordan sku han få føde til alle de knejt og han ku’, da økonomien strammede, reagere voldsom. F.eks. - først holdt de jo den her lange andagt, ½ time hver morgen, men så, når det var overstået, og det gik ham lidt imod – uh han ku bliv så gal, han fortrød det nu bagefter. Når han var vred, mærkede jeg det mest, jeg var jo også den, der var mest hjemme af vi drenge, jeg var lidt svagelig, jeg var ikke spor robust som de andre drenge, jeg var mere sart, fiskerknejtene var værst, de ku’ find på det værste, - jeg blev ikke taget mere hensyn til, tværtimod jeg blev næsten betragtet som en sølle, der ikke ku’ noget – jeg fik lov at gå hjemme, når de andre kom ud og tjene –ja, jeg kom også ud og tjene, men kom hjem igen, fordi jeg var lidt sart, så jeg har oplevet meget sammen med far, han gjorde ikke så meget indtryk på de andre, de ku bare slås men han gjorde indtryk på mig. Men han ku’ altså være hård mange gange - og han ku’ også være hård ved mor, han ku’ ikke gøre for det - ja, han var god ved hende, i det daglige – de andre fiskere sa’ altid: ”nej, nej - du skal hjem til Maren”, - når de kom fra fjorden og måske satte sig for at snakke. Var du mere knyttet til din mor end til ham Nej, altså nu skal du tage i betragtning, at vi var 12 børn, det blev vi da - da jeg var 6, da var der jo kommet 3-4 mere, de blev jo ikke knyttet så meget til alle de børn, - ja da Lydia kom, hun var jo den sidste og hun var jo den, der gik derhjemme til sidst, så hende havde de mest kontakt med. – jeg passede mest landbruget, når far skulle tømre, gik det ham lidt på, han må da lov for vi knejt, for els blev det da ikke passet, han var jo på fjorden, det måt’ jo ikke kost noget, han sku’ jo selv. Jeg synes, de var for mørksidige og for ensidige, det begyndte jeg at se den gang, de andre synes det var en selvfølge, at sådan skulle det være – og det skulle det vel også - hjemmelivet var godt, vi havde mange venner, der kom og snakkede i samrådet, det hørte vi på det gjorde indtryk på os, det var godt nok andagt hver dag, også når der var gæster, en naturlig ting, ærlig ment, det var deres liv, arbejde og kristendom Det ku skrives en lang historiebog om gammelmors liv, jeg aldrig hørt hende beklage sig, hun havde heller aldrig travlt, men på den anden siden, hun var jo heller aldrig ledig, når hun var færdig om aftenen, strikkede hun sokker eller lappede vores sokker og tøj. Almindelig aftener især de lange vinteraftener, - det var noget af det bedste vi havde, så havde vi så’n, vores stue var lidt større end her, der var en træbænk, der var sømmet til væggen og så et langt bord, så sad vi jo der og bødede garn – en 3-4 hold, vi gik ned til stranden fandt små sten til tyngde på nettene, jeg svøbte dem ind i klude nogle og bandt dem fast i bunden og satte kork (flåd) foroven på garnene, det var altså noget af det bedste, og så det aller bedste af det, mor var godt til at læse højt, mens vi arbejdede. Om der var et samliv, det var det, far sad derinde i hjørnet på bænken, han lavede nu sjældent noget om aftenen, han havde jo alle os knægte til det, så sad han der og røg hans pibe, når mor var færdig, så kom mor og sat sig på skødet af ham, så sagde han altid: ”nu kommer din gode tid, Maren”, - hun læste fortællinger , nu havde vi jo HUS OG HJEM, det var et godt blad, og så indre missions tidende, dem læste hun fra. Andreas var også meget godt til det, så efter han blev voksen, læste han - Mor har vel haft megen fornøjelse af højskolen, det har nok hjulpet hende hele livet, der var ikke ret mange andre, der ku klare det, hun kunne. Så fik vi kaffe, vi sang ikke. Men som voksne, når vi kom med kæreste og koner, og der kom venner så sang de – og så legede vi - find 2 ord, der staves ens - 2 hold forklarer – hold 1 viser med tegn og brovtende stemme en”amerikaner”, hold 2 forklares ligeledes ” amme i kane” satte sig med et barn i to stole sat sammen, folk i stuen skal gætte. - tampen brænder, - skibet er ladet med – der var særlig en ting – vi sad i rundkreds - 1 der stod ud i køkkenet, han skulle komme ind i kredsen og finde en ting, vi havde bestemt, der f.eks. begyndt med A, når han ledte, skal man efterabe snak og bevægelser, og så var han til grin. Jeg synes, at de tog vældig godt imod koner og kærester, de skulle dog helst være missionske, nogle af pigerne var fra det stærkt modsatte af kristendom, de var meget verdslige, men det er sjovt, selvom den gamle var meget stejl tog han vældig godt imod dem, mor sagde ikke meget, men sørgede godt for dem, de faldt godt til. Samfundet derovre, ja, i det hele taget kan der fortælles mange ting, de havde samfunsråd, det var godt nok. Der var også et sogneråd, der var også missionsmænd der, og det var sognerådet, det bestemte, men ellers: samfundsrådet havde meget magt over de meget naivistiske afgjort kristne, - der var trods alt en hjælpekasse, en fattigkasse - folk, der var kommen meget langt ud, skulle hjælpes det lidt man kunne, det var meget flovt, en vanære og skam, at bede om hjælp, far skulle udbetale pengene somme tider, vistnok som afløser, det var svært, der var ikke mange penge der, det var jo mest udskuddet, lidt snyltere, der kom der. De hjalp hinanden havde møde torsdagsmøde, samtalemøder (bibelkreds) en samtalekreds - snakkede om et stykke i biblen, min far var den, der sku snakke for, - postbådens David havde møj sammen med far, det var gerne de 2, der førte ordet, jeg har været med 100vis af gange, vi havde 2 stuer, vi sad i den anden stue, den pæne og kunne høre alt, far havde en sjælden evne til at sige det rigtige, han var ikke diplomatisk, intelligent på mange måder – det gik tit højt - men bare en fisker, Klædedragten, der var noget var finere over mange andre på øen, han kom jo i hans sorte krave og store brede jakke, gik i støvler med lammeskindfoer og træbunde, som var godt for gigt, det havde han altid på, til bryllup og andet, sådan noget af en boheme nær sagt, han rettet sig ikke efter skik og brug – Skolelæreren, præsten – vi havde ikke så mange fag, dansk regning historie og religion, vi kom jo aldrig langt, skrev stil om dagliglivet, de er ikke gemt, jeg var glad for at gå i skole og fik meget ud af det, der var lille og store klasse ca. 30 børn i alt, om vinteren gik vi hele tiden - ikke så meget om sommeren, husk på, vi var jo en 4-5 drenge på en tid, vi havde ikke tid til at læse hjemme, der var ikke plads, vi lærte kun på skolen, religionen det var jo, hvad skal man sige, det fyldte mest i dagliglivet, det var naturligt, vi kunne salmeversene og biblen – Oprør?, altså kun i tankerne, det kunne aldrig falde mig ind at afbryde eller sige noget imod, -- da man blev ældre, så kunne jeg godt sige noget, som 17-18 år havde jeg ikke lyst til fisk og landbrug, de andre sagde ”hvad bilder du dig ind, skal du have andre tanker end os”, de andre var fælles om fiskeriet, de gamle ku’ ikke snakke alvorligt med os hver især. Jeg har altid haft lyst til at skrive hele livet, jeg ved ikke hvor langt, hvor møj jeg skal fortælle, jeg har haft mange drømme og tanker, der ik’ blev realiseret, i begyndelsen - fra konfirmeret til jeg blev gift – drejed’ det sig mest om kristendom, jeg ville gerne have været missionær eller præst, holde tale, formulerer mig en diskussion debatter - lyst til det, det blev aldrig til mere, jeg ved ikke om, det var mig, det ikke kunne gennemføre - det var mange umuligt ting, et jævnt plan det hele, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, jeg ville være mere end man var født til, jeg tog del i KFUM og samfundet - haft let ved det arbejde der, jeg var ikke bange for at stå frem og sige noget, det har jeg haft let ved, jeg ville gerne høre mig selv (ha,ha) KFUM - gik til møder tog del i arbejdet, det var ikke store episoder, daglige møder jeg tog del i det og da jeg havde lidt af min fars evne, let ved at formulere mig, han var altid med, - men det skulle aldrig blive til mere end det, jeg ville gerne være blevet til mere, end det man er - det blev aldrig realiseret. Underligt håb. Ja, der ku være mange der påvirkede mig. I Nr Nissum, der var højskole og gymnasium, hver vinter var vi dernede, der blev holdt en indledning andre kunne så sige noget, ellers der blev leget --- det var den gode tid, Den tid der, det drejet sig jo mest om, at jeg tænkte meget på, hvad jeg havde lyst til, hvad jeg ville gerne ville være - eet eller andet, ikke for at træde frem, tiden og hele tilværelsen fremmed det ikke, man har sine drømme - vi var hård spændt for, arbejde var meget hårdt ved mig, og så kunne man ikke gennemføre det. Men man havde sine drømme. Der var en gang, jeg var nær ved – på Høgsgaard i Nr Nissum - konen var i familie med en landstingsmand, som var i bestyrelsen i Indre Mission - da var vi ved at snakke om, at jeg skulle prøve at gå den vej frem - gå med til møder, når jeg var gammel nok, så skulle hun nok hjælpe mig, - men så flyttede jeg, nej, det var kun for bedre folks børn. Missionær skulle jo være et kald, det kunne jeg ikke så’n just sige, jeg følte, jeg ville gerne snakke med folk, men ikke et kald - jeg kunne godt tænke mig det. Man ku bliv’ ved det, man var skabt til. Nej jeg tror ikke, jeg havde mindreværdsfølelser, sådan var det bare. Jeg har altid haft mit standpunkt – modstand mod det mørke missionske, det var meget ensidigt, vores Nr Nissum læge, han var meget missionsk og meget konservativ - meget reaktionær, var i KFUM, han hjælp mig også meget, han var klog - også det at være en troende, også frihed, ikke bundet af opdragelse, jeg har altid været så’n - man er kun et menneske med sine meninger - det var jo ham der hjælp mig til at komme til møder Efter konfirmation - alt det der med kristendommen hængte mig langt ud af halsen – 3-4år var jeg lidt svævende, inden jeg hørte Nr Nissums forstander Olsen, han var ikke så bundet som nede i det gamle samfund. En dag faldt jeg ned fra loftet og forstuvede jeg mit ben, gik til lægen, han kigger på benet - så siger han ”De hedder jo Johannes, ved De hvad det betyder?” nej, det ved jeg ikke – ”det betyder guds nåde” – ikke benet først – elsker du jesus, hvordan har du det med jesus, men så’n en læge var jeg glad for, han var retfærdig nok, når han skulle snakke seksualitet-snak, gav han gode råd, vi skulle bare lade ligesom ingenting, han var god nok – lige som 2 forskellige mennesker, i Nr Nissum var der en barber som var samfundsformand - han var noget, troede han, og så var han ingenting alligevel, holdt bare lidt på formerne. Høgsgaard var et godt sted, de havde en datter der havde tb lå i sengen dengang jeg kom, der har aldrig været andet end i mine tanker - jeg tænkte da meget på hende, moderen var god, faderen derimod mig, - jeg var jo kun en fattig fiskersøn, og en dårlig landmand, jeg har passet mit arbejde med kvæget, respekteret, vi fik en god forplejning, vi kom med ind - ja vi sad ved et andet bord men fik det samme mad. Vi kom ind og sang med ved møder - arbejdet var godt der, morgenandagt havde de alle steder, manden gik ikke så stærkt op i det, konen af var en gammel rig slægt - LIND – stor og bred, altid god ved os - hende denher datter, var nu altså hendes et og alt Ville gøre alt for hende, det var mærkeligt med hende, man ku ikke snak med hende, man synes næsten, hun var for god til at snak med, selvom vores hjem var religiøst, var der alligevel så’n en vis mentalitet i de fiskehjem. Mere råt og utilsleben var ungdommen, de ku ikke styre dem, vi sku altid til de møder og i kirker, de trak langt ud, når de var færdig så listedede af så’n 2 og 2, man ved jo hvad det gik for sig, ingen sagde noget - det var noget helt andet ved sån en gårdmandsfamilie - pæn tale og manere, sund tankegang, helt anderledes, jeg var lidt anderledes i tankerne men ikke i det ydre, for ikke at skille mig ud, prøvede jeg at lade som om, (som Tove Ditlevsen) man skal ikke skille sig ud dengang, særligt i det miljø, man er ikke diplomatisk, fiskere ku slås, de ku drik og ku gå i seng med pigerne – jeg kan da godt forstå de unge skulle med til møder, søndag eftermiddag blev vi kaldt ind, præsten stod med skråen i munden, vi skulle bare være der, knap høre hvad han sagde. I samfundsrådet læste de lange prædiken af Carl Moe ellerVilh Beck – det var træls, men når de snakkede - var jeg glad også lige fra barn af, høre deres meninger, jeg lærte meget af. Vi spillede fodbold på en mark med lidt stænger, om vinteren løb vi på skøjter, samlingstedet var en trekant op bagved skolen og kirken (Venø), der samledes vi oppe. Det efter konfirmationen, det har sit til at jeg var skilt ud fra de andre, var, at jeg var på sanatorie lige før jeg blev konfirmeret i Skive på Krabbesholm en måned, lægen mente jeg havde tb, det kunne jeg godt lide, at der blev taget hensyn til mig, TB havde vi vel mere eller mindre alle sammen - det var en grim sygdom, det gjorde indtryk. Da jeg kom hjem, - jeg fik ikke rigtig besked, da jeg gik fra postbåden, traf jeg min fætter, han sagde: ”nå kommer du hjem igen, hvor ser du nok sølle, hvad så, skal du hjem og død”. Måtte ikke arbejde så hårdt, jeg kom ned til en gård, far sendte mig, I kan bare gi ham føden, jeg kommer derned, det var et grimt sted, de havde mange børn, den ældste var fint på det hun spillede kæreste med en kunstmaler, de var bange for TB, hun sørgede for særsklit bestik og de andre skulle passe på – jeg følte mig udenfor. Jeg tænkte da ikke på døden – følte mig ikke syg i den forstand Jeg ville ikke være der - så gik jeg hjemme et stykke tid – hjalp til på landbruget – man blev drillet af de robuste knejt’, at man var en svækling – ja, det var såmænd ikke så sjovt, det har nok alligevel sat sit præg på mig. Jeg kom ud og tjene igen – det holdt mig tilbage, det har da nok sat sit præg på mig, man følte, at man slog ikke til – (tænder piben) Kan du huske din konfirmation? Den lignede jo alle de andre – de gjorde hvad de kunne, ik’ det store sus – såmænd ikke så møj, men efter den tid en fin konfirmation. Men præsten var med hver gang, gaverne kan jeg ikke huske, de var nok ikke så store, forberedelsen som jeg var vant til – fra vores daglige andagter. Så var der en ejendom overfor den gård jeg tjente på, en fisker han havde lidt landbrug, jeg kom derned passede ejendommen og lidt fiskeri, det var et godt sted 1 års tid. Så over på fastlandet, fiskerens far var gårdmand, han havde forbindelse med en stor gårdmand derovre, han havde grisesøer, vi sejlede over til Humlum, mødte gårdmanden på kroen, det var første gang jeg så en bil, han havde en NY gammel Ford, vi kørte til Gudum, selv havde han ikke noget med bedriften at gøre, men hans knejte, sønnen var en grimme fyr, han task mig, så jeg rend derfra og kom hjem, den gammel sendt mig derover igen, min bror fulgte mig, gårdmanden var gal, det kan du lige prøve en gang så er du færdig her, og det var jeg så, der gik 3-4 dage, så stak jeg af fra det hele, jeg gik på landevejen 10-12 km ned til stranden – min bror Carl hentede mine sager. Det var heldigt vi havde den ejendom derhjemme på Venø, så jeg passede den igen, jeg var den, der passede hjemmet mest, jeg ville gerne ha købt den, men det kunne slet komme på tale. Min bror Carl tjente i Gudum. Han kendte en, der manglede en 3. karl, hos Johannes Høgsgård, sønnen fra Nr. Nissum. Nedenfor gården lå Rimmer Strand, det var mest fiskere - et skidt sted med druk og kvinder. Der skulle jeg ikke ha’ været. Jeg kom der med et par piger i al uskyldighed, nogle grimme tøser i et hjem, det var ikke det allerbedste, JH var jo missionsmand, han havde lovet far at holde øje med mig, med det var noget forfærdelig noget dernede. Rimmer næsten som Istedgade, en offentlig gade med private hjem som smugkroer og tøser – spille kort et helt andet miljø, i den periode havde jeg ingen betydning med kristendom - jeg ville prøve noget nyt – du kan da nok tænke der var forskel, jeg drak ikke så meget, men snakkede og spillede kort, jeg synes ikke, der var noget forfærdeligt – man kunne jo få en sygdom det ku ha gået galt. Et helt andet miljø. Noget som jeg sådan set slet ikke havde forstand på , men flinke mennesker var de, ingen formaninger, alting var tilladt – men på den anden side, ku jeg da godt se, jeg skulle have blevet hjemme. Jeg ville gerne ud af det, men kunne ikke trække mig selv den vej. Man så livet fra en ny side – og lærte vel noget. Om de kom helt ærligt til det, de havde, ved jeg ikke – det var tusk handel, tænkte kun på dagen og vejen, jeg havde dårlig samvittighed, ku ik’ lade være med at gå derned – man kom til at se anderledes på livet – Høgsgård manglede en karl til kreaturer, den fik jeg så, og kom jo så lige i den anden grøft. Derefter kom jeg hjem igen en vinter. Så kom jeg over til Uglev, til en cykel og træskohandlere, jeg ville være træskomand, men skulle mest arbejde med cykler, en god plads, jeg havde det godt der. Han kørte taxa en gammel Chevrolet, jeg fik kørekort der,lærte af træskomanden, ”ku’ du tænke dig at lære at køre bil, det skal ikke koste dig noget”, men til prøven i Thisted med en masse bakker. jeg skulle bakke ned, køre op igen, der kom en bil, den gik i stå 2-3gange, så jeg dumpede – jeg fik da kortet, selvom der var noget med øjnene, en læge sagde god for mig, det kneb med at se om aftenen, kørte tit med unge mennesker, en aften jeg så ikke efter benzinen, den kørte tom, jeg kørte i sutsko, jeg gik hjem 5 km – træskomanden blev gal, - lysene om aftenen generede mig – jeg var lidt bange for at køre, var vel natteblind – det var vist bedst jeg passede cykleforretningen – der havde jeg også en pige over, hun hed Tulle egt Marie hun var kun 17 år, for ung til mig på nogen og tyve – jeg har ikke så’rn kunne slutte mig til nogen – Skudsmålsbog var afskaffet, det gik fra gårdmand til gårdmand, har ikke set nogen. Sessionen, jeg blev sendt hjem til næste år, jeg fortalte om sanatorieopholdet og det med øjnene, vi Viggo, Carl og mig, vi blev kasseret alle 3 det næste år. For mit vedkommende var det nok doktor Larsen, der gjorde udslaget, det skul han, som han ku bande nok ordne, ”de skal ha noget og kigge på”, så han skrev et brev og jeg slap. Jeg ville nu gerne have prøvet noget nyt. Jeg var i København da jeg var ca. 18 år, ved et møde med lægen fik jeg en indlæggelse derovre fra, den har jeg selv betalt, hotelopholdet kunne jeg ikke betale, måske en af Københavnerpigerne gjorde det – jeg fik opereret øjnene, men først i ca 1980 var de blevet så dygtige på rigshospitalet, at jeg fik mit fulde syn igen. Først i far og mors ægteskab var det almindeligt, at modtage Københavner-børn, jeg kendte hende ikke hjemmefra, så hende først på barnegården, hun blev stående til alle var gået og det gjorte jeg også, hvor hun så hjalp mig. hun har nok været 30 år, synes jeg. Margit kommentar: vi har dog altid fra vores barndom hørt, at gammelfar tog knejten med til hovedstaden og næsten skabte ravage derovre, det ka nu godt være en spøg fra mine farbrødres side.