Lærerinde Frk. Sørensen

På Venø var der på det tidspunkt tre skoleklasser, og to skolestuer. Præsten pastor Kølbæk, var lærer for den store klasse, og frk. Sørensen var lærerinde for første og anden klasse. Jeg kan ikke lige huske hvordan skoledagene var fordelte, men vi gik ikke i skole lige mange dage sommer og vinter.

Frk. Sørensen som er endnu levende, og på sine ældre dage har bosat sig på Venø, var dengang en ung og meget afholdt lærerinde for os. Derimod var præsten som skolelærer, rent ud sagt ikke velegnet som sådan. Han var ligefrem frygtindgydende med sine høje brøl, ligesom han var meget stærk. Han påbegyndte hver skoletime, med sit ukon-trollable temperament, at smide det halve af eleverne ud i gangen hvor de så kunne stå timen over. Det var da også en måde at få forstand af.

Denne pastor Kølbæk var efter min mening ikke værdig til at udføre  skolelærer gerning.

I 1946 kom der til Venø ny præst og skolelærer, som hed Gordon Pauli Andersen. Inden vi flyttede fra Venø i september 1946, nåede jeg dog at få lidt skolegang hos pastor Andersen.

Pastor Andersen var en modsætning til pastor Kølbæk. Han havde en anden forståelse for børns adfærd, men forlangte så også, ikke urimeligt skole disciplin. Han havde ikke været skolelærer i lang tid, før han for os drenge tilbød sig som spejderleder og oplære i spejderkorps. Jeg deltog ved dette spejderlære og havde herved et interessant sommer.

Pastor Gordon Pauli Andersen, var den af Venø præsterne som havde været her i længst tid som var til 1961. I den tid har han været levende interesseret i øens forhold, ligesom han om Venø har skrevet en del artikler.

Om skolegang og skolefag på Venø, var dette med standardunder-visning som ved alle andre af landets skoler. Men hvad lavede vi i frikvartererne?

Legepladsen ved Venø skole, var med den stejle skåning ned mod kirkevejen, et specielt legeplads. Denne skråning var om vinteren god som kælkebakke, og om sommeren god til at trimle ned ad. Legepladsen var med denne bakke og skolens beliggende midt på legepladsen, ligesom opdelt i flere afdelinger, så der var flere muligheder for at de store og små elever, som så kunne holdes adskilte og herved undgå større konfrontationer med hinanden.

Til skolebygning var der et tilhørende udhus, med drenge og pigetoilet som var vc med spand som skulle tømmes, men jeg ved ikke hvem som havde dette job. Ligeledes var der et rum til ildebrændsel og vaskerum. For enden af udhuset var der et op muret mødding med trælåg over.

Foran mødding og udhus var der et klatreribbe, et balancebom og et galgeophæng til gynge og ringe. Foran skolebygning var der et brønd med vandpumpe. For at drikke vand fra denne pumpe var der et fælles krus som havde plads ved pumpen.

Legepladsen foran skolebygning blev mest benyttet af dem, som mest var drenge som spillede fodbold, eller legede tagfat.

Legepladsen den anden side skolebygning, blev mest benyttet til håndboldspild, eller anden pigeleg.

Legepladsen nedenfor skolebakken var mest for langbold og spil med marmorkugler og var et fælles sted. Denne plads blev på Venø kaldt for ”Æ Trekant”. 

”Æ Trekant” var samlingssted for Venøs ungdom i fritiden. Herom har jeg igennem tiderne hørt mange historier om samvær med forelskelser i ungdomstiden. Var vistnok her - Far og Mor fandt hinanden.

Da skolegangen var i krigstid, var der herfor ikke de store frikvarters rekvisitter som bolde eller andet, til rådighed. Fodbolden var privat ejet. Da denne ikke kunne mere og der ikke kunne købes nyt slange hertil, stoppede vi den ud med tørt græs og spillede så en tid med dette. Håndbolden var stort set det samme. Andre småbolde var mange gange hjemmelavede kludebolde. Men i det store og hele fungerede det udmærket.

Da skoletiden som nævnt var i krigstiden, var en del børnelege tit og ofte på den tid som røver og soldater. Hertil anvendte vi hjemmelavede trægeværer og marcherede hen ad vejen, ligesom vi så var opdelt i to hold som krigedes imod hinanden. Så det kan da ikke siges, at krigen ikke påvirkede os børn som herved kopierede krigens alvor.

På et tidspunkt var vores lærerinde frk. Sørensen på et kursus som vistnok var i København. Jeg husker ikke nøjagtig om det var et helt eller halvt år, men jeg husker at vi i denne tid havde et vikar, som hed frk. Hald. Denne vikar var ret ung og vist ikke helt færdig uddannet som lærerinde. Desværre for hende, tog eleverne magten over hende og hun kunne ikke styre os. Der var ikke det som vi ikke fandt i vejen hos hende. Jeg husker at der var en dag, hvor hun i protest imod os ikke viste sig i skolestuen, men havde derfor beklaget sin nød til naboen sognefoged Andreas Borbjerggaard. Han kom derfor om i skolen til os, fik os kaldt sammen og på en fornuftig måde forklarede os meningen med at hun var her. Heldigvis - var det ligesom stemningen vendte herved, således at vi kom igennem den sidste tid hun skulle være hos os.

Denne frk. Hald var ellers et menneske som var godheden selv, og som jeg senere har fortrudt, at vi, som hendes elever gav en

Skoleudflugter                 I

Da vi jo var i krigsårene var skoleudflugter derfor ikke på længere ture.

Min første udflugt gik til Toftum Bjerge og Oddesund. For at komme hertil havde et par af øens fiskere stillet sig til rådighed med deres fiskerbåde, med pramme på efterslæb, som vi skulle bruges til at ro i land med ved Toftum Bjerge. For at gøre sejlturen hertil lidt spændende, sejlede de to fiskerbåde lidt om kap og skiftedes til at sejle forrest, det syntes vi var mægtig morsomt. Under Oddesund broen huske jeg, at vi sang ”Stræk din fod” - og det lød egentlig ret godt.

Efter en tid ved Toftum Bjerge, hvor vi også var ude at bade og gået lidt rundt i bakkerne, samt købt op til flere is ved en iskiosk, sejlede vi så til Oddesund, hvor vi så var resten af dagen. Proviant var madpakke og saftevand hjemmefra. Mor og flere forældre var med for at holde styr på os.

For dem som kender Toftum Bjerge i vor tid, kan jeg fortælle, at der ved Toftum Bjerge på den tid, kun var et par enkelte små sommerhuse ude i bakkerne, samt et par bænke man kunne nyde udsigten fra, ligesom der her var et nogenlunde badestrand. Jeg huske ikke om der var trapper ned til stranden.

Ved Oddesund hvor der også var en iskiosk gik så resten af dagen. Ud over tyskernes udsigtstårne ved Oddesund, var det ret begrænset hvad der her var at se. Der var et muslingekogeri, som jeg omtaler senere. Forbi denne var vi ude ved fyrtårnet, hvor vi kun tumle lidt på de arealer som er herved. Oddesund broen fik vi set nedenunder og gik over det et par gange.

Området omkring Oddesund, var stort set belagt af tyskernes krigsmateriel som var forskellige køretøjer, pigtrådsspærringer og kampvogns spærringer af spanske ryttere. Spanske ryttere var svære jerndrager som var naglet sammen i midten, så de dannede et stort kryds hvorledes de end stod. Kampvogne og andre køretøjer kunne ikke køre igennem sådanne, da de ville sætte sig fast i deres hjulbælter.

Efter krigens afslutning stor der i flere år sådanne efterladenskaber fra tyskernes tid, placeret på arealerne ved Oddesund.

Da vi mente at dagen var omme sejlede vi hjem, og havde haft en dejlig dag.

Det andet år gik udflugten til Struer. For at sætte lidt kolorit på udflugtsdagen sejlede de samme fiskere os til Oddesund, hvorfra vi så skulle med tog til Struer. Jeg husker ikke alle de steder i Struer som vi besøgte, men jeg husker dog at vi var på slagteriet, hvor vi så hvorledes de slagtede svin, som ikke helt foregik på samme måde som når vores julegris skulle slagtes. Det som jeg nok hæftede mig mest ved, var selve slagtning som forgik ved ophæng i bagben og stikning med kniv, uden bedøvelse, blev skubbet frem og så den næste. Efter at blodet var løbet ud, på gulvet, blev de kørt over i et stort skoldekar og herfra smidt ind i en stor tromle, hvori de efter at have kørt rundt nogle omgange så var afskrabet for de fleste børster. Herfra blev de igen kørt frem og igennem et ovn som sved de sidste børster af, og herfra så videre igennem de forskellige opskæringsprocesser, hvorved hver opskærer så havde sit job.

Der var på den tid i Struer et børnehjem. Denne var vi omme at se og som jeg husker ved, at vi var der ikke ret længe før vi røg i slagsmål med nogle af drengene herved. Men vi havde jo vores stærke præst med, som klarede de paragraffer med sin sædvanlige høje brøl.

Resten af dagen i Struer foregik på legepladsen i lystanlægget. Lystanlæggets græsplæner var den gang så fintfølende, at der på dets sider var små skilte hvorpå stod skrevet:  ”Græsset må ikke betrædes” - der var den gang snobberi i luften.

Sidst på dagen var hjemturen med samme to fiskerbåde, som da var sejlet til Struer for at hente os.

Næste års udflugt var til Holstebro. Jeg huske ikke bestemt om det var med Postbåden vi kom til Struer. Fra Struer var vi med tog til Holstebro.

I Holstebro var vi på forskellige virksomheds- og forretningsbesøg. Af virksomheder besøgte vi Skjold sodavandsfabrik - Elektricitetsværket - Dagbladets trykkeri og Tobaksfabrikken. Jeg mener også at vi henne at se et fiskedambrug, men det kan godt have været ved en anden lejlighed.

Af forretninger var vi inde at se ”Fjeldsted”, som den gang var et af oplandets store forretninger med tre afdelinger.

Efter besøg på de steder som var ved hurtig gennemgang var vi sidst på dagen i Holstebro Lystanlæg. I forhold til Anlægget i Struer, fandt vi ikke denne anlæg for nævneværdig interessant. Ved Holstebro Lystanlæg har der få år tidligere være et Zoologisk have, men denne var bleven nedlagt på grund af fodermangel til dyrene. Men der var dog lidt af dyre burene her endnu, så vi kunne danne os et mening herom.

Hjemturen fra Holstebro til Struer husker jeg på en særlig måde, det var under krigen og vi kunne forvente os noget af hvert. Toget som vi skulle med fra Holstebro kørte ikke, eller var kørt som jeg ikke husker helt bestemt. Derimod husker jeg, at præst og lærerinde samt andre som var med os, talte med en del togpersonale herom og blev med dem enige om, at den næste tog som var en ”slæber” (gods tog) kunne der herpå hænges et kreaturvogn, som vi på én betingelse måtte sidde i og køre med. Dette var, at vi under kørselen ikke måtte synliggøre os ved vinduer og andre luftkanaler som var i dette vogn. Vi tog chancen og hoppede på, men jeg tør godt sige, at der under denne transport ikke var nogen som sagde noget til hinanden. Det var under krigen og på livets bekostning vi blev denne oplevelse rigere.

Krigen var nu bleven så tilspidset at det nu ikke mere var forsvarligt at tage på skoleudflugt. Men den sidste jeg husker fra Venø, var en lille tur til Struer hvor vi stort set besøgte de samme steder som sidst vi var på udflugt til Struer.  Og dette tog vi os også til takke med.

Skolesparekasse

Skolen havde en skolesparekasse, som eleverne efter at have gået i skole en tid, kunne indsætte penge på, hvis man havde lidt tilovers hertil. Der kunne indsættes beløb fra 50 øre og opefter. Der var herpå en sparekassebog som blev ført af lærerinden. Den samlede sparekasse var under Struer Sparekasse. Man kunne så trække fra sparekassebogen til udflugter og andre skoleudgifter.

Jeg husker at ved min oprettelse heraf skulle indbetale 1 kr. som jeg spurgte far om, under samtale med Jens Hunsballe. Far havde ingen penge på sig og jeg lånte den så af Hunsballe.

Jeg fik denne 1 kr. med dagen efter, som jeg så skulle gå ind til Jens Hunsballe med, men han ville ikke have den tilbage, som jeg så var taknemmelig for.

At gå til skole                

At gå til skole er i virkeligheden rette benævnelse, da der hertil ikke var andre transportmidler end fods gang. At cykle til skole, kunne overhovedet ikke være tænkelig da der hertil hverken kunne købes dæk eller slange, ligesom en cykel kunne være vanskelig at holde fri for at andre skulle køre på det. Det kunne hænde, at der i særtilfælde kunne gives lov til at cykle, men så skulle den også stilles et sted hvor andre skolebørn ikke vidste hvor var, da de ellers ville køre på den.

For vej til og fra skole havde vi to muligheder, enten ad kirkevejen eller over ”Æ Knark”. I de fleste tilfælde gik vi over ”Æ Knark” som var forbi Victor og Petra, og med et sti ned over marken forbi Nybys ejendom, og med vejen til og forbi Hunsballes ejendom, og med kirkevejen resten af vejen. Denne vej var nok den korteste, men mest behagelige, da vi om sommeren mest gik med bare fødder, eller med klip klap som fodtøj.

At gå til skole ad samme vej hver dag kan blive vanedannende for det man møder på sin vej. Hos Victor, mødte vi ham gerne daglig, som så havde en daglig bemærkning til os, hvoraf jeg især husker én, ” om ikke det var nemmere han konfirmerede os med en cykelpumpe” så vi var fri for at gå i skole. Det er aldrig før eller siden gået op for mig, hvorfor han fyrede denne bemærkning af. Jeg synes ikke den har med sund fornuft at gøre.

Ligeledes havde han en sommer, et vædderlam. Denne vædderlam fik for vane hver gang vi gik forbi den, at den skulle bukke os bagi. Efterhånden som den blev større, var denne spøg ikke altid lige morsom. Men Victor morede sig vældig og dum over det, jeg tror nok at vi for en tid valgte at gå den anden vej.

At gå forbi nede ved Nyby, var der en hund som var ret ubehagelig og som engang bed mig i det ene ben, og mine bukser gik i stykker herved. Jeg nævnte det ikke til nogen, men ad omveje havde Chr. Nyby hørt herom, og spurgte mig om det var sandt, ligesom han også ville se det sted som hunden havde bidt. Han sagde til mig at såfremt dette skete igen, skulle jeg sige det til ham, så skulle han nok tage sig af hunden, som det ikke var meningen, ikke at kunne gå for. Chr. Nyby var ellers en af dem som vi på skolevejen havde respekt for, men ved tilfældet her, var han dog retfærdig forstående.

Ligeledes mødte vi daglig på skolevejen de mennesker, som var på hjemvej fra postbåden med mælk og andet som skulle være med denne til Struer. Flere af dem som vi her mødte havde også til os, en eller anden bemærkning. Enkelte af dem som vi mødte og havde været på havnen med mælk, sad ligefrem og småsov under hjemturen på hestevognen. Den daglige rutine frem og tilbage, kunne hesten udmærket selv finde vejen ved

Krigens følgevirkning                

Det vil være mig umuligt at berette en lang historie om den anden verdenskrig. Denne er også tilstrækkeligt oplyst over utallige af andre kilder. Herfor vil jeg i kun korte træk nævne enkelte af de episoder som jeg husker på lokalt plan.

Jeg har ved det forannævnte berørt et par tilfælde herom. Nok har jeg nævnt at Venø var et paradis under krigen, men det betød ikke, at vi ikke var påvirket af krigens alvor.

Udenfor Venø har jeg nævnt muslingkogeriet ved Oddesund.  Herpå blev der kogt muslinger, beregnet til menneskeføde for tyske flygtninge, hvoraf var ret mange i flygtningelejre over hele landet. Problemer var at skaffe føde til alle de flygtninge som var her, og derfor var kogte muslinger samt op stuvede kålrabi og grønkål hovedsagelig de næringsmidler som var flygtningeføde. De kogte muslinger og østers, og hvad som ellers medfulgte af skaldyr, indeholdt de proteiner som var behov for, for overlevelse.

For at pille muslinger ved muslingkogeriet, mener jeg, at det mest blev udført af kvindelige arbejdere, ligesom jeg også mener, at der var enkelte fra Venø som i perioder var beskæftiget herved.

Til muslingefangst hørte ikke det helt store fiskeudstyr, blot man havde et nogenlunde båd og et dertil egnet skrabenet kunne der faktisk fiskes alle de muslinger som båden kunne sejle med. Når man var bekendt med de banker som muslingerne var på, var det vist ikke det store problem at fange sådanne som også var nok af. Aftagerne var så bare at sejle dem til losningshavn ved Oddesund.

For muslingeskrabning, som dette fiskeri hed, var der vist også et rimeligt fortjeneste herved. Jeg mener også at postbåden for en tid var ved at forsøge sig med dette muslingefiskeri, men opgav ret tidlig på grund af for megen daglig rengøring af skib, samt ulejlighed med af, og påmontering af udstyr hertil. Postbåden skulle jo være ren og klar til sin daglige posttur til Struer.

Jeg må dog indrømme, at efter mit lille kendskab til muslinger beregnet som nødkost for menneskeføde, har det aldrig siden for mit vedkommende været nogen delikatesse at skal spise muslinger og  skal sige uhm… det smager dejligt. Når man er født og opvokset ved strand og vand, og har åbnet i tusindvis af sådanne tingester og set hvad det indeholder, så har man fået nok af sådanne.

På det tidspunkt, havde vi aldrig hørt om, at muslinger på samme måde som østers, kunne anvendes til menneskeføde.

Et andet tilfælde                 

Ved slutning af krigsårene, gik tyskerne en tidlig morgen i land ved Venø Odde, for på hele øen at foretage et større husundersøgelse. Vi var i skole og hørte ret tidlig på dagen hvad der var i gærde. Vi fik omgående fri for skole for at tage hjem, eller gå med andre hjem i tilfælde af at vi ikke selv kunne nå at komme hjem. Jeg nåede ikke helt hjem, men fik ophold hos Nørrevang, som var midtvejs og hvorfra jeg fulgte med en skolekammerat. Tyskerne kom ind i huset og gennemsøgte alt, selv komfuret tog de ringene af for at kigge under dem. Pludselig gav Nørrevang en meddelelse ind ad vinduet om, at vi ikke skulle være bange når de nu ville skyde et skud af ind i et kvas dynge, for om muligt derinde kunne ligge en modstandsmand.

Efter dette skud eller to, blev alle i huset meget ulykkelige da de troede at det var deres far der blev skudt. Heldigvis blev det kun ved de skud som var ind i kvas dyngen.

Min søster Else Marie, husker jeg ikke hvor havde opholdt sig på hjemvejen.

Kort tid efter at faren her og nu var dreven over, mødte jeg far på hjemvejen, som stod og talte med Chr. Nyby over dagens hændelse. Jeg forstod på far, at der i vores hjem på ”Borbjerggaard” også havde været ængstelse.

Enhver voksen dansker skulle under krigen bære personlig legitimationskort, som også mine forældre havde. Men skæbnen var, at denne af far hans legitimationskort, havde vores hund på et tidspunkt ædt det halve af, ved at den på et ubevogtet tidspunkt havde fået fat i far hans pung og ædt næsten pung samt alle de ting som nu er i en pung. Far havde endnu ikke herefter fået sit legitimationskort fornyet, som herved vist.

Men da han så skulle vise tyskerne stumperne af denne kort, kunne de jo dårlig se hvem den tilhørte, og holdt derfor geværløbet for brystet af far, som naturligvis var svært rystet herfor. Men tyskeren som holdt geværet havde accepteret at det var hunden som var synderen, og sagde derfor - angst, hvad far dog også indrømmede at være. Den tyske soldat åbnede herefter geværet og viste far at han kunne se igennem løbet og at der ikke var skud heri. Far faldt dog herefter lidt til ro.

Imedens dette med geværet stod på, var de andre soldater gået på loft for at undersøge hvad der her var, og som mor nu ikke kunne forstå hvad det var for et spektakel som nu blev. Mange af de tyske soldater var kun store drenge og en heraf, havde fundet mit legetøj på loftet og givet sig til at lege med det. Mor hendes følelser for drengen var, at han fik lov til at lege med det så længe han var her.

En anden soldat fra denne hold som var hos os, var en del musikalsk anlagt. Da vi på den tid havde fået et klaver i huset, satte han sig til at spille herpå og far tog sin violin ned fra væggen, så de nåede at få spillet et par stykker sammen, før de drog herfra.

Hos naboen Victor og Petra, var Victor ikke hjemme og de tyske soldater stjal så alle Petra hendes hønseæg. Dette kunne Petra dog godt leve med. Men da de så kom til ”Nørskov” forlangte de her at få alle Petra hendes æg kogte. Dette fandt Petra dog lidt ærgerligt, men der kunne dog grines heraf et stykke tid.

Over denne hændelse nævnte Victor altid, at det var dog godt at det ikke var Petra som de var stukket af med.

Begrundelse for at tyskerne den dag gik i land på Venø, var, at de natten før og fra deres inspektionsskib, havde set mystisk færden af personer med lommelygter på Venø. I dagligtale blev det berettet til at være, at der på en gård om natten, havde været nogen på rottejagt med lommelygter. Den troede jeg på i mange år, men sandheden blev senere fortalt, at det var nogle af de mystiske personer i sommerlejrene, som i nattens løb var ude med lommelygter, men som om morgenen havde lugtet lunten om tyskernes ankomst, hvorfor de for længst var forsvunden til fastlandet i egen sejlbåd.

Jeg er stadig tvivlende

Ud over de her nævnte episoder, mærkede vi selvfølgelig krigen på Venø, såvel som alle andre steder ved mangel på alt muligt af føde og klædevarer hvorved var rationeringer af næsten alt muligt, og var i tiltagende ved krigens afslutning.

Ud over rationering af klæde og fødevarer, var der ligeledes rationering af brændstof som benzin og petroleum. Petroleum som var brændstof for motorer og belysning, fandt man på alt muligt andet til især belysning, som kunne være en mindre pære monteret på et akkumulator i en kasse, ligeledes var der nogen som benyttede karbidlamper. Karbid tilsat vand dannede et gasart som kunne give et lysflamme. For at få gassen ud mener jeg, at der skulle pumpes lidt overtryk ind i et luftbeholder som ved et justerdysse så lukkede den mængde gas ud, som ønskedes, til at skabe et lysflamme. Jeg kender ikke den kemiske sammensætning for karbid, og kan derfor ikke omtale den helt nøjagtig.

For at overleve med rationering                 

Lidt rester af rationeringskort - som endog er mine egne

For at kan overleve med rationering, må fantasien træde i kraft. Kort fortalt herfor, nævner jeg enkelte af dem vi benyttede.

Brød:  - Da der ved brødrationering vanskelig kunne skaffes det brød som var behov for, bagte vi det selv. Melet som kunne være rugmel og hvedemel blev malet på samme kværn, som vi malede korn til grise med. For at få skallerne fjernet fra melet, havde vi et lille cylinder-formet sigte, lukket i begge ender, med fire skrabetræ indvendig, som var påmonteret et håndsving hvormed man så kunne dreje denne mølle rundt og herved presse melet ud igennem sigten.

Bagning:  - Sigtebrød bagte mor i egen ovn. Rugbrød bagtes som regel i fællesskab med ”Nørreriis” i deres store ovn, da rugbrød godt kunne bages i større mængder og overgemmes en tid. For rugbrødsbagning skulle der hver gang overgemmes et stykke dej, som så var surdej ved næste bagning. Surdejen skulle til for at give syrligheden for gæringsprocessen. Dette har jeg hørt og er også det eneste jeg kender til brødbagning.

Smør. - For at få anden ”smør” på brødet end svinefedt, kærnede vi selv smør. At hjemmekærne smør var der intet nyt i, da det altid har været brugt, men var med tiden gået over til at blive købt fra mejeriet.

For at kærne smør, skummede vi fløden af mælken, som ved en proces med temperatur og jeg ved ikke hvad, kunne fløden så kærnes og blive til smør. Til at kærne smør i, benyttede vi en omgangskærne som vil sige, at denne gik på omgang i forskellige hjem. Denne kærne var en mindre transportspand med et trælåg, hvorigennem var kærnestagen med et bræt, på enden nede i spanden, med borede huller igennem. Ved at stå og pumpe med denne stang en tid skilte mælk og smør sig så. Smørret blev herefter æltet sammen så længe at vand og mælk var ude af det, ligesom det ved æltning blev tilsat salt.

Det fra kærnede mælk, var så kærnemælk som blev benyttet i husholdningen.

Da der jo var rationering af smør, mener jeg at huske det sådan, at hjemmekærning af smør ikke helt var lovligt, ved at man hertil skummede det mælk som skulle til mejeriet for fløde. Det fløde som blev anvendt, blev herfor afskummet over flere dage, for ligesom at camouflere sin synd.

At kærne smør kunne udmærket forekomme i mindre mængde, som godt kunne være ved at piske sig frem til det i skål, med almindelig piskeris. Fløden blev da først til flødeskum som ved lidt længere piskning kunne skille til smør og kærnemælk.

Kartoffelmel: - At lave kartoffelmel var ikke det store kunststykke, det kunne enhver finde ud af. På en fin rivejern eller igennem kødhakkemaskine blev raspet nogle kartofler op. Denne masse som her blev, kunne ved vridning med vand igennem et stykke lærred så udskille mel og kartoffel fra hinanden. Når den udskilte vandmasse havde stået i ro en tid, bundfældede melet sig så vandet kunne hældes fra. Melet skulle så bare samles op og tørres, og var nu klar til brug.

Hjemmelavet kartoffelmel var en anelse mere grå, end det købte. Det kom alt an på, hvor meget der blev gjort ud af vridning og udvaskning herved. Men til daglig husholdning havde farven ingen betydning.

Kaffe: - Kafferationering var et de store problemer. På markedet var forskellige kaffeerstatninger som jeg ikke kan huske, hvad alle var. Men der var Richs, Jaba, Komet og mange flere, men ingen heraf kunne opfylde det forventede kaffesmag.

Mor - samt flere andre, forsøgte sig på bedste vis frem, til selv at brænde kaffe. Jeg mener at der ved dette hjemme kaffebrænderi blev anvendt forskellige kornsorter som hvoraf, det jeg husker var brændt rug. Jeg var endnu ikke så gammel at jeg havde begyndt at drikke kaffe, men jeg husker dog tydelig, at eksperimenterne med kaffebrænding ikke altid var lige vellykket.

Tobak: - Kaffe og tobak er nok et stykke kultur, som hører sig til og ingen mener kan undvære.

Tobakken var også ret kraftig rationeret. Mennesker som ikke kan få sin tobak, er ligefrem ved at gå helt op i limningen. Som tobakserstatning blev der røget alt muligt fra kartoffeltop og hø til hjemmeavlet tobak.

Tobaksplanter på Nørrerriis

På Nørreriis, havde et nært slægtning i nogle år bevilling til at måtte avle tobak til videresalg. Men ved ikke nøjagtig hvor mange planter her måtte være.

Til eget forbrug måtte man have 49 tobaksplanter, som så mere eller mindre lykkedes at få til at gro. Tobaksplanter kunne blive ret høje, når de nederste blade fik et gulligt skær, vistnok i august måned, kunne man så plukke dem af og hænge dem til tørre, hvorefter de kunne ryges når de fik tobakkens brunlige farve. Efter en tid kunne der igen på planten plukkes de øverste blade, som så gik igennem den samme proces.

Behandling for at give tobakken den rette smag, var der mange meninger om. Den kunne tilsættes forskellige aromastoffer efter smag og behag, i de fleste tilfælde blev den skåret op til pibetobak, men de fingersnilde kunne godt rulle cigarer af den.

For at skære tobakken til pibetobak blev det rullet sammen i en pølse, og skåret på samme måde som af en spegepølse. Der var også nogen som hertil havde et specielt skæremaskine, som var konstrueret ved et lille massivt hjul, med et hul igennem og monteret med et skarpt kniv. Bagved hjul og kniv var der et lille glidekasse man kunne skubbe tobakken ind mod kniven fra. Denne maskine var en lille bordmodel, men fungerede på samme vis som et hakkelses maskine.

Strikkegarn: - At have Får ved landbrug for selvforsyning af uld for garnspinding til strikkegarn, var endnu ikke et ukendt sag fra fortiden.

Enhver ejendom havde til denne anvendelse nogle får som udmærket kunne give det uld man havde behov for til forskelligt strikketøjs anvendelse. Trøjer, strømper og vanter af hjemme spunden strikkegarn var ret varmt, ligesom det også var en del vandafvisende, som især var godt for fiskere og når man var på åle stangning.

At spinde garn var for det meste kvinder af den ældre generation, som havde den bedste håndelag herfor, og da det ikke var alle hjem som havde en spinderok, udførte de det gerne, når man selv kom med ulden hertil.

Mor tillærte sig selv at spinde garn, men blev ikke til så meget, da det var en del tidskrævende ved både at karte og spinde.

Forretninger på Venø 

Moster Håndkøb

Moster Håndkøbs forretning var en blandet landhandel. Indehaveren heraf hed Andrea Andersen. Navnet ”Moster Håndkøb” er kommen fra  ”Sønderriis Slægten” da Andrea Andersen var moster til Peder Møller på ”Sønderriis” og var vistnok kun kaldenavn af slægten herfra.

I denne forretning kunne købes lidt af dagligdagens fornødenheder. Før man kom ind i denne forretning, kom man først ind i en lille gang med kun dør bredde på alle fire sider. Døren til højre førte ind til en lidt længere gang hvori var lidt isenkram som spande, kost, skovl, hakkejern, søm, træsko mm. Træsko og andre småtingsisenkram var ophængt på kroge og søm på vægge og loftsbjælker.

På venstre side i denne gang førte døren ind til selve butikken. I butikken var en diske og langs væggene var der opsat hylder, hvorpå var opsat de forskellige handelsvarer. Af handelsvarer på hylderne var der lidt legetøj, blomstervaser og lidt andet køkkengrej. Og så var der den anden side døren ind til stuen, et par hylder med lidt tøj stof og strikkegarn, strikkepinde, synåle og hvad der ellers hører sig til af sådant. På den ene ende af disken var der et glasmontre med lidt slik, for slikmunde.

Manglede der varer som ikke var på lager, kunne det gerne skaffes hjem i løbet af kort tid, eller ved postbådens første ankomst.

Der var også herved håndkøbsudsalg fra Struer Apotek. Recept til medicin kunne indleveres og ligeledes afhentes ved postbådens første ankomst. 

Om sommeren kunne der fra en udendørs isbod købes is her. Isen herved var nedkølet med tøris, som så kom ny forsyning hjem af, efter behov.

Købmanden

Købmandsforretningen var nabohus til Moster Håndkøb. Købmanden var Jens Nørbygaard, han var ugift og havde overtaget købmandsforretningen efter sine forældre, som boede hos ham i resten af deres levetid.

Denne forretning havde stort set det som var behov for af øens dagligvarer. På hylderne i selve forretningen var det ret begrænset hvad var af varer, det var mest reklame for de varer som her handledes med og som her var opstillet. Selve varelageret var i husets loft eller kælder, som blev hentet herfra eftersom de blev solgt. Alle varer blev solgt over disk og købmanden henter så varerne, én efter én, som han kom frem til, efter kundens bestillingsseddel.

Det var ikke et kontant handelsforretning. Største del af handelen forgik over et kontrabog, som blev mod regnet med de æg man solgte. Kontrabogen blev efter aftale opgjort med jævne mellemrum, hvor plus og minus mellemværende så blev af regnet.

Alle kontrabøger lå i en stak på hylden bag disken, og for hver kunde, var der et påskrevet kendemærke på bogens ende, så den var nem at finde.

Vinkelret på diskens ende var et glasmontre, hvori var lidt forskelligt som nye piber, cigaret etuier, cigarspidser og lommeknive mm.

Bag denne glasmontre og disk enden, stod kaffemøllen. Denne var et stort monstrum med et stort svinghjul for drev af håndkraft. Kaffen som skulle males stod ved siden af i et par store røde kaffespande, så vidt jeg husker, var der to.

Det før nævnte reklame på hylderne, var ikke et stykke ophængt reklame, men var flere tomme og pænt opstillede emballage kasser fra forskellige havregrynsmøller som Ota Solgryn og forskellige vaskesæbe mm. Tobaksvarer som cigaretter, cigarer, røgtobak og skråtobak stod fremme på hylden.

På væggen til højre for indgangsdøren, var en informerings opslags-tavle, som kunne benyttes for bekendtgørelse af øens aktiviteter.  Ligeledes kunne der herpå opsættes eventuelle foto som var taget ved seværdigheder.

Vinkelret for diskens anden ende stod en kundebænk, som var ”sladrebænk” for forretningens stamgæster, som bare sad her for at udveksle sladder. Dem som sad her, var for det meste fra fisker livet.

Jeg opfattede de personer som sad her, for værende irritationsmomenter, som udelukkende kun sad her for at se, hvad de forskellige handlende kom for at købe, og herefter have noget sladder om deres indkøb, at løbe rundt med.

Reb og Garnhandler                 

Reb og fiskegarn kunne købes ved fisker Mads Toftum Madsen, som solgte sådant fra sin redskabshus for fiskegrej.

Her kunne der købes reb for ethvert behov til ko tøjr, hestetømme og hammel reb. Han havde faktisk et ret godt udvalg.

Ligeledes kunne der her købes snor til tøjsnor og flagsnor, samt snor til forskelligt indpakning. Vi børn fik altid hos ham snor til sjippetov og hestetømme. Når man var børn, skulle man have det snor som sådanne skulle bruge og det skulle ikke koste, sagde Mads Toftum gerne. 

Indkøbsærinder til Struer               

Ret jævnligt var enten far eller mor på ærinder til Struer, som jo var vores handelsby. Når der var mulighed herfor var vi gerne med. Sejlturen til Struer var nok det mest kedelige, men når vi så kom til havn i Struer, var der her lidt anden liv end vi var vandt til på Venø.

På Struer havn var der på den tid ret megen aktivitet, ligesom postbåden blev modtaget af de samme stampersoner hver dag. Jeg husker at der heriblandt var enkelte som jeg ikke brød mig særlig meget om at se på, da jeg ikke følte de tilhørte min vante atmosfære. Det var personer som altid stod samme sted og gjorde sig bemærket på en dum  måde, som jeg ikke brød mig om.  Heriblandt var der især to som jeg  så lidt originalitet ved. Den ene var ”lille Strand” den anden var et mærkeligt menneske med et mærkeligt næse, med kun et næsehul, jeg husker ikke hvad han hed, men han var grim og dum at høre på.

Af anden havneaktivitet på Struer havn, som vistnok af ejendom hed Holstebro Havn, var der jernbanespor til de forskellige pakhuse for korn og foderstof og til kulkranen for kul og koks, samt ud til Esso olietankene. Ligeledes blev der på havnen læsset træ og alt muligt andet på jernbanevogne, som skulle fragtes med tog til og fra Struer.

Tograngering på havneområdet og andre transportvogne som lastbiler og hestekøretøj var der her liv af hele tiden.

Postbådens faste anløbsplads i havnen var lige ned for første brobue, fra stationen. Her var ved ankomst så de forskellige køretøjer som skulle fragte mælk til mejeri og svin til slagteri, og andet hvis der var behov herfor.

Ved ankomst til Struer, skulle alle mændene som regel på toilet, for at lade vandet. Herfor var der et herretoilet under det andet brobue. Denne toilet var sort og beskidt og vand løb over hele gulvet, men der kunne dog klares det, man kom efter.

Kvindetoilet husker jeg ikke om også var her, men ellers var der en henne ved rådhuset.

Når vi var med far til Struer, var vi mest i de forretninger hvorved han havde behov for at udføre sine ærinder ved. Når vi var med mor til Struer, var det så nogle andre butikker som vi var ved. Mor byture var nok de mest spændende, da de gav anledning til at komme i flere butikker. Butikkerne som vi besøgte var først alle dem som skulle betales regning hos.

Regninger var jo en selvfølge, da vore dagligvarer fra Struer jo gerne var tilsendt efter telefonbestilling. Men så var det ligeledes en selvfølge at det blev betalt ved første lejlighed til Struer.

Mange gange var det regninger for forsåling af sko, nye bund i træsko, kød fra slagteren, for vasketøj på vaskeri og søm eller andet fra isenkræmmeren. Nu vi var i Struer skulle vi også gerne klippes som var hos en ældre barber. Når han var færdig med at klippe, smurte han sådan noget klister i håret og satte bølger med et finger. Når det blev tør, var det ligeså stiv som en pind og ret ubehagelig at gå med.

Jeg ved ikke hvorfor, men mange gange når vi var i Struer, skulle vi også til læge, han klemte lidt her og der og kiggede os i halsen, og mente ikke vi fejlede noget særligt. Men vi skulle dog gerne herefter på apotek for at hente noget salve, lapisvand eller jod, som apotekeren først skulle have blandet sammen efter lægens recept.

En forretningsvindue som kunne optage mig i længere tid, var et legetøjsforretning. Det var såmænd ikke at der var særlig meget her, men der var dog mere end jeg havde hjemme.

Når vi var med mor på indkøb, snakkede hun altid meget med dem hun handlede med. Dette kunne godt være trælse samtaler for børns tålmodighed, men mor kendte faktisk mange mennesker i Struer, som hun selvfølgelig også nød at føre samtaler med.

Når vi var med far i Struer, var vi altid først i Struer Korn og Foderstof kontoret, som havde et lille kontor lige efter at vi var komme igennem det første brobue og før vi kom hen til gaden. Det var selvfølgelig her at far havde sit ærinder, men der var nu ikke herinde stor underholdning for børn. I kontoret herved var der en høj skranke og en skrivepult hvorved kontorets to mænd med slipsekravtøj, stående udførte deres arbejde ved. Der var stil over det.

Ligeså skulle vi også altid ind i en bank, som var ligeså kedelig, men varede dog ikke så længe. Jeg mener at der herinde blev talt med DE imellem kunder og personale. Far mødte også altid kendte personer i Struer, hvormed han førte samtaler som ligeledes var uinteressante for os børn.

Men uanset hvad vi mente om vore ture til Struer, så var det en oplevelse hver gang, og vi fik dog gerne af en eller anden en fløde-karamel for vore tålmodighed ved at høre voksne mennesker snakke.

Vores opdragelse hjemmefra var, at vi børn var tavse når voksne folk talte. Mange gange var man ligefrem ved at tisse i bukserne ved at man ikke turde nævne behovet herfor, da det blev opfattet som værende uopdragen.

Før afgang til Venø fra Struer havn, var der næsten altid kaos for at få alt med af hvad som var bestilt i dagens løb i de forskellige forretninger. I sidste øjeblik kom der altid en slagtersvend cyklende med lidt kødvarer, som var på en træbakke med et par håndtag han havde på skulderne. Postbådsføreren  kom altid 5-10 minutter for sent, for at have snakket for længe på posthuset.

Øens damer som havde været på deres indkøbstur til Struer havde indtaget deres sædvanlige pladser i bådens kahyt, og så fik den ellers ikke for lidt hvis det varede for længe med afgang hjemefter.

Til marked i Holstebro - og cykeltur til Lemvig                

Efter nu at være bleven nogenlunde til at cykle, mente far så at vi nu godt kunne cykle til marked i Holstebro, og besluttede os for at cykle dertil, ved førstkommende marked. Markedsdagen kom og vi tog med postbåden, og pralede vældig af, at vi nu skulle til marked.

Vi tog cykelturen i to omgange ved, at vi først cyklede til Hjerm, for her at besøge mor hendes moster Eva, som her havde en lille manufaktur-forretning og hvorved vi ret jævnlig var på besøg, som var med tog fra Struer.

Efter lidt ophold og lidt spisning i Hjerm, fik far et stykke snor af Eva, som blev bundet imellem vore cykler, så han kunne slæbe mig hvor der var behov for. Det var grusvej hele vejen, undtagen igennem byerne.

I Holstebro fik vi cyklerne sat på stald og gik så rundt på markedet, som var på hestemarkedet i Skolegade og kreaturmarkedet på markedspladsen. Selve markedspladsen mener jeg var på de arealer hvor det nuværende Falck og anden bebyggelse nu har til huse. Jeg husker ikke rigtig om vi havde nogen ærinde på markedet, eller vi bare var til marked, for at sige, at nu havde vi været til marked.

Men jeg husker dog at der på markedspladsen var et gøglertelt med lidt optræden ved. Dette optræden var jeg dog lidt fascineret af, da der herved var en neger, med havreneg om maven, som optrådte med lidt negerdans herved. Om han var ægte neger eller en brun farvet, ved jeg ikke. Men jeg var i den tro at han var ægte neger.

Sidst på dagen rejste vi så med tog til Struer, og havde hermed vore cykler. Vi skulle så cykle om til Kleppen for at komme til Venø med færgemandens robåd. Før vi cyklede til Kleppen var det en fast regel, først at se om på havnen, om der her var en fiskerbåd fra Venø vi kunne komme med i stedet, og heldigvis var der en sådan, men så måtte jeg også fortælle om mine oplevelser fra negerens danseopvisning. Vi havde haft en god dag, med en oplevelse rigere.

På cykeltur til Lemvig                 

Da mor havde slægtninge med mostre i Hjerm, Humlum og Lemvig, og morbroder i Nr. Nissum, var vi ret jævnlig på besøg hos dem, ligesom de også jævnlig var på besøg på Venø, da de her alle i tidernes morgen var fødte på ”Sønderriis” som børn af Maren og Mads Peder Jensen Sønderriis.

Som en søndagsudflugt blev det bestemt at vi kunne cykle til Lemvig, med midtvejsophold i Nr. Nissum. Jeg cyklede selv og Else Marie sad på skift af far og mors cykel. Det er ret begrænset hvad jeg kan huske fra denne cykeltur, ligesom jeg stiller mig tvivlende om, om det med nogen var aftalt at vi ville komme, da vores ankomst virkede som en overraskelse.                          

Efter et ophold i Nr. Nissum cyklede vi så videre til Lemvig. Denne tur må have været under krigen, da der i samtlige telefonpæle ned ad bjerget til Lemvig, sad en tysker i toppen af hvert pæl. Jeg fik forklaret at de var ved at ophænge deres egne telegraf tråde. Deres kommunikation herved var ved råb fra mand til mand, som jeg nok syntes lød lidt voldsomt. De tyske telegraf tråde var kendelig ved at deres isolationsklokker var brune.

Da vi kom til døren hos mosterne i Lemvig, var dørklokken lidt i uorden, så den ikke kunne høres. Vi var ved at opgive at komme ind, og var ligefrem helt opgivende ved om vi var cyklet forgæves. Men far prøvede så for sidste gang, og ved ekstra hårdt tryk virkede det så, og vi blev lukket ind. Da de var ligeså overraket over vores ankomst, render det mig i anelse, at de ikke vidste vi ville komme.

Vi besøgte dem derfor et stykke tid, og tog med rutebilen tilbage og blev læsset af ved vejen ned til færgemanden.

Når vi ellers var på besøg i Lemvig, var vi som regel med rutebil. For rutebil ”Struer - Lemvig” var der to ruter af, hvoraf den ene var over Fabjerg og den anden over Nr. Nissum. Af de to ruter var det kun den som kørte over Nr. Nissum, som blev betroet til at køre frem og tilbage med de gamle mostre når de besøgte hinanden. Hvorfor - ved jeg ikke, men de var meget stavnsbundet af at skulle over Nr. Nissum, for her at få et glimt af fædrenegården ”Kongensgård” som de jo var flyttet til fra fødegården ”Sønderriis” på Venø.

Besøg i Humlum                 

Jeg har nu kaldt de slægtninge for mostre, da det var mor hendes mostre og som alle slægtninge er kendte under fælles kaldenavne som mostre.

Moster Kirsten i Humlum, som her boede i kirkehuset nord for Humlum kirke og lige ud mod hovedvejen, var vi tit og ofte på besøg hos. For besøg her, var vi mange gange gående hertil, da der ikke var så langt, men på Venø siden skiftedes ofte til én cykel som efter aftale blev cyklet lidt vej på, og lagt, så den næste kunne cykle lidt. På den måde var vejen ikke så lang når der på skift blev gået og cyklet det halve af vejen. Cyklen blev lagt på Venø, og resten af vejen var til fods, op igennem skoven ved ”Strandbjerggaard”.

En sådan tur til Humlum kunne godt klares imellem dyrene skulle fodres. Denne moster Kirsten, flyttede på sine sidste leveår til Struer, hvor hun købte hus i Kirkegade, hvor også moster Eva fra Hjerm var flyttet til, nogle år i forvejen.

Ligeledes flyttede mostrene Else og Madsine i Lemvig senere til Struer, hvor de overtog huset efter deres afdøde søster Eva, fra Hjerm.  

Isvintrene 1941 – 1942                

Da de to isvintre i 1941-42 flere steder over historien, er beskrevet som for værende de hårdeste isvintre som har været igennem en længere årrække, er det herfor begrænset hvad jeg vil skrive herom.

Vintre med sne og hård frost, har jo altid været et hård tid at skal igennem, men ikke mindst på den tid hvor der var rationering og mangel på alt muligt, var det derfor ekstra besværligt med forsyninger for dagligdagens fornødenheder til føde og varme, som besværlig gjorde den daglige levestandard.

Det mest besværlige var nok at bjærge frostfrit foder til dyrene. Indkørsel af roer var besværlig, da roekule og roer heri var bundfrossen. Der var jo ingen mekaniske hjælpemidler, alt var med håndkraft, og når alt var stivfrossen var det næsten en umulighed at hakke og skovle i.

De frosne roer der så kom ind, var det næsten umuligt at få tøet op, da der kun var dyrenes egen varme hertil. Roer lå derfor skåret i stykker til optøning på gangen bag køerne. Ligeledes var der problemer med vand som skulle pumpes op med håndpumpe. Det var lige før et spand vand frøs til is før man var indendørs hermed.

At holde varme indendørs var jo ved varme fra komfur og et enkelt kakkelovn, som vi fyrede med træ i, og der skulle meget træ til. Jeg mener at vi om vinteren havde lidt briketter, så ilden kunne holde natten over.

Og så var der jo det med at vi børn nok vanskelig kunne få tiden til at gå, har jeg senere fået fortalt, men det var faktisk ikke noget vi mærkede til. Når far eller mor havde været i Struer kom de gerne hjem med malerbøger og farveblyanter samt påklædningsdukker til udklip. Vi dyrkede også en del brætspil og æselspil, samt vi med spillekort lagde mange kabaler. Med dette fik vi megen tid til at gå, det var stort set kun fantasien som satte grænser.

Selv om isvintre havde sine ulemper, så havde det også sine fordele. Når først fjorden blev så tilfrossen, at alt transport til fastlandet kunne foregå over isen, føltes man ikke mere at være så isoleret. Fiskerne var som regel de første som undersøgte isens bæredygtighed, da de jo var kendt med vanddybde og strømforholde. Første gang de gik over isen, havde de lange stænger med som de så jog igennem isen. For en sikkerheds skyld havde de også en båd med på slæb.

Når der var gået nogle dage med at gå over isen, kunne man godt vove sig til at køre over med heste for slæde, og når det først kom så vidt, så var alle muligheder tilstede for gratis at hente sine varer hjem på denne måde. Mange benyttede sig herved af at hente forårets korn og gødning, samt eventuelle byggemateriale som skulle benyttes i det kommende tid.         

Dem som var kendte med at færdes over isen, benyttede kun de spor som med tiden var anlagte. Det var især ved tungere transport dette var gældende. Ingen vovede sig til at oprette andre veje, bare for at prøve nyt. Dette blev betragtet som uforsvarligt

Efterhånden som isen nu var ved at være bundfrossen, kunne vi med sikkerhed godt køre på isen ved ”Æ Swothyw” og herfra til Struer. Ellers var de første gange fra Venø Odde og ind til Vralden ved Struer.

Jeg husker engang at vi havde en syg ko, som hverken kunne leve eller dø, hvis skæbne så blev, at far og mor, Victor og Petra så en dag læssede den på en slæde, satte sig på den og kørte så ind til slagteriet med den. Om denne transport fortalte de mange gange om, som jeg forstod de havde haft en hyggelig og morsomt tur ud af.

En anden tur med heste for kane over isen, var vi på besøg i Humlum. Min morbror Jens Riis på ”Nørreriis” kørte heste og kane. På denne tur kørte vi tværs over vest fjorden fra Venø by. Jeg husker det ved, at vi  faktisk kørte i trav næsten hele vejen, da det mentes, at være det sikreste ved ikke at holde for længe på et sted. I Humlum kom hestene i stald ved en handelsmand som kom ret jævnligt til Venø, han hed Jens Ernst og boede lige syd for Humlum kirke. Efter besøget kørte vi så ligeledes hjem, så vi var ovre isen før det blev mørkt.

På ålestang                     

Jeg har tidligere nævnt lidt herom, men da jeg nu er ved isen nævner jeg den igen.

At stange ål fra is, er nok et stykke fiskekultur. Åle stangning foregik som regel i grupper som kunne være en halv snes stykker. Erfarne åle stanger drager ikke på åle stang ved blot at tage et ålejern under armen og så af sted. Nej - der er forskelligt sikkerhedsudstyr som skal med. En eller flere havde som regel et slæde med sig, hvorpå var forskelligt håndværktøj for selvhjælp af åle stang og jern. Ligeledes havde de et ishakke og forskellige jernkroge og vippestænger med. Det var et gyldent regel for sikkerhed om, at de huller som blev hugget i isen, som i de fleste tilfælde var trekantet, skulle denne isblok som blev hugget løst herved, hales op på isen, som advarsel til andre om, at der her var et hul. Var det umuligt at få denne isklump op - eller den forsvandt ind under isen, måtte der findes en isblok fra et tidligere hul, som igen og med sikkerhed var tilfrosset, og så ligge denne ved det nye hul i stedet for den som forsvandt. Man var ikke velset af de øvrige åle stanger, for at forlade et hul i isen, uden afmærkning.

Ligeledes havde de på slæden efter sig, et sæk med tørt brænde, til eventuelt at kunne tænde nød bål. Ligeledes var der gerne én eller flere som havde jagtgevær med. De to ting var nærmest som kommunikationsmeddelelse til pårørende på land i tilfælde af noget uforudset, som kunne være uheld ved legemsbeskadigelse eller anden sygdom. Skud fra jagtgevær kunne høres på land, og bålet kunne tændes for at markere stedet, hvor der ønskedes hjælp. På land blev der svaret igen med geværskud og en hjælpeaktion blev sat i gang.

Samme kommunikation blev anvendt den anden vej, fra land, for at kalde åle stanger hjem, hvis der her var indtruffet uheld.

For åle stanger kunne der forekomme pludselig vejroverraskelser, som kunne være ved tåge eller kraftig snefald, således man mistede orientering til land ved ikke at kunne se det mere. I sådanne tilfælde kunne der skydes med jagtgevær, ligesom der så på land blev besvaret med jagtgevær, bål eller anden synlig belysning. Pårørende på land vidste gerne, hvor deres nærmeste befandt sig på isen, hvor de så igennem kikkert jævnligt holdt øje med dem.

På den tid var jagtgevær ligesom standardudstyr i mange hjem. Der var enda nogen som ikke mente at være rigtig klædt på, såfremt de ikke havde deres gevær ved hånden. Det kunne dog også hænde, at de af og til nedlagde et stykke vildt under deres færden.

Jeg mener at ålestangere på Venø for det meste benyttede vest fjorden, ved at de herved og i deres redskabshuse havde deres fiskegrej.

Fra ”Borbjerggaard” så vi ofte åle stangere i større grupper på øst fjorden, men det var i de fleste tilfælde, så dem fra fastlandet, som benyttede denne fjord. Det kunne dog hænde, at enkelte Venø boer tilsluttede sig sådanne fastlandsgrupper for herved at få lidt nyt socialt samvær, med dem fra fastlandet.

Den farligste tid at færdes på isen var ved is brydning hen ad foråret. Som børn fik vi meget strengt påbud om ikke at gå ud på isen når der viste sig revner heri, eller var ved gå løs ved is og land. Isen kunne herefter og nu på meget kort tid drive til havs. En revne i isen kunne på ret kort tid blive så bred, at man ikke mere kunne hoppe over den, herved var man nu bleven fangen på en drivende isflage og ikke kunne komme i land.

Igennem tiderne har jeg hørt om flere, også fra slægten, som er bleven fanget på en sådan drivende isflage, men heldigvis dog bleven opdaget og kunne hjælpes i land med en båd. Dog var der en fra ”Nørskov” hvorom jeg i tidligere slægtsbeskrivelse har omtalt dette, som druknede og blev først fundet lang tid efter ved at være drevet i land ved Ejsing.

Der bygges nyt stuehus              

Efter de nu to hårde vintre var den gamle stuehus bleven så nedslidt at den ikke mere var velegnet til menneskebolig. Den var fugtig, kold og klam så svampe groede op ad væggene. Væggene op til vindueshøjde var jo kampestens mur som om vinteren aldrig kunne blive tørre.

Under den strenge vinter i 1942, blev far og mor på opfordring af moster Eva, om - at bygge et nyt stuehus som skulle værre klar til indflytning  før næste vinter. Såfremt der for tiden ikke var egen kapital nok hertil, ville hun gerne stille sig til rådighed for lidt kapitalhjælp, bare vi fik bygget nyt hus, da den gamle ikke mere var sund at bo i, samt usundt for  opvæksttrivsel for sunde børn.

Far og mor tog imod opfordring og hjælpetilbud, og der blev kontaktet en ældre muremeter Laust Christian, i Humlum, samt en tømrermester, som jeg ikke husker hvad hed, eller om han var fra Humlum eller Struer. Som hjælp havde Laust Christian en ældre muresvend som hed Kornelius, og en oppasser som hed Johan.

Hen sidst på vinteren ankom en dag, de to håndværksmestre sidst på dagen, for at give et overslag til det nye hus. Jeg husker det ved, at vi alle sad rundt ved det store spisebord i den gamle spisestue.

Jeg mener ikke der blev lavet nogen professionel tegning, men at der kun som udgangspunkt blev nedridset nogle tal for mål, efter ønsket behov og udseende, og så benytte dette som beregningsgrundlag for bygning og indkøb af materiale hertil.

Det blev så bestemt til, at byggeriet skulle påbegyndes så snart frosten var af jorden, da der skulle graves kælder under det halve hus, som far og tjenestekarl, samt enhver som kom og kunne bruge en skovl, så selv skulle udgrave.

Da foråret nærmede sig, kom muremesteren en aften for at afsætte huset efter de mål som var enedes om. Vi gik alle om i haven med fire hjørne pæle, noget snor, en vinkeljern, en vaterpas og en tommestok, og fandt et sted hvor vi så mente, huset udmærket kunne bygges på. Ak ja - ingenting med moderne tegninger og alt andet papirarbejde for godkendelse osv. osv. - det var bare om gå i gang med det måleværktøj som var.

Udgravning af kælder påbegyndtes dagen efter. Det gik ganske udmærket det første meters dybde, men herefter, kom vi så ned i et gult lerlag som næsten var umuligt at stikke eller grave i, ligesom der også blev højere at smide den opgravede jord op. Jeg nævner vi, da der til det kældergraveri og med tiden, kom flere som var behjælpsomme herved. Det opgravede jord, som kun var gult ler blev af flere afhentet, til at oprette huller i lerstampede lade gulve. På et tidspunkt opgav far det graveri, og ved samråd med muremesteren enedes de så om, i stedet for at ofre mere tid på det, så forhøje hele husets fundamentsokkel med et eller to trappetrin. Og sådan blev det så.

Alle håndværker som deltog ved dette byggeri, var alle rare og venlige mennesker, som vi børn havde megen fornøjelse af at færdes iblandt denne sommer.

Jeg husker denne sommer, som en sommer der gav megen ekstra arbejde. Vore flinke naboer kom af og til med et hjælpende hånd når der var behov herfor. Jeg vil lige nævne, at alt forefaldende arbejde ved dette byggeri, foregik ved håndkraft. Der var ingen blandemaskine, løftekran eller anden motordreven værktøj.

Under kælderudgravning var murerne så småt begyndt med forberedelser for stillads, forskallinger, trillebør og forskellige sandsolde mm. fragtet hertil.

Læske kalk                 

Før selve byggeriet kunne påbegyndes, var der flere ting som først skulle gøres klar. At læske kalk hertil, var noget af det første. Dette forgik i jorden, som var et udtjent kartoffelkule, som blev afrettet lidt på siderne. Til at læske kalken var der flere, som var behjælpelig herved. Jeg ved ikke hvor mange kilo brændt kalk der var, men skal jeg gætte på et tal vil det være ca. 1000 kg. Det brændte kalk blev hældt i jordkulen, og herefter overdænge det med vand, megen vand, som i forvejen var klar i alle de spande og kar som kunne fremskaffes.

At læske kalk i så store mængde er ikke en ufarligt proces, da det bliver en kogende masse som med eksplosioner godt kan sprøjte en del, og herved blive forbrændt hvis man bliver ramt heraf. Alt vand skal hældes på ad én gang, da det ellers ikke vil være brugelig. Når læskning er overstået falder kalken til ro af sig selv, og den læskede kalk er efter en kort tid klar til brug. Da der heri kunne forekomme enkelte klumper, gav murerne det skylden for, at der ikke var kommen vand nok - og hurtig nok på. Men vi kunne jo ikke gøre det om.

Sand, grus og cement

Der skulle køres sand og grus hjem, som blev hentet ved stranden. Dette blev der løbende kørt hjem af, efter behov.

Cement kom også hjem i flere omgange, efter aftalt tid for sejltransport. Men det skulle bare være fremme, når der var brug for det.

Det var især ved begyndelse ved støbning af kælder, kælderbund og hussokkel der skulle anvendes de største mængder heraf. Ved selve opmuring var det begrænset hvor meget der skulle bruges. Efterfølgende kunne derfor og i god tid fremskaffes efter behov.

Det øvrige markarbejde skulle jo også udføres samtidig.

Hjemtransport af mursten                

At sejle mursten hjem, var en herlig og speciel sommeroplevelse, som senere viste sig at være ret misundelsesværdig, for ikke at kunne medvirke ved.

Mursten til byggeriet var købt hos ”Gyldendal Teglværk” som lå helt nede ved stranden ved V. Hærup, hvor der senere frem til vor tid, er bygget et båd havn. Denne teglværk er for længst nedlagt.

For at få murstenene hjem, akkorderede far med Mads Toftum Madsen om at sejle dem hjem. Jeg mener ikke der var kontanter ved denne akkord, men i stedet skulle Mads Toftum så have jagtleje i ét eller to år.

Vedrørende jagten husker jeg det således, at far og Dr. Tage Kjær, som er far til Chr. Kjær, en dag tørnede sammen ved markskellet hvor Tage Kjær mente, at det var brud på jagtlejekontrakt, at leje jagt ud til andre end ham, som  ligefrem havde opfattelse af, at have eneret til alt jagt på Venø. At leje jagt ud til Tage Kjær var vist nok for ét år ad gangen, men var løbende indtil en af parterne sagde lejekontrakten op og hvorved, det vistnok var her der var en svipser.

Der blev talt med store bogstaver og afsluttedes ved, at Tage Kjær satte sig ind i fars situation og gav far en stor cigar med mavebælte om, som han til mor pralede vældig af.

Tilbage til murstenssejlads. Man valgte et sted neden for Sorthøj, til at være det bedst velegnede sted at gå til land med stenene. Her var fjordbund hårdest ved det meste ral.

Med fiskerbåd, kog og pram på efterslæb begyndte så forestillingen, på en dag hvor vejret var rolig. Ved Teglværket var der et anløbsbro hvor skibe kunne lægge til for at få mursten om bord. Sten som skulle på skibe blev kørt ud ad denne bro på trillebør. For dem som udførte dette arbejde var det rent rutine. Det var ret begrænset hvor mange sten, på grund af vægt, kunne være med ad gangen for at det var forsvarligt at sejle dermed.

For at få det landet gik båden så ind ved det aftalte sted ved Sorthøj. Det blev sejlet så tæt på land, som muligt var. I kogen som var fladbundet var der også sten. På denne blev der påsat et svært reb som kunne nå til land, og der blev så spændt heste for, som slæbte den ind til den gik på bund. Herefter blev heste spændt for vogn, hvor der kun var en side og bund i, som så, med heste og vogn, kørt ud til siden af båden og hvor sten så blev læsset på vogn og kørt i land.

Hestene var just ikke bange for at gå i vandet, men de havde ikke tålmodighed for lange ophold heri, da det kunne hænde, at krabber, som var ret mange af, bed dem i benene. Herfor tog det ikke mange minutter for at sætte de sten på vogn som kunne køres ind med.

Dels hestenes tålmodighed for længere ophold i vandet og vognhjul ikke skulle skære igennem fjordbund. Gik vognen først igennem, var det næsten en umulighed at få det hele velbjærget i land.

Jeg husker ikke nøjagtig hvor mange gange der blev sejlet efter de mursten, men jeg husker, at jeg flere gange var med og det var hver gang en oplevelse. Under flere af de ture var der gerne et par ”turister” med, som kunne være fra øen eller familie på besøg. Det var jo næsten altid i fin og stille vejr, da det ikke kunne udføres ved uroligt vind.

Der var ofte et par af mine jævnaldrende eller lidt ældre fra Venø by, med på de ture. Under ophold på Teglværket gik vi så her rundt for at se til på, hvorledes de lavede mursten. Som jeg husker det, så var det nogenlunde som sådan.

Leret hertil, som var blåler, blev gravet frem i bakkerne over Teglværket, jeg husker ikke bestemt om det blev gravet med gravemaskine eller håndkraft, da det ikke var mest i det område vi befandt os, når vi var med. Det opgravede ler kom ned til værket på trolje som kørte på jernskinner. Hvad der var trækkraft, husker jeg heller ikke om det var heste eller maskinkraft. Men jeg husker dog, at aflæsning af de trolje og over i æltemaskinen var ved håndkraft, ved at et par mand svedende stod og smed leret i æltemaskinen med skovl.

Efter at leret og de forskellige ingredienser havde kørt rundt i denne æltemaskine en tid, kom det igennem en presser, lignende et kødhakker, og ud igennem en firkantet pressetud som havde stenens størrelse. Ved udgang af denne tud stod en mand ved en stenskærer, som han så ved håndkraft pressede igennem den firkantede lerpølse som kom ud, til fire sten ad gangen. Denne stenskærer var konstrueret og benyttet på akkurat samme måde som et æggeskærer med stålstrenge. Efter hver skæring var der så megen tid at han kunne nå at skrabe den ren med et dertil konstrueret skraber. Var der behov for at skifte skærestreng eller anden stop, kunne han koble presseren fra. Fejlskæring eller anden affald herved blev smidt op i ælteværket, og kørt igennem en gang mere.

Efter sten skæring blev de kørt lidt frem ad en bånd, og herfra af ret mange trillebørskører kørt i tørlade, som var et lagerhal, og her sat på tørrehylder, før brænding. Efter en tid på de hylder blev de så kørt til brænding, som er begrænset hvad jeg fra denne proces husker.

Alle mursten på hylderne var massive. Jeg ved ikke hvor mange sortimenter af mursten som var, men dem vi skulle have var helbrændte til facademur, og halvbrændte til bagmur og skillevægge.

Mursten som efter brænding og sortering var færdige til salg stod opstablet på arealerne foran teglværket. Alene livet herved og udsigten over fjorden til Venø og igennem hele østfjorden var en oplevelse som sidder på nethinden for livstid.

Vi roede hjem                

To gange hvor et par i mine nævnte jævnaldrende fra Venø by, som her var fra fiskerlivet, var med efter sten, fik vi efter en tid på Teglværket, ved ikke at kunne finde de øvrige som vi var med, så den ide, at tage vores pram og ro hjem. Jeg tror heller ikke vi gjorde meget ud af at finde nogen at spørge, så vi handlede efter vores egen beslutning.

Vi nåede hjem før de andre kom med murstenene, men vi var nu ikke mere særlig populær denne dag. Det var ikke just angstlighed for vores ro tur, men mere dette, at de havde ofret forgæves tid på, at lede efter os i bakkerne ved Teglværket. Men da så besluttede sig for at sejle hjem uden os, var robåden jo også væk, så var de ikke mere i tvivl om, hvor vi var. Når bare vi var sejlet hjem, var der jo ikke sket os noget alvorligt. Da børn og unge mennesker fra fiskermiljøet er fødte og opvokset ved sejlbåde og fjord, var det kun rent rutine for at ro en sådan tur.

Et par dage senere gentog vores lyst sig, om at ro hjem, men vi spurgte så først og fik også lov, men på den betingelse at vi fulgte vores normale sejlvej, for at kunne komme på slæb i tilfælde af, ikke at nå hjem først. Jeg ved ikke hvad der havde optaget os under vejs, men vores roning var dog gået lidt i stå undervejs, så vi blev samlet op og kom på slæb resten af vejen, men ikke uden at blive grinet godt af, ved ikke selv at have gennemført vores plan.

Der blev ikke sejlet efter sten hver dag, da vi jo hver især også havde andre gøremål. Der blev gerne sejlet et par dage ad gangen, da motorbåden jo også skulle om til havnen for at få brændstof på. Der blev så sejlet herfra og direkte nord om Venø og til Teglværket.

Byggeriet påbegyndes                

Efter nu at have fået samlet det materiale sammen som nu var nødvendig for at påbegynde byggeriet, gik det så herefter sin vante gang til vi var færdig. Der blev først støbt kælder, og muret skillevæg i kælder for to kælderrum og en gang foran disse. De kælderskillevæg blev så herefter videreført opad som skillevæg mellem stue, køkken, for og baggang. Meget praktisk.

Laust Chr. var selv mester for facademur. Kornelius murede bagmur og skillevægge. Jeg mener at de fulgtes ad med facade og bagmur, da der i hver anden skifte blev lagt mur bindinger. Kornelius kunne godt nå at mure lidt skillevægge, da Laust Chr. skulle bruge lidt tid ved at hugge sten over til hver anden mur skift, ved at mureforbandt var lagt af halve sten med enden udad. Som sådan var det bestemt at muren skulle udføres.

Da de kom til vindueshøjde, blev vinduerne sat på plads og der blev så muret uden om dem. Det var nok for at vinduer ikke havde standardmål. Sådant er jo modsat nutidens byggestil med faste standardmål.

Johan som var oppasser, havde et slidsomt job med at passe de to murer op. Især var Laust Chr. en vanskelig herre at passe op, sten og muremørtel skulle hele tiden ligge lige foran ham, ligesom stenene også helst skulle vende ret for hans hånd. De to havde ofte et opgør med hinanden, hvorunder Johan godt kunne spørge Laust Chr. om han også skulle lægge stenene op på murekanten for ham.

Muremørtel var hjemmelavet, som Johan blandede med det læskede kalk og sand samt lidt cement. Alt muresand blev soldet på skråtstillet sold, dette udførte Johan gerne fra morgenstunden, ligesom han da også skulle gennemkaste det med cement, så det var klar til dagens brug. Til at sammenblande det havde han et bestemt blande redskab på et langt skaft, som han så skubbede frem og tilbage med, for sammenrøring på nogle sammenlagte forskallingsbrædder, med at par opsatte brædder ved yderkanten.

Gennemkaste sand og cement vil sige, først at sammensætte blandingsforholdet af sand og cement, som murmesteren bestemte hvad var, herefter at par gange omskovle det, til det var tilpas sammenblandet - uden vandtilsætning.

Alt dette blande arbejde skulle han udføre samtidig med at skulle opsætte murestillads, flytte murebalje og sætte mursten på stillads, og så samtidig skulle høre fra Laust Chr. om ikke at bestille nok. Johan havde god tålmodighed, for Laust Chr. arbejdsbegærlige temperament.

Huset blev først fuget et stykke tid efter at huset var færdigbygget.

Under mureopførelse var tømrermesteren også i gang. Der skulle lægges bjælker for gulv, der skulle sammentømres spær, ligesom døre og vinduer blev lavet på tømrers eget værksted. Tilskære og sammentømre spær foregik på stedet og tømmeret samt hans svende, var meget omhyggeligt hermed. Jeg tror nok at tømrermesteren havde nerver på ved opsætning heraf, da det jo kunne være knald eller fald ved ikke at kunne passe. Han målte og målte, og rettede flere gange med stemmejern før opsætning. Da det endelig blev rejst gav han et lettelses suk fra sig, for heldigt udført arbejde.

Ved loftbjælkers længde og tre værelser på loft, var de herfor efter håndværkskrav overdimensioneret til ikke at kunne være fuldkantet hele vejen. Dette var stort set kun et skønhedssyn uden praktisk betydning, men for at inddække dette, var der for sådanne bjælker specielle beklædningsbrædder til at inddække bjælkerne med, som så blev sat over alle loftbjælker.

Gulv og loft var høvlet og pløjet granbrædder. Under loft blev der lagt krydsfiner, holdt på plads af langs og tværgående lister. Det så for resten ret godt ud.

Gulve som ikke på nogen måde var underisoleret var en anelse fodkolde og blev herfor pålagt med gulvtæppe.

På loftet var der soveværelse og to mindre værelser. Dets vægge og skråvægge var af forskallingsbrædder, som blev opsat af tømrerne. Herpå blev der af murerne på sømmet rørvæv for at give det mørtelpudslag, på såvel vægge som loft. Dette stod så rå med et hvidt på malet limfarve. Ligeledes mener jeg også væggene i stuerne, den første årstid, var gult på malet limfarve.

Køkkenbord, skabe, skuffer og hylder blev af tømrerne opsat på stedet, uden for bearbejdning. Der var et jernhåndvaske i køkkenbord, men ikke indlagt vand, som vi stadig hentede ude ved pumpen, som der nu var længere hen til. Komfur og kakkelovn i den store stue var fra det gamle stuehus. I det lille dagligstue fik vi nyt brændeovn og som gav god varme fra sig.

Fra køkken var der et lille spisekammer med trappe ned til kælder, hvor den ene rum var for madvarer, og det andet rum for forskelligt viktualier.

I kælder var der for vest ende af gangen, et VC, som var aflukket af et bræddevæg. VC-kassen var trekantet og placeret i det ene hjørne, og opført af tømrerne. En VC-kasse på ”Borbjerggard” var nytænkning og helt uvant. Ved den anden ende af kældergangen var der en dør til udvendig brug, med opgang under bagtrappe og ud mod havesiden.

Trappeopgang til loft var en vinkeltrappe i baggang. Ved denne trappeopgang ligger et mystik jeg endnu ikke har kunnet opklare. Ved tømrernes færdiggørelse herved, enedes såvel murer som tømrer sig om, at opsætte deres autograf for husets opførelse. Jeg er den eneste som ved det, da der ikke var andre til stede herved. Det blev skrevet på det indvendige side af et krydsfinerplade, som sidder under det nederste trappetrin. Såfremt trappen ikke er uberørt, sidder den endnu, men den mulighed er nærmest ikke til stede. Mange gange har jeg haft lyst til at åbne for denne trappetrin, for at se, hvad der her og dengang blev skrevet.

Under hele byggeriet holdt vi, Else Marie og jeg ”godt opsyn” med, om det nu blev udført ordentlig. Vi var meget ”behjælpsomme” ved hele tiden at stå i vejen på murestillads som vi også måtte lide lidt under et par gange.

Engang Else Marie ville kravle over muren fra Laust Chr. hans stillads, til Kornelius hans stillads, faldt hun herved ned i kælderen. Vi blev dog alle lidt chokeret over dette fald, men ud over et par småskrammer skete der heldigvis ikke noget alvorligt herved.

Efter at taget var rejst og lægter sømmet på, kravlede jeg en dag op på tagrygningen. Det gik godt opad, men da jeg skulle ned igen meldte skrækken sig. Håndværkerne grinede bare heraf og sagde, at når jeg selv kunne komme op måtte jeg også selv komme ned. Denne melding gav et længere ophold på taget, med lidt piberi, men jeg kom dog selv ned.

Husets tag                 

Taget var rødt tegltag, men var ikke fra samme teglværk som mursten. Teglstenene var fra ”Overhoved Teglværk” i Struer, hvis speciale var tagsten og drænrør. Så vidt jeg husker, lå denne Teglværk et sted omme bag Struer by, måske det var i Gimsing området.  Jeg var med far der-omme, ved bestilling af dette tag, og vi var gående hertil. Jeg husker ikke hvorledes vi fik dette tag hjem. At lægge tegltag op var murernes arbejde.

Alle tagsten var på bagsiden stemplet Overhoved Teglværk. Det var vist almindelig brugt, at teglværker satte deres stempel på tagsten. Jeg har set lignende tilfælde andre steder. Hele taget blev på indersiden understrøget med muremørtel.

Efter at tagsten var lagt op, kom der en blikkenslager som hængte tagrender på. Han havde her forinden monteret ophængbeslag. Jeg mener ikke at der under afløb fra tagrender var nedgravet brønde til vandafledning. Derimod var der vandaflednings brønd for håndvask i køkkenbord, hvorfra der var drænrørs ledning igennem haven til en siv brønd udenfor havens nordøstlige hjørne.

Da dette stuehus blev opført i krigsårene, mener jeg ikke at der hertil, ud over mangel på søm, var problemer med at bjærge det byggemateriale som var behov for.

Såfremt man ikke kendte en, som kendte en, var søm under hele krigen ret vanskelig at få fat i. Herfor strøede man ikke om sig med søm alle vegne, da der jo var daglig behov for søm. Søm i udtjent træværk blev trukket ud og gemt, og rettet ud til genbrug. Det var en af de ting som vi børn blev sat til, når vi ikke kunne finde på andet, så bare finde en hammer og rette søm ud, på en sten.

Huset klar til indflytning                

Midt i december måned 1942, var der nu så mange rum i det nye stuehus færdige, at vi godt kunne flytte ind i det. Vi havde vist ikke mere nu, nogen fastboende tjenestekarl, men klarede os fremover ved hjælp af daglejer, efter behov. 

Køkken og den lille dagligstue var det første som blev gjort færdigt, og som vi udmærket klarede os med en tid. Ligeledes kunne loftværelserne benyttes.

På loftet var der soveværelse i syd enden med fin udsigt mod syd. Else Marie havde værelse i nord enden med meget fint udsigt mod nord, helt over Klovvig til ”Gyldendal Teglværk”. Og jeg fik så, efter eget ønske, midtværelse, med kun udsigt igennem tagvindue mod vest med udsigt over vest marken, når jeg stod på sengekanten. I det værelse stod også skorsten, så der var ikke det megen plads i dette værelse.

Der kom en vildfaren                

Nok er vintrene 1941-42 beskrevet som de strengeste vintre, men hver vinter var nu streng. Jeg mindes ikke fra min tid på Venø, at fjorden ikke var tilfrosset og hvorover, der mere eller mindre kunne være færdsel for gående og let slædetransport.

Jeg husker ikke helt det nøjagtige årstal, men en vinteraften, først på aftenen, bankede der en på vinduet ind til den lille stue, det var den daværende mand på ”Ø. Nørskov” som efter et ærinde i Struer, på hjemvejen, så var bleven overrasket af et kraftigt snestorm. Da fjorden var islagt var han gående til Struer.

Han gik fra Struer ved mørkets frembrud, og havde valgt at gå til ”Ø. Nørskov” på isen, langs Venøs østside. Under hans færden på isen kom der et kraftigt snestorm, hvorved han mistede orienteringen. Han bar briller og kunne derfor ikke se igennem disse, ligesom han slet ingenting kunne se uden. Han var komme i land, men var kommen i noget ukendt hegn som han vanskelig kunne finde ud af. Men med tiden fandt han lys i vores vindue og bad om hjælp. Han kom indenfor og var da meget forkommen og chokeret over sin færden.

Efter at have fået varme og et bid brød, tilbød far at følge ham det sidste stykke vej hjem. Men der sker dette, at efter en tid komme de begge tilbage, de var nu begge faren vild over heden, hvor de ved at gå i cirkel nu havde mistet orienteringen. De kom i en plovfure og valgte så, at følge den til den anden ende, hvor end det så måtte være, for om muligt her at finde noget kendende, som så igen blev lyset i den lille stue.

Far erkendte, at et så kraftigt snefald aldrig tidligere havde overrasket hans orienteringsevne over heden.

Efter en tids drøftelse af den videre færden, bankede det igen på vinduet. Det var så et par fra nabolaget som var ude at lede efter den første vildfaren. Deres råd var nu, at vi satte det kraftigste lys vi havde, i vinduet, i Else Maries loftsværelse, hvor de så mente at kunne se dette som orienteringshjælp. Ligeledes havde de også lidt bedre lommelygter ved hånden.

De havde nu valgt at følge en plovfure ned til øst fjorden, for herfra at følge skovkanten ved Bilmanns træer og herfra følge et næste plovfure som de viste hvor var, indtil de var hjemme. Denne fremgangsmåde viste sig så også at være det fuldendte.

Denne tur, med at fare vild på Venø, blev mange gange senere drøftet, og der blev drøftet hvad der af forholdsregler kunne gøres for at gentagelse ikke kunne ske igen, da det var en ret alvorligt sag som var tæt på at kunne koste menneskeliv.

Jeg kunne godt have sat navne på de implicerede herved, men har valgt at omtale hændelsen her foruden.  

Et par tragiske ulykker 

Af tragiske ulykker har der igennem tiderne været flere af på Venø, men et par af dem, som jeg husker, var som sådan.

En dag på hjemvej fra skole, hørte vi om en ulykke som i dagens løb var hændt på ”Nørskov”.  Her var en tjenestekarl i færd med at køre ajle ud og hvorved ajlevogn med tønde væltede.

Ved vognens vælten kom tjenestekarlen under dens ene hjul, som kørte over ham langs mave og brystkasse. Før der nåede hjælp frem, var tjenestekarlen død ved ulykken.

Drukneulykke                

En sommeraften hvor far og mor var på besøg et sted på øens sydende, som jeg ikke husker hvor var, fik de herunder meddelelse om, at der på fjorden var sket et båd kæntringsulykke af to unge mennesker fra Humlum og bad herfor om hjælp, fra enhver med fiskerbåd, ved eftersøgning af de unge mennesker.

Som jeg husker det, mener jeg ikke, at det denne aften lykkedes at finde nogen herved. Men efter et par dages forløb blev den ene heraf fundet druknet.

Efter daglig søgen gik der imidlertid flere dage, før den anden herfra drev i land på Venø. Liget af den druknede blev i åben hestevogn og af en, af de unge mennesker på Venøs sydende, kørt til Venø havn, hvor der her var en båd parat til at sejle det hjem, til begravelse.

Om de to ulykker var det for en tid daglig samtaleemne i skolen, som prægede selv os børn så meget, at det gav stof til eftertanke, ved livets alvor for færdsel på land og vand.

4. Maj 1945                

Den kendte meddelelse om aftenen den 4. Maj 1944, at tyske tropper i Danmark har kapituleret, sad vi i den lille stue og hørte på.

Jeg husker det ved, at mor ved denne meddelelse råbte et højt HURRA og nu så en lysere fremtid i møde.

Så vidt jeg husker, blev der dagen efter i skolen meddelt, at skolen for denne kapitulation, så denne dag skulle være skolefridag, hvorefter vi så fik fri.

Da 4. og 5. Maj igennem årene, senere og bekendt, er bleven fejret på forskelligt vis, vil jeg herfor undlade at omtale dette nærmere, da jeg jeg slet ikke i herværende beskrivelse kan leve op til den glæde som denne budskab gav for vort land.

Vi får en lillebror               

Den 14. November 1945 fik vi en lillebror. Vi havde nær fået ham før vi fik jordemor til at tage imod ham. Bedstemor fra ”Nørreriis” var tilstede under fødselen. Far havde i dagens løb haft lidt problemer med at få fat i en jordemor, da hende som efter aftale skulle komme, var af en eller anden årsag forhindret i kunne være tilstede. I stedet blev far henvist til en jordemor fra Lemvig, som så skulle komme over ved færgemanden. Men hun havde lidt problemer med sin bil hertil, som først punkterede undervejs, ligesom hun herefter, så kørte fast i sandet ude på Kleppen med den.

Men far nåede dog at få jordemoder til huse før drengen blev født. Ved juletid blev drengen døbt, og fik navnet:  Anders Østergaard Jensen.

Anders fik ikke lang tid på Venø, da vi flyttede herfra og til Tvis i 1946, hvor han så oplevede sin barndom ved helt andre muligheder for barndomsminder, opvækst og uddannelse.

Vi flytter fra Venø                

I 1946 mageskifte far og mor ”Borbjerggard” på Venø, med ”Lille Uhrlund” i Tvis, og vi flytter hertil, den 2. september dette år.

Alting får jo en ende, og det gør min beskrivelse fra mine første år på Venø også.

Jeg har nu herved given en nogenlunde fyldestgørende beskrivelse af mine første leveår på Venø, samt i korte træk lidt omtale af mine rødder fra deres tid på Venø.

Jeg er nok gået en del mere i dybden end det var min egentlige tanke fra begyndelsen, men det er ligesom svært at sætte en begrænsning når godt efterladt kildemateriale foreligger, som jeg jo kun kan være mine rødder taknemmeligt for at have efterladt sig til herved har kunnet gøre brug af.

 Chr.

Index