Egne Erindringer

Del 1

Indhold  -   rul for afsnitsvisning Præsentation  Mine første leveår    "Borbjerggarrd" blev gårdens navn  Om ”Borbjerggaard” i øvrigt ”Æ Swothyw” Hyldbjerg Bakke Stenkast Lidt om Fjordfiskeri, fra ”Borbjerggaard”  strand  Bygninger på ”Borbjerggaard”  Den gamle mølle     Mølleudsigt De gamle hønsehuse  Dyrehold på ”Borbjerggaard” Dyrefoder Urtehave - (køkkenhaven) Haven i øvrigt  Stuehus og ombygninger herved - storvask mm. Det gamle skur                                                               Markredskaber og vogne mm   Lidt om øens selvbindere Kornhøst og indkørsel herved Vogne Frøavl Høhøst og stakke Forårsarbejde Kunstgødning Udkørsel af staldgødning Udkørsel af ajle Mergel og mergel udkørsel Roesåning og udtynding Om kartofler og gulerødder Gulerødder Folkehold Lys, Vand, varme og toiletfaciliteter Vand Varme Toiletfaciliteter Naboer til ”Borbjerggaard” Hedearealet og dets ejerforhold                Hedehuset Solnedgang – set fra Forstov Bakker Om vildt på Venø Overfartsforbindelser til fastlandet Mulighed for at komme til fastlandet på andre tider, end med postbåden Robådsoverfarten Orientering og forbindelse til omverden  Transportmidler på Venø  Aften- og fritidsbeskæftigelse Fjordbadning Det strandede skib på Bradsør Odde Rundt om Klov Vig   Om øvrigt opsyn under opvækst  Min første kanin

Præsentation Jeg vil påbegynde min beskrivelse ved at præsenterer mig selv. Mit fulde navn er: Christian Østergaard Jensen. Jeg er født kl. 00.30 den 21. september 1934, på ejendommen ”Borbjerggaard” på Venø. Min jordemor var: Maren Flyvholm, som var boende på Venø. Mine forældre er: Hans Østergaard Jensen og Dorthea Østergaard Jensen, fødtVestergaard.   Over begge mine forældre, har jeg tidligere herom nedskrevet slægtsbeskrivelser under navnene: ”Østergaard Slægten” og ”Vestergaard Slægten”. Ligeledes har jeg beskrevet Sønderriis Slægten, som jeg har kaldt for: ”Et Folkefærd kom til Venø, med Danmarks mindste Kirke”. Ved det tidligere beskrevne, er fædre, forfædre samt andre slægtninge ret nøje omtalt derved. Jeg vil derfor i det herved følgende beskrivelse undlade at omtale dem nærmere, udover dette, at kalde mine forældre for Far og Mor, samt kun nævne øvrige personer og steder som til henvisningsnavne og stednavne.   For at gå lidt videre end til bare personlige erindringer, forsøger jeg i det følgende at give en optegnelse over det liv som jeg husker forekomme, samt ved de midler og ressourcer som var til rådighed for den tids eksisterende levevilkår, som jeg mindes forekom ved mine første leveår.   Mine første leveår. Af naturlige årsager har ingen endnu kunnet bevise, at kan huske sine første leveår. Fortællinger herom er derfor kun overleveringer, som man så kan tro på – eller lade værre. Men da mine forældre og forfædre med mine øjne set, altid har været troværdige mennesker, tror jeg på deres overleveringer.  Mit første halve leveår, var jeg for mine forældre et problembarn. Mine forældre har fortalt mig at jeg da skreg uafbrudt dag og nat, og var derved tæt på at jage far og mor fra sans og samling. Da dette skrigeri havde stået på et halvt års tid, gik jeg min mor så meget på nerverne, at hun i barnevogn satte mig i soveværelset eller andet sted, udenfor hendes nærværelse og gav mig så selv valget om at leve eller dø. Jeg valgte så at leve. Efter længere stund i eneværelse holdt jeg pludselig op med at skrige, og har stort set ikke gjort det ubegrundet siden, har min mor fortalt mig.   ”Borbjerggaard” - blev gårdens navn. Mine forældre købte ved deres giftemål i 1933, ”Borbjerggaard” på Venø. Dens tidligere ejer gik under navnet ”Gamle Borbjerg” og herfor valgte mine forældre at kalde deres navnløse ejendom for ”Borbjerggaard” Ved overtagelse og indflytning herved, var ejendommen, af sælger ribbet for alt dette som kaldtes for brugbart løsøre. Ikke engang noget anvendelig i form af en trug eller skål til at give en kat mælk af, kunne der herpå findes. Den ”Gamle Borbjerg” med familie fik deres udkomme dels af afkast fra ejendommen og dels af fjordfiskeri ud fra øststranden, ved ”Borbjerggaards” jordliggende.                    Om ”Borbjerggaard” i øvrigt.  Far og mor købte ”Borbjerggaard” i tredivernes kriseår hvor der på den tid ikke var mange penge at gøre godt med. Igennem de år foregik også handel med svinekort.  Til ”Borbjerggaard” – som at ligge på østsiden af Venø, var der et jordareal på omkring 54 tdl. Heraf var de ca. 24 tdl. opdyrket. Det resterende var hede, skov, strandarealer og veje mm. Vest for kirkevejen, det nuværende Nørskovvej, var de tilliggende arealer ikke opdyrket, dette var herved hede og skovarealer. Af hedearealet husker jeg, at far pløjede et mindre stykke op, som opdyrket agerbrug. Han opdyrkede ikke på hedearealer vest for kirkevejen - det nuværede Nørskovvej. Herved viste vej Havstokken, blev i min barndom kaldt for "Jerusalemstræde" - vistnok p.gr.a. mange boende herved var indre mission tilhænger. Borbjerggaards jorde beliggende, var nogenlunde som det indrammede     En tidsalder med svinekort   Svinekortene som blev handlet med, blev løbende gyldige efter dets farver.   Udover de tilliggende arealer, var der ved østfjorden på øens sydende, imellem "Sønderriis" og "Sønderskov" et mindre jordlod, på et fællesareal med flere ejendomme. Dette areal hed ”Lillesig”. Jorden her var sumpet og klægagtig og uegnet til opdyrkning. Men med lidt held kunne det anvendes som afgræsning for kvæg, ligesom der også her årligt kunne bjerges et par læs enghø, slået med hølé. Ligeledes var ”Lillesig” et reservat for et af øens store mågeflokke, som herved havde deres yngle og rugeplads. I denne mågereservat havde samtlige lodsejere på skift ret til at indsamle mågeæg hen til en dato omkring Skt. Hans, hvorefter sidste hold æglægning da skulle indgå som rugeæg for nyyngel. I æglægningssæsonen har måger det næsten ligesom høns, der lægger et æg daglig så længe reden er tømt, og det er meget gode spise æg. Mågeæg er lidt mindre end hønseæg og grønne med sorte pletter.   Indsamling af mågeæg foregik mest fra steder hvor der var børn som gerne ville indsamle æggene. Jeg var her gerne én til to gange ugentlig og kunne da godt finde ved omkring 30-40 æg hver gang. Reglen for indsamling var, at man måtte tømme de reder hvor der kun var én og to æg. Fandt men under indsamling nye reder hvor der var flere end nævnte, måtte æggene ikke fjernes, da rugning herved var påbegyndt. Mange måge reder var meget vanskelig at komme til, da de tit var på siv totter ude i vandpytterne. Men med lidt held som gerne endte med at par våde sokker og støvler, var der også en vis sport herved. Man skulle i "Lillesig" være varsom med ikke træde på hugorme, da der her var ret mange af slagsen.             ”Æ" Swothyw Sorthøj. -Hunden nederst th. hed Salling     Til ”Borbjerggaard” var der ved dennes østfjord en mystisk høj, som geografisk hedder Sorthøj, men som vi kaldte for ”æ’ swothyw”. Jeg syntes dengang den lå et godt stykke fra vandet, men jeg kan dog huske, at dem som var gode stenkaster, fra dens top kunne smide en sten ud i vandet herfra. Blandt andet kunne min far gøre dette. Om denne høj går der mange fortidssagn, men en mystisk høj på sin vis, var det.   Da far købte ”Borbjerggaard”, havde den gamle Borbjerg sagt til ham, at han aldrig måtte grave i denne høj, herved ville der dø en af gårdens dyr. Far forsøgte to gange at grave heri, for at plante et par æbletræer, men første gang og kort tid herefter, døde der en hest. Anden gang døde der en ko, og de plantede æbletræer åd harerne. Far prøvede aldrig senere at grave i denne høj. Ligeledes blev der fortalt, at den var varm indvendig. Kunne der stikkes en jernstang ind heri, var den varm når den efter en tid blev trukket ud igen. Men bevis herfor, kendes ikke. Men udover overtroen med denne høj, havde den så på anden vis charme som pyntede i landskabet og var altid god for et stykke vildt, da den var bevokset med forskellige træer og buske, som var brombær mm.   Ligeledes var Sorthøj om vinteren ret god som kælkebakke, ligesom den om sommeren var en god sted for os børn med barnelege rundt på at kravle ved stierne i dens tætte buskads bevoksning. For midten af foden imod Sorthøjs østside, fremkom der et mindre forhøjning på kun få kvadratmeter med nogenlunde planeret overflade. Det kendes ikke hvorledes denne forhøjning er fremkommen. Om den er naturlig skabt eller ved tilført jord, har ingen kunnet svare på. Jeg har flere gange i min barndom spurgt mine forældre derom, men har aldrig fået et bekendt svar herpå. Denne lille forhøjning kunne godt se ud som om, at der i tidernes morgen har stået en lille hus herpå. Men under alle omstændigheder så lå denne forhøjning på et læfyldt og solrigt sted, som ofte blev benyttet ved tøjskift til badning samt efterfølgende solbadning. Ligeledes var det også her man sad for blot at nyde den fredfyldte udsyn over fjord og strand.  Nedenfor Sorthøj, i kanten ved land og strand, stod der et hvidmalet påbudstavle, med rimelig stort på malet skrift:  300 M, samt et undertekst som jeg ikke rigtig husker hvad var, men noget i retning af, at der ud for dette sted ikke måtte fiskes sten eller grus. Påbudstavlen var gældende for stenfiskeri som ikke måtte finde sted indenfor 300 meter fra land. Skriften var derfor så stor, at den kunne læses fra fjorden på 300 meters afstand.    Hyldbjerg Bakke   Hyldbjerg Bakke     Langs strand, omkring 500 m. fra Borbjerggaard strand, kunne der mod syd skimtes til Lillesig. Her imellem lå Hyldbjerg Bakke, hvorom jeg ikke må undlade at fortælle lidt historisk fra. Midt for på Hyldbjerg Bakke ses et buskadsbevoksning nær bakketoppen.   Dette buskads er over historien benævnt som værende det ene af de to træ bevoksninger på Venø fra før året 1889. Før den tid var der ingen træer på Venø, da beplantningen af træer på Venø blev påbegyndt 1889, af foregangskvinde herfor, Birtheline Jensen og hendes mand Peder Chr. Jensen, på Nørreriis. Et maleri af denne Hyldbjerg med dette buskads, fra denne vinkel, er malet af kunstmaler Elise Konstantin Hansen i 1924 og er privat ejendom. Elise Konstantin Hansen var datter af kunstmaler Constantin Hansen, som i tidernes morgen har malet det store kunstværk ”Rigsdagsforsamlingen” som hænger på Christiansborg Slot.   Elise var livstidsveninde med min bedstemor Marie Vestergaard på Nørreriis, efter begge at have været højskoleelever på Ågård Højskole. Elise har under talrige besøg her, sat kunstnerpræg på flere malerier fra Venø, som nu er ligeligt fordelt til slægtsefterkommer af Vestergaard Slægten. Historien om Elises liv og værker, er for stort et værk til herved at beskrive.   Stenkast. Et anden højdepunkt, som geografisk hedder ”Stenkast” – findes  vest for gården. Hertil knytter sig sandsynligvis sagnet:  En kæmpe på Venø kastede engang en sten efter tårnet på Spøttrup, men stenen ramte i stedet Nr. Lem Hede. Da man herefter fandt stenen, var der heri mærker af kæmpens fem fingre. Stenen fik navnet Simons sten, som nu er bleven kløvet og brugt som syldsten, hvoraf egnens folk hentede det ene læs efter det andet. I alt over 50 læs.               Lidt om fjordfiskeri, fra ”Borbjerggaard” strand. Da fjordfiskeri i sig selv er en lang historie, vil jeg herfor kun i korte træk omtale dette, fra det særprægede miljø som jeg mindes og har oplevet det.       Over Østfjord til Salling     Efter at ”Gamle Borbjerg” og dennes hustru Elisabeth, fra andet ægteskab, var flyttet fra ”Borbjerggaard” – fortsatte to at hans sønner fra første ægteskab, Niels og Chr. Borbjerg, som nu var boende på øens vestside i nærheden af Venø by, i endnu nogle år herefter med fjordfiskeri fra stranden ved ”Borbjerggaard”.   Niels (ugift) og Chr. (gift og havde børn) kom hver morgen cyklende, eller gående med trækvogn efter sig, læsset med fiskeredskaber og ned til øststranden, hvor deres redskabshus og fiskerbåde var. Redskabshuset var et træhus, hvori deres fiskegarn og andet fiskegrej samt reparationsværktøj havde deres plads. Fiskerbådene var en mindre motorbåd, en såkaldt ”penalhus-type” samt et par koge og en pram. Kogene var et par fladbundede skibe, som var beregnet til fiskegarn som var på efterslæb efter motorbåden. Prammen var en robåd, som ligeledes var på efterslæb under fiskeri. Udenfor var fiskedage såvel koge som pram med håndkraft slæbt på land og forankret der. Motorbåden lå forankret så nær land den kunne komme, Niels og Chr. roede så ud til den. Om vinteren blev samtlige både sejlet til Venø Havn, hvor de her blev kølhalet for eftersyn og undgå isskader.   Fiskerisæsonen var for det meste fra tidlig forår til efterår, og var i den tid for det meste som bundgarnsfiskeri. Bundgarnsfiskeri var faktisk et slidsomt arbejde, da der hvert år skulle bankes ruspæle ned og hænges garn på dem, og flere gange i løbet af året som især var efter kraftig storm, skulle garnet løftes op og hænges til tørre ovenpå pælene. Nedbankning af ruspæle forgik ved en såkaldt rambuk, som hertil var påmonteret den ene side af fiskerbåden. Denne var tung og blev hejst til tops ved et hejsespil, og fra toppen løsgjort til at ramme ned på topenden af ruspælen. Ruspælene blev efter årets fiskesæson rykket op og slæbt på land, hvor de så skulle tørres og skrabes rene for pælesnegle, som havde sat sig fast på dem. Transport af ruspæle mellem land og fiskepladser forgik på efterslæb af fiskerbåde. Jeg huske ikke hvor mange der var med ad gangen, men  gætter på en femten til tyve stykker.   Bundgarn bestod af en lang garn ca. 300-400 meter, hængt på bundgarnspæle og endte i en ”gård” som jeg ikke husker hvad hedder, men der var noget ved det bundgarn som blev kaldt for en kalv, men jeg ved ikke hvad det var. Denne var på begge sider af den lange garn, og til sidst endte i en stor ruse, hvori fiskene så var fanget og herfra blev taget ombord. I højsæsonen skulle sådanne bundgarn røgtes, som det hedder i fiskersproget, for fisk ret jævnlig. De fangede fisk blev herefter sejlet til fiskeopkøber bl.a. på Jegindø og i Struer. Mig bekendt er bundgarnsfiskeri udelukkende kun for fladfisk.   Man bestemte ikke selv hvor fiskepladserne skulle være, herom var der forhandling og lodtrækning med fiskerne på fastlandet. Fiskepladserne var i Venø Bugt, Venø Sund og Nissum Bredning. Så vidt jeg husker, var Nissum Bredning den mest eftertragtede sted, da denne jo var nærmest Vesterhavet. Der måtte godt sættes bundgarn ud for egen strand, til en vis afstand fra land.    Flere gange i fiskesæsonen skulle garnet tages i land, for reparation af huller og rensning af tang mm. Dette foregik således: Kogene med garnet blev sejlet så nær land som mulig var. Herefter havde far til opgave mod en mindre betaling herfor, med heste og vogn at køre ud i vandet og få garnet hevet over på vognen og få det kørt til tørre på ”stejlepladsen”. Stejlepladsen var de strandarealer som garnet herefter skulle tørres og repareres på.   Udenfor fiskesæsonen, når vejret tillod det, var der i redskabshuset reparation af fiskegarn og andet fiskegrej. Det var så godt som en daglig begivenhed, at når Niels og Chr. var i fiskehuset så var jeg her, på besøg hos dem.  Få meter fra fiskehuset, helt ude ved strandkanten lå der et mindre og helt sort hus, den var ca. 3x3 meter. Jeg huske ikke rigtig hvad dette hus var beregnet til, men fiskerne havde vist deres forskelligt tjæregrej, som tønder og spande heri. Jeg husker at mor og jeg en vinterdag var ved stranden for at se isskruning, som da var ret voldsomme. Isen var da herved kommet helt op på stranden hvor det havde væltet det lille hus, som jeg dengang syntes var ret alvorligt. Det væltede hus blev ikke genrejst, men i stedet helt fjernet som jeg mener, var ved afbrænding.  Jeg mindes mine forældre har sagt, at der var en aftale ved, at så længe Niels og Chr. fangede fisk, skulle vi, i vores hjem ikke købe fisk, de skulle nok give os de fisk vi kunne spise, og herfor fik vi også fisk op til flere gange ugentlig. Det var lige før, at vi spiste fisk til fisk.   Om vinteren når fjorden var isbelagt var samtlige øens fiskere, og andre på ålestangning fra is. Far og mig har også flere gange været med herved, men vi blev nu aldrig de gode ålestanger. Vi bjergede som regel gerne nogle ål ved andres hjælp, til en god ålemåltid. At stange ål gik nok mest ud på tidsfordriv med socialt samvær for de seneste aktuelle nyheder. Det var jo ikke alle som på det tidspunkt havde radio og anden form for nyhedsformidling. Efter nogle år med fiskeri fra denne strand, besluttede Niels og Chr. Borbjerg sig for at tage ophold i Venø fiskerihavn, og herudfra foretage deres fiskevirksomhed.    Efter gammel aftale skulle Niels og Chr. Borbjerg i den tid de ønskede at fiske fra østfjorden, have ret til at benytte fiskehuset, men ved eventuel flytning herfra skulle far så overtage huset, som han så også kom til. Men efter få år solgte far huset til postbådfører Mads Svarre, jeg mener at have hørt, at han skulle have 2.500 kr. for det, men så skulle han også selv hjælpe til med nedtagning heraf, samt køre den op til Mads Svarre. Hvorfor han solgte huset ved jeg ikke rigtig, måske for at få lidt penge ud af det.  Ellers husker jeg kun denne fiskerhus for at blive benyttet til forskellige ting som bl.a. var kornopbevaring mm. Ligeledes kan jeg lige mindes at der på et tidspunkt blev afholdt høstfest heri, hvorved alle morede sig. Da huset jo have været benyttet til tjæret fiskegarn, blev alle ved denne høstfest meget sorte at det gamle ud tørrede tjærestøv, som fremkom ved festligheden.   Bygninger til ”Borbjerggaard”                                           Bygninger hertil var vinkelbygget og fra 1887. Dette årstal var med smedejernstal påsat sydgavlen.   Mine forældre og hunden Salling. Bemærk: Kampestensmur i østende     I stuehuset var murene op til vindueshøjde opført i kampesten. Det resterende murværk var mursten og anden forskellig opstøbning, af forskelligt støbemateriale. Hele den øst gavl ende af stuehus var ved opmuret kampesten. Efter bygning af ny stuehus, blev soveværelse omforandret til vaskerum, et skorsten for gruekedel blev sat op udvendig, th. for vindue.  På stuehuset var der stråtag og på en del af de øvrige bygning var der pandeplader. Stråtaget på stuehus, blev på sydside udskiftet med pandeplader. På nordside af staldbygning var der også stråtag. Da staldbygning og stuehus var i en længe, blev den del af ståtag over stald udskiftet, da det var det dårligste. Til udskiftning af dette var der mine to farbrødere Elmer og Peter, som ”tækkemand”, det tog nok omkring en uges tid for dem, jeg kan lige mindes fra den tid at vi havde det mægtigt sjov herunder.   Som ny stråtag blev anvendt rug- eller hvedehalm. Rør til stråtag var kun noget rige folk benyttede. At bearbejde halm til stråtag var også et specielt proces. Jeg mindes at far hertil og på ladegulv aftærskede det med plejl. Halmen måtte jo ikke tage skade ved bøjninger. Som stråtag var det som regel rug eller hvede som blev anvendt, da det var det mest stivstråede. Til aftærskning hertil var der også et specielt tærskeværk, et såkaldt langhalmstærskeværk som kornnegen på tværs kunne puttes ind i, og halmen kunne så med lidt held samles op på en skrå nedfaldsriste. Et sådant maskineri havde de på ”Nørreriis” som vi lånte af og til for at lave lidt tækkehalm til reparationsudførelse, som af og til var tiltrængt. Den blev som nævnt ikke benyttet i alle tilfælde, da der herved kunne gå for meget til spilde på grund af ikke at have samme føling hermed, som ved tærskning med plejl. I udbygninger var der i loen lerstampet gulve. Loft over kostald var af runde træ rafter med lerlag ovenpå. Denne loft var meget usikkert at færdes på, men med forsigtighed kunne det gå an. Men det kunne dog også hænde at man gik igennem med det ene ben. Dette staldloft blev oftest benyttet til hø og aftærsket halm til foderbrug for heste og kreaturer.   Så vidt jeg husker, var der i ladebygningen tre gulve. Gulve i lade, var sideafdeling fra køregangen. Køregangen kaldtes for agerrum som var i den anden side. Størrelse på gulve var omkring 6 x 5 meter. Kunne være varierende i forskellige ladebygninger, efter størrelse. Gulvene var beregnet for utærsket korn, i neg. Jeg kan lige mindes at far på køregangen af ladegulvet har tærsket korn med plejl. Men ellers foregik det på et mindre tærskeværk, hvortil trækkraften i de første år var fra en vindmølle, placeret på taget af ladebygningen. Denne type vindmølle var efter datidens benævnelse en klude sejler. Denne blev efter omkring 6-8 år nedtaget på grund af råd og ælde, og udskiftet med petroleumsmotor.   Af petroleumsmotorer var den første et større monstrum. Jeg husker ikke hvad fabrikat det var, men jeg mener at vi kaldte den for et ”Støver”. Men jeg husker så, at den ikke altid var driftssikker. Den gamle smed fra Resen, og far har arbejdet mange gange med den, som godt kunne være hele dage. Denne motor skulle trækkes i gang i svinghjulet. Det var en firtakts motor med magnettænding. Efter et par år med denne, fik vi en anden petroleumsmotor. Det var en BLA, som stod for Brødrene Larsen Aså. Denne lidt mindre motor havde vi megen glæde af. Det var ligeledes en firtakts motor med magnet-tænding. Denne skulle trækkes i gang med håndsving på det ene drivhjul og startede i de fleste tilfælde ved anden eller fjerde omdrejning, da hver anden omdrejning jo er tændingsomdrejning, og hver anden omdrejning jo er indsugningsomdrejning. Begge motorer var med én vandret cylinder, med vandkølertank ovenpå og omkring cylinderen. Begge motorer skulle startes på benzin og køre hermed til de var bleven varme. Herefter kunne der lukkes for benzinen og lukkes over på petroleum. Sådanne motorer havde to svinghjul, hvor der på den ene var monteret et remskive, eller driftsskive til rebtræk for forskellige maskiner.   Den gamle mølle        Den gamle mølle, som stod på taget af ladebygning, var af typen ”klude sejler”   Navnet klude sejler kom fra, at dens fire vinger var trærammer med indsatte trælister, som ruder, hvorpå kunne monteres nogle sejl i forskellige størrelser, for at fange vinden og herved regulere møllens hastighed. Sejl kunne være af gamle sække eller lignende kasseret klude. Der var vist også en aksebremse hvor man med en stang med noget bremsegrej kunne bremse, såfremt den løb løbsk. Dette kunne meget vel ske, hvis den ved pludselig frikørsel til sit trækkemaskine kom i tomgang.    Den gamle mølles første prioritet var at trække et kværn, for kornmaling, med et par møllesten. Denne proces var indtil før vor tid for mel til bagning, men i vor tid var det hovedsageligt maling af korn til foderbrug, som kaldtes for grutning. Ligesom før nænt til at trække tærskeværk. I tiden efter nedtagning af møllen og til der blev indkøbt et løst stående kværn, som var en ”Dronningborg”, blev korn til forderbrug malet forskellige andre steder hvor der endnu var mølle.     Da vi kom hen til krigsårene 1940–45, var der så rationering af petro-leum. Det smule petroleum som kunne bjerges var så mere nødvendigt til anvendelse ved korntærskning. Efter nedtagning af møllen, blev den øverste og tyndeste kværnsten benyttet som bordplade, på havebord. Den store kværnsten lagde i flere år ved et hjørne af gårdspladsen. Jeg husker ikke hvad der blev af dens endelig.   Mølleudsigt  Fra møllehatten, som det kaldtes, var der herfra udsigt over alle jordarealer tilhørende Borbjerggaard, fra kirkevej til østfjord.     Far nyder den skønne udsigt fra sin mølle - over det stråtags belagte stuehus og østfjord   Herfra har mange igennem tiderne nydt den gode udsigt over landskabet, og over fjorden ”Venø Bugt” til fastlandet. På fastlandet var der udsigt over landskabet fra Kås Hoved i nord, til Ejsing og Vinderup i syd. På den tid var der også aktivitet på fjorden. Der var daglig flere fiskerbåde og med jævne mellemrum kom fragtskibe. Sådanne fragtskibe var for det meste med vindsejl som drivkraft og sejlede med alt slags fragtgods til forskellige Limfjordshavne. Denne form for godstransport var et særsyn som ingen tænkte nævneværdigt over, det var bare et normalt dagligdags aktivitet. Herfra sad far ret ofte, bare for at nyde denne skønne udsigt.   De gamle hønsehuse                På ladens østside, i hjørnet til stuehus samt ved dens nordlige ende, var der tilbygget to meget små huse, som har været benyttet som hønsehus. Den førstnævnte var den mindste og ældste, hvor den sidstnævnte var en anelse større, og antages at være afløser for den først byggede  Den ældste af de to gamle hønsehuse kan jeg kun mindes som et tagløs og faldefærdig hus, som jeg mener med tiden blev nedrevet.    Som mere hønsevenlig med mere lys, kan jeg lige mindes at far lod bygge et tredje og fritliggende hønsehus, med gavle i øst og vestlig retning med to rum. Af de to rum blev kun den ene og nordligste, benyttet til høns. Den anden rum blev for det meste om vinteren, anvendt som brændselsrum samt opholdssted for eventuelt et par gæs, som vi af og til også havde et par stykker af. Ligeledes blev dette rum om foråret, anvendt til kyllinger samt udrugning heraf, under egne skrukhøns.  Dette nye hønsehus var placeret med østgavlen mod havens nordvestlige hjørne. Hertil var der hønsegård på husets nordside og østpå, langs havens nordende.   Imellem husets østgavl og helt imod havens nordside, var der et gammelt skur, opbygget af usavet skovtræ med påsat rustne pandeplader. Dette skur blev benyttet til opbevaring af forskellige ting som vogne mm. Efter at den nye hønsehus var taget i brug, fik den gamle nyt tag, som var tagpap, jeg husker at det var Ejnar Kellerris som lagde det på. Herefter blev det anvendt som brændeskur   Dyrholdet på ”Borbjerggaard”               Dyreholdet herved var nogenlunde som 6-7 køer, lidt ungkreaturer og 4-5 kalve, samt svinehold på 12-14 grisen ad gangen. Af trækdyr var der to heste og et årligt føl. Var der i perioder behov for flere heste lånte man sig frem ved nabohjælp. Vedrørende nabohjælp og anden hjælp, var dette altid en selvfølge mod at ville gøre gengæld i lignende tilfælde.  Ligeledes var der 50 – 75 høns, som kunne lægge æg til eget forbrug samt betale varer fra købmanden, hvortil æggene blev leveret en gang ugentlig. Ligeledes var der i perioder enkelte får. Dette dyrehold var stort set hvad vi i vor tid vil kalde for produktions-apparatet.   Dyreholdet blev for det meste fornyet efter naturmetoden fra egen avl, hvor unge dyr afløste ældre dyr.  Dyreholdet levede udelukkende af markafgrøder fra egen avl. At skulle indkøbe foder til dyr, var ikke nogen rentabel forretning. Var der overskud af korn, kartofler, gulerødder eller andet, kunne dette måske også sælges.  Alle kvægdyr kom ud på græs når der viste sig at være græs nok hertil. Først kom køerne ud. Ungkreatur og kalve kom ud lidt senere, når det blev så varmt i vejret, at de kunne overnatte ude. I de fleste tilfælde gik køerne i indhegning. Indhegningen var rundt om et græsareal med pæle, med påmonteret to række pigtråd. Denne pigtråd var for køerne ikke helt ufarligt, da de ofte rev patterne herpå ved forsøg på at træde over hegnet. At skulle lave nyt indhegning, var som regel et stykke dumt arbejde, da man ofte selv rev arme og ben ved flytning af pigtråd, som i de fleste tilfælde blev slæbt hen til det nye sted.   Ungkreaturer og kalve stod oftest tøjret, de skulle herfor flyttes og vandes flere gange daglig. En kotøjer var i de fleste tilfælde 6-8 m. lange, men det var ikke i alle tilfælde at de måtte blive flyttet et helt tøjer ad gangen. På nyt græs måtte der ad gangen kun flyttes 2-3 m. Køer, kvier og kalve har den skavank, at såfremt de får for meget nyt græs, kunne de foræde sig til en trommesyge, som de i værste tilfælde kunne dø af. Nyt og vådt kløvergræs har det med at kan give trommesyge, som er et gæringsproces som sker i koens mave så denne ikke kan nå at fordøje det som kreaturet æder.  Trommesyge kan normalt kurerers ved lidt motion, eller med slangeudluftning igennem hals, men det er noget man skal have lidt erfaring med, da man herved kan skade spiserøret. Selvdøde dyr på Venø blev begravet, eller nedkulet, som det blev kaldt, på deres tilhørsejendom. Forinden dette, blev ved de fleste tilfælde for kreaturer, først skindet flået heraf da kohuder havde et mindre salgsværdi. Mindre dyr som kalve blev ikke i alle tilfælde flået før begravelse. Flere af sådanne tilfælde, husker jeg udmærket at have overværet. Til at flå selvdøde dyr var det som regel vores nabo Anders Makholm som udførte dette, da jeg mener have hørt at han tidligere havde arbejdet på slagteri og med sine erfaringer herfra, udført noget sådant arbejde.   Heste var ligeledes på græs i fritid. Da de har en anden mave og tarm-funktion var de ikke så udsatte for trommesyge. Jeg har aldrig hørt at heste kan få noget sådant. Derimod måtte heste ikke få sand. Når de blev fodret med sukkerroer skulle disse være omhyggelig rene for sand, de blev herfor skrapt og vasket før hestene blev fodret hermed.  Hestesygdomme var som regel kolik ved forstoppelse, samt orm i maven. Heste skulle jævnlig have en hestekur med medicin, som enhver landejendom altid havde på lager mod disse skavanker. For at få hesten til at indtage medicin, havde man hertil en hestebøsse. Dette var et specielt instrument som var et rørlignende genstand med en skyder hvor man så lagde medicinen i dennes ende og stak den i halsen på hesten og skubbede medicinen ud med en skydestang. Det var ikke altid at mand og hest var gode venner når denne hestekur skulle forestå.  For ikke at lide økonomisk tab ved pludselig hestedødsfald, havde man et lokalt hesteforsikring til at tage dette tab. Ved sådant forsikring blev heste årligt takseret 1-2 gange. Jeg mener at den årlige forsikringssum var en tiendedel af hestens forsikringsværdi.     Dyrefoder                                                                     Der har tidligere været nævnt lidt herom, men hovedbestanddelen heraf, er for kreaturer om vinteren som roer, halm og lidt hø. Som hovedfoder fik kraturer roer som hovedsageligt var kålroer og sukkerroer. For at køer og kalve bedre kunne tygge roerne, blev de foran køerne hugget i stykker med en skovl eller spade. Dyrene blev fodret ved at bære fodret op til dem i riskurve.  Om vinteren kunne det være vanskelig at få roer ind som ikke var frosset. I sådanne tilfælde blev de så skåret over og lagt til optøning på gangen bag kreaturerne, hvor de så som regel var tøet op til næste fodring. Ligeledes blev drikkevandet et par gange dagligt båret op til hvert dyr i en spand. Køer kunne godt drikke et par spande vand dagligt. Kalve fik returmælk fra mejeriet, som var syrnet- skummet- eller kærnemælk.   Om sommeren finder kreaturer selv føden på græsmarken, men hen på efteråret må der lidt tilskud til i form af turnips eller anden staldfoder. Turnips er en roe som skal benyttes ret tidlig, da den ikke kan holde vinteren over, men da den er ret hurtig i vækst, kan den derfor sås sent og benyttes ret tidlig. Andet staldfoder kan være ret forskelligt, men var gerne gult lupin. Omkring blomstringstid var den ret velegnet som grøntfoder til såvel kreaturer som svin. Lupin og andet grønt staldfoder var bedst når det var friskt afhøstet. Høstning heraf var gerne med hølé, som var far hans universale høstredskab af næsten alt mulig. Selv græsplænen blev altid høstet hermed. Men hertil betroede han så heldigvis så kun sig selv. Hø var ikke dagligdagskost, det blev kun i særtilfælde givet til syge dyr, om søndagen og juleaften osv.   Heste fik næsten daglig hø, i høhække. Heste kan godt blive så forvænte til hø, at de ikke kan eller vil æde halm. Herudover fik heste roer, som har været nævnt. Ligeledes fik heste skåret hakkelse, som var af havreneg skåret på et specielt hakkelsemaskine, som var placeret oven på hestestalden. Denne maskine blev trukket med håndkraft, med et håndtag i et stort svinghjul med påmonteret knive på eger. Jeg husker ikke hvilke knivtype der var på vores hakkelsemaskine, da der på sådanne maskiner var forskellige knivtyper på buede skær, som kunne være med skæreæg på udvendig side og skæreæg på indvendig side. Kornneg gik igennem et par valse, som kunne justeres med hastighed for fremdrift som var bestemmende for hakkelsens længde, som var omkring 5 cm.   Svin er næsten altædende, men korn (grutning) var dette som var styrefoder for foderenheder, da 1 kg. byg indeholder 1 foderenhed og svin skal have visse foderenheder pr. dag. Herudfra kunne der så tilsættes med andet som kunne være grøntfoder, kogte kartofler, roer og syrnet mælk, som var returmælk fra mejeri. Almindeligt køkkenaffald var også udmærket svinefoder.   Urtehaven                                                                   Ligeledes var til hver ejendom, på den tid, en urtehave (køkkenhave). Heri blev der avlet alle de forskellige grønsager som over hele året blev anvendt i dagligdagens husholdning. Ligeledes var der heri en del af alle almindelige bærbuske som ribs, solbær, hindbær og stikkelsbær mm. Imellem bærbuske var der jordbær, salat, spinat og flere andre køkkenurter. Forskellige kål og gulerødder var for det meste iblandt roerrækkerne i marken, da det herved havde bedre vækstbetingelser. Kålplanter blev som regel sået i havebed og herfra udplantet til marken.  Det ville være helt utænkeligt ikke selv at kunne avle de grønsager og bær som skulle anvendes i dagligdagens husholdning.   Haven i øvrigt                                            Ud over den nævnte urtehave var der en prydhave. Jeg kan ikke mindes at vi har haft frugttræer, men jeg mener far flere gange forsøgte at plantede nogle sådanne, men de kunne ikke overleve, da harerne spiste barken på dem om vinteren. Der var på den tid ret mange harer på Venø: Se herom under ”Vildt på Venø”. Ellers bestod prydhaven af græsplæne og blomsterbede. Blomsterbede var tilplantet af stauder og andre løgplanter, alt sammen noget som var til at skære af. Haven var mors domæne, som lignede andre Haver på den tid.   Det kunne være ret vanskelig at få noget til at gro i haver, da der jo var øklima med megen storm og saltvandsluft, som satte sit præg i ligefrem alt og mange ting af hvad man havde med at gøre.  Udenom enhver Have, var der som regel en kraftig tjørnehæk, en sådan havde vi også. Denne havde flere funktioner som bl.a. kunne være, at give godt læ for haven, at værne haven for eventuelle løsgående dyr deres indtrængen i haven samt benyttes som tørreplads ved storvask   Stuehus og ombygninger herved, - storvask mm..  Stuehuset var en tilbygning til staldbygninger, i fløjen af østgavl mod fjorden. Der var to indgange, den daglige indgang var ved et smalt bryggers imellem køkken og kostald. Heri var der en gruekedel som blev fyret op under til tøjvask mm. samt et stort bageovn, som jeg lige kan huske, men aldrig at den af far og mor er bleven benyttet. Denne ovn blev herfor nedtaget, da den af ælde ikke var forsvarlig at anvende. Så vidt jeg husker, blev der ved samme lejlighed herved gjort plads til et fælles værelse for mig og Else Marie.   Gruekedel var en kobberkedel, hvorom senere er bleven mig fortalt, at den var af kobber da den så kunne benyttes til ølbrygning, og vistnok også anvendelig til brændevinsafbrænding, som ulovligt forekom flere steder iblandt Venøs tidligere befolkning. Min tipoldefar Jens Riis Pedersen, nævnt under ”Gadegaard” - havde ulovligt et sådant brændevinsgrej.  Gruekedel var beregnet for kogning af vand i større mængder, blandt andet til storvask, som forekom med jævne mellemrum. Dagen før mor holdt storvask, var alt vasketøjet i zinkbaljer sat i blød dagen i forvejen. Tøjvask foregik ofte på et vaskebrædt, men vi fik dog senere et vaskemaskine i vuggetypen. Det kunne hænde at mor holdt storvask på ”Nørreriis” da der her var et vaskemaskine som blev trukket ved håndkraft, ligesom det blev fortalt, at vandet på ”Nørreriis” ikke var så kalkholdig.  Ligeledes blev gruekedel anvendt til kogning af vand, når den årlige julegris skulle slagtes og skoldes for hårafskrabning i det kogende vand. Slagtning af denne julegris blev udført af Venøs skytte Kaj Rasmussen.   Under køkkenbord samt et mindre karlekammer, med nedgang fra køkken var der et madkælder, hernede stod saltkaret til opbevaring af den årligt slagtede julegris. Ligesom der også i denne kælder var forskelligt andre madvarer som bær syltetøj mm..  I køkkenet var der til skorstenen et opmuret komfur til madlavning. Med vind fra en bestemt vindretning kunne man ligefrem ikke være tilstedet i denne køkken, for nedslået røg igennem skorstenen. I værste fald kunne der ikke med vind fra denne retning tilberedes mad på komfur. Det var rent ud sagt uforsvarligt for såvel brand som røgekvælning. Men mor gjorde hvad hun kunne, for at få mad tilberedning udført med de midler der var til rådighed herfor, som kunne være en petroleumsprimus.   Fra køkkenet var der indgang til en stue, og derfra til et anden stue, soveværelse og gæsteindgang. I den første stue, med indgang fra køkken, var der langs sydvæggen et langt bord, med fastgjort bænk for den ene side og begge ender. Herudover var der et kakkelovn, et tobaksbord og et par andre stole. Den anden stue, som vi kaldte for ”den pæne stue” var et divan, et mindre rundt bord, en mindre bogreol og et par andre ”bløde” stole, som var arvet eller givet andet steds fra. Jeg kan ikke huske om der i denne stue også var kakkelovn, eller der kun kom varme herind fra åbenstående dør fra den anden stue.   I soveværelset var der de senge, servante og klædeskab som far og mor havde indkøbt ved deres bryllup. Om det da var nyt eller brugt, ved jeg ikke, men det var soveværelses udstyr efter den tids forholde. I gæsteindgangen var der stort set ikke andet end et stort skab, som mor havde fået fra sine forældre, samt et knagerække for tøj, et spejl og et mindre bord. Muligvis var der under spejlet et buffet, ellers husker jeg ikke hvor denne stod. Denne indgang var ikke særlig stor. Jeg kalder den for ”gæsteindgang” da den hovedsageligt kun blev benyttet når der kom gæster. Men det gjorde der egentlig ret ofte, da far og mor havde et stort vennekreds, som besøgte hinanden ret ofte.   Efter nogle år som jeg lige kan mindes, blev de to stuer sammenlagt. Hertil var der hjælp af et plejebarn Ejnar Kelleriis, som boede hos et ældre slægtning til mor og som hed Birtheline Jensen. Birtheline Jensen vil jeg herved undlade at omtale, da dette er et langt historie for sig, og som jeg tidligere har omtalt i slægtsbeskrivelse over hendes historiske indsats for at gøre ”Venø grøn” – ligeledes foreligger der i forskellige arkiver omtale af hendes indsats herfor. Ved skillevæggens nedtagen imellem de to stuer, syntes jeg det var noget mærkeligt noget at der skulle et gammelt telefonpæl op på loftet, men der var jo en mening hermed. Denne telefonpæl skulle benyttes som overlægger for de bærende loftbjælker, som nu blev frigjorte ved murens nedtagen. Denne pæl kunne jo nå over flere af de bestående mure, og blev så med lange bolte igennem de frigjorte bjælker spændt på denne pæl på loftet. På denne måde undgik man så at understøtte stueloftet.   Ejner Kelleriis var ikke håndværker som sådan, men han havde en fingersnilde som han benyttede ved at være lidt altmuligmand. Han var det som vi i nutidens tale vil kalde for invalidepensionist, da han havde problemer med sine ben som ikke var lige lange, hvorfor var en ekstra tyk sål for den ene ben. Men han tjente til dagen og vejen ved at gå til hånde hvor der var behov herfor. På ”Borbjerggaard” var han så godt som fast håndværker hver gang som skulle udføres noget ved bygninger som murer, tømre, glarmester og lignende. Ligeledes var han også en glad personlighed, ikke mindst for os børn.  Så vist jeg kan huske, blev stuehuset efter behov omforandret i flere omgange. Men den var stadig gammel, fugtig og usundt at bo i. Svampe groede flere steder op ad væggene, som det især var soveværelset som var mest angrebet af da der i denne aldrig blev fyret, ligesom de kolde kampestensmure var meget fugtige.   Alle ændringer og reparationer blev udført af genanvendelige brugsmaterialer i såvel træ som som rengjorte mursten. Endog blev gamle søm trukket ud, rettet og genanvendt. Det var kun i krævende nødstilfælde der blev indkøbt nyt byggemateriale. Ombygning med mure i udhuse var ofte opstøbte, med en flydende opblanding af gamle ituslåede mursten, sand, grus og cement.  Mad tilberedningssted var på komfur med trækvas som ildebrændsel. Trækvas var grene fra fældet træ, som hvorfra de større stammer blev savet op til kakkelovnsfyring. Trækvas var træets grene som blev kørt igennem en kvashugger, med petroleumsmotor som trækkraft.   Det gamle skur.  Om dette gamle skur placeret op til havens norvestlige hjørne, er der ikke meget at sige om. Men da den nu er her, hvorfor så ikke også nævne den.  Den var ikke stor, men kun rumme et par hestevogne og lidt andet forskelligt. Dens tag og kun to sider, øst og nord, var tillukket af gamle pandeplader som var gennemtæret af rust.  Det som henleder min opmærksomhed for skur, er dens alder, hvorom jeg har været i den tro, at den var opført samtidig med de øvrige bygninger i 1887. denne teori er jeg dog frafaldet til at være en del år yngre, da dens 4 bærende hjørnestolper var af ret kraftige rå træstammer, som umuligt kan være fra Venø, da dennes første træer blev plantet i 1889. Jeg kan herfor dårligt forestille mig et sådant skur være opført her, af rå træstammer tilført udefra og til Venø.   Markredskaber og vogne mm..  Af de markredskaber som blev benyttet på ”Borbjerggaard” var der følgende: En enkeltfuret plov. En ni tands fjedertands harve. En to leds danskharve – som var en harve med spidse tænder i 4 eller 5 rækker, ved zigzag montering. En marktromle af træ, som ad åre blev udskiftet med en jernrings tromle. En hest hørive – som kunne vippes bagfra med noget stangvippegrej, som var ret tung at trække til vipning.   En sådant heste hørive var nogle buede fjeder ståltænder, ca. 2 m. som var påmonteret en akse. Ca. 3-4 m. påmonteret et par jernhjul ca. 2m. diameter. På denne akse var så monteret en jernramme med træktøj for hest, samt vippegrej for hø aflægning. Denne rive var ret simpelt, men var for enhver som ikke rigtig magtede den, et dumt redsab at køre med, da den ikke var helt ufarligt at omgås. Det gik bedst med en gammel erfaren og doven hest foran, da en sådan ikke så let blev sky for mærkelige lyde herfra, samt fra eventuelle sten som let kunne blive kastet med, fra fjedertænderne.  Af sådanne heste høriver fandtes også en anden type, med sæde, hvorfra man kørte hest og kunne vippe riven med et fod pedal som så med mekanisk tænder i hjul blev løftet til vipning. Denne var betydelig nemmere at køre med, men det var jo ikke en sådan vi havde.   Til kornsåning havde vi en 11-række såmaskine. Denne kunne trækkes af en hest. Såmaskinen skulle hvert forår ”sås ind” – finindstilles. Dvs. ved et vist antal hjulomdrejninger, skulle den aflægge et vist vægt af korn, for at være bestemmende for så mængden i marken. Da det skulle indkøres hvert forår var ved at kornkærnerne kunne være varierende i størrelse fra år til år.  Til roersåning var der en kombineret ”avance” som kunne omstilles til såvel roersåning samt derefter til rad rensning af roe rækkerne før lugning og udtynding med hakkejern, ved isætning af forskellige rensejern. For dette brug var denne maskine meget praktisk.   Roelugning og udtynding foregik med hakkejern og håndkraft. En proces som foregik over to omgange fra roen havde to blade og til først i juli måned. Da roen omkring dette tidspunkt kunne lukke jordbunden og herefter selv kvæle små ukrudt.  Der var en græsslåmaskine. På denne kunne der til kornhøst påmonteres noget fodvippegrej som kunne holde kornet og hermed aflægge det i dynger til neg opbinding med hånd. Ligeledes kunne der hertil påmonteres nogle vinger som vippede kornaksen med topenden bagud.  Til kornopbinding efter slåmaskine var så en hel del folk, såvel unge som ældre, som hele tiden skulle sørge for at følge med, da det afhøstede neg-dynger skulle være fjernet fra skåren, som det kaldtes, før høstmaskinen kom igen, da det ellers her ville ligge i vejen.   Der kunne være arealer som ikke var rigtig tilgængelige for denne form for kornhøst, herpå blev kornet høstet med hølé, revet sammen med håndkraft og en hertil egnet trærive, med fire lange tænder og herefter opbundet i neg. Til negopbinding med håndkraft tog man et håndfuld aks og bandt om negens midte, og bandt herpå et specielt knude som lige kunne holde hele negenes videreproces helt til tærskeværket. Den rigtige negknude har for mig altid været et mysterium. Jeg fik det aldrig rigtig lært, men dem som var ret rutineret hertil kunne hurtig binde nogle neg og stort set også godt følge med, sålænge der var kræfter hertil. Når kræfterne var ved at slippe op, blev der holdt mindre pauser, hvori der så blev drukket vand eller saftevand, under drøftelse af sidste forskellige aktuelle sociale nyheder.  Vi havde til kornhøst ikke selv nogen selvbinder. Så vidt jeg husker, var der 3 selvbinder på hele Venø. Havde de overskudstid fra egen høst, kunne man med en slags tiggergang få dem til at høste et stykke kornareal. Men ejendomme med egen selvbinder, var med mine øjne set, et overklassefolkefærd som i høstens tid nok selv vidste hvor de kom fra i det tilfælde at skulle blive overtalt til at høste et par tdr. land korn, for "småfolk" - på ejendomme, som ikke havde et sådant vidunder til høstredskab.   Lidt om øens selvbindere                          Som nævnt var selvbinder dengang ikke hvermandseje. Af de tre selvbinder som jeg mener var på Venø, blev der indkøbt et nyt til gården ”Nørskov”. Denne ny selvbinder blev købt af flere ejendomme med anpart heri og således, at hvert anpartshaver betalte og havde ret til et vist antal høstdage, efter behov. Men i første omgang havde man kun ret til denne i én eller to dage ad gangen. Men der kunne jo indtræffe driftsforstyrrelser så man måtte beholde den i den tid man havde ret til. Jeg mener, at denne ”anpartsselvbinder” var af fabrikat Mc. Cormick. Fællesskabs selvbinderen på ”Nørreriis” og ”Sønderriis” var en Marsey Harris, og denne i ”Sønderskov” var en Dering. Navne på selvbindere var noget som de fleste drenge kunne huske.   Kornhøst og indkørsel herved.                Efter at kornet var høstet og bundet i neg, blev det sat sammen i skokke. Et skok var som regel 3x2 neg, sammensat med rod enden nedad. Herved stod det så til eftermodning og tørring, indtil det skønnedes at nu var det tørt nok til at kunne køres i hus. Denne tørringstid kunne være varierende alt efter vind og vejr. I tilfælde af fugtig veje i længere perioder skulle det måske vendes, og i værste fald løsnes igen ved negbånd.  Indkørsel heraf foregik på vogne med et pålagt træramme, som kaldtes for et ”skrav”. Denne var lagt på vognen for bedre at kunne stable negene herpå.  Havde det været et godt høstår kunne der forekomme større høst end der kunne være inden døre. Dette blev så sat i stakke uden døre.   At sætte kornstak var noget af et kunststykke, der var som regel 4-5 læs i hver stak, og denne skulle jo sættes således at den var vandskyende. En rigtig opsat kornstak skulle have samme form som et hønseæg stående med spids enden nedad. En sådan opsat kornstak kunne faktisk modstå alt vejrlig en hel vinter, uden at tage vejrlig skade. Men fugle, rotter og mus, kunne det godt være en del plaget af.  Da der i høstens tid var en del medhjælpende piger, var det ofte dem som skulle lægge læs. Efter det sidste læs var der så gerne diskussion om, hvem som havde lagt de fleste læs uden at være væltet med dem, før de var indendørs. Jeg husker kornhøsttiden som for værende et af årets højtidsperioder, med sol og varme, hvorved enhver kom hinanden ved.   Så vidt jeg huske at have fået det fortalt, var det tit i høsttiden at karle og piger fra forskellige ejendomme fandt forelskelse i hinanden, som naturligt nok forekom, ved denne megen tætte og enlige samarbejde som forekom i denne høsttid.  Efter at sidste kornlæs var kørt i hus, var det samme aften skik, at samtlige alle medhjælper herved, samledes til ”opskær”. Dette betød at være en festaften med æbleskiver og chokolade mm.. herefter kunne det så forekomme, at der var sang, sanglege og anden høstdans til hjemmespillemænd eller fra grammofon med håndoptræk. Dette var en festaften som under hele høsttiden blev set frem til med megen snak om.  Som det ud fra skriften lød, var kornhøst og påpasselighed herved, enhver bondes opgave at værne om, da det var en overlevelsesproces af mennesker og dyr for det kommende år. Et fejlslået eller på anden måde uagtsomhed ved kornhøst og andre afgrøder, kunne ligefrem være årsag til familiers undergang, eller vanskelighed for at kunne klare dagen og vejen i den kommende år. At skulle ud at købe føde til såvel mennesker som dyr, et helt år, var ikke et økonomisk bæredygtig foretagende. Som tidligere nævnt, blev det indkørte korn hen på vinteren tærsket. Men noget heraf blev også anvendt som hestefoder og skåret i hakkelse, på en hakkelses maskine. – Se denne proces under dyrefoder.   Vogne.     Af arbejdsvogne havde vi to stivvogne som var en ældre og en nyere, samt en jumbe til bykørsel. Jumben mener jeg at vi havde fået af mine bedsteforældre på Nørreriis, da de her havde fået en ny. Stivvogne kunne være af forskellige størrelser. I bondesproget blev størrelser benævnt som herregårdsvogn og husmands-vogn. En sådan vogn var en lang og smal vogn, med løse skråsider og løs bund. Der var aftagelige endestykker som blev anvendt efter behov. Hjulene var træhjul med jernring udenom, samt træeger på trænav, som ligeledes var jernring om. I tørkeperioder kunne jernringe på hjul og nav gå løse og måtte derfor til smed eller karetmager for at sættes om. Som nav var der en konisk rørnav indsat i trænavet, denne var så skubbet på en tilsvarende konisk akse. Drejetøjet var svingning af hele forvogn på en drejekrans.   Vognhjul skulle jævnligt smøres med en speciel vognsmørelse. Herfor blev hjulet løsnet på hjulnav, som var eneste møtrik der holdt hjulet på vognens akse. Hjulet blev rykket så langt ud, at der med en smørepind så kunne påføres det smørelse som var behov for. Gevind på vognhjul var venstredrejet på den ene side, og højredrejet på den anden side, for ikke at gå løse under kørsel. At holde arbejdsvogne kørende, krævede en del opmærksomhed for håndsnilde, da det kunne være en bekostelig affære at komme til smed med sådanne, da alt jernbeslag hertil var håndsmedet uden nogen egentlige standardmål, da vognstørrelser jo kunne være varierende. Jumben var stort set en lukket trækasse på to hjul og med sæder i siderne, samt med trinbræt og indgangsdør bagtil. Der var plads til fire personer med håndbagage og paraply. Jeg nævner paraply, for det var ikke alle heste som var begejstret herfor. Ubetænksomme damer kunne få den ide at slå den op under kørsel, så hesten godt kunne finde på at løbe løbsk herved.                                       Frøavl Til at give ekstra indtægt var der til ”Borbjerggaard” samt enkelte andre ejendomme på Venø, en kontrakt til frøavl af sukkerroefrø.   Frø på stativer - en mark på Venø     Hver ejendom havde sin måde at plante og høste deres frø ved. Men som jeg huske og har oplevet det, foregik det som følgende.  Frøen avles på etårige planter, af kontrolleret stamfrø.  Stamfrøene blev sået og luget for ukrudt, men ikke udtyndet. Roen herved var optagning om efteråret på størrelse med meget store gulerødder. Efter optagning blev de opbevaret i frostfrie jord kuler, hvori bladene så rådnede i løbet af vinteren. Næste forår når det blev varmt i vejret, satte roen så nye spirer og var nu klar til udplantning og blev nu kaldt for stiklinger. Udplantningen forgik ved, at der med en håndtrukken markør blev optegnet nogle rækker som plantning så foregik i. Plantning foregik ved at en mand med en spade prikkede nogle huller, som en efterfølger, som mig og andre unge mennesker så satte stiklingen ned i. Dette arbejde var et slidsomt arbejde, som gav ømme rygge efter dagens arbejde hermed.   Sidst på sommeren når nu stiklingen, som nu blev kaldt for roestokken eller frøstokken, nu var moden til høstning foregik det ved at frøstokken, med rod, blev rykket op af jorden og lagt i lige rækker, således at roden nu kunne skæres fra med enten kniv eller spade. Dette var individuelt hvad som blev benyttet hertil, roden skulle bares skæres fra. Herefter blev frøstokken hængt til eftermodning på tørrestativer som var fire rundstokke på godt to meters længde og med rodenden opad. Første række mod jord, stod med rodenden nedad. På denne måde kunne frøene godt tåle et par regnbyger.   Tørrestativerne Sådanne tørrestativer bestod af 4 stk. trærafter på et par meters længde. Disse blev oprejst og sammensnøret i topende og med spredte fodende. For at frøstænglerne kunne stå her op ad, var der omkring de 4 rafter, med passende afstand, 3 rækker omspændt snor, som var selvbinde-garn. Når frøstænglerne var tilsat tørrestativerne, blev det her uden omkring tilsnøret med nok et stykke bindegarn, for at holde det på plads. Et sådant stativ kunne af rutinerede oprejses på 2-3 minutter.  Hjemkørsel af frø foregik ved at et rimeligt stort hessian presenning blev lagt ved siden af stativet, som så blev vippet herover på, og læsset på et vogn som ligeledes var beklædt med et presenning. Frøene faldt meget let af stænglerne, så derfor den påpasselighed med presenninger, hvorved det spildte så kunne samles op.  Aftærskning af frøene foregik på en tærskemaskine. Det kunne godt lyde lidt voldsomt da det jo var svære stængler som skulle igennem tærskemaskinen. Jeg husker ikke hvad der blev af det aftærskede frøhalm, men da det ikke var egenet til foderbrug, mener jeg, at det blev benyttet som vinterdække på roe og kartoffelkuler.  For dette frøavl var det på den tid et hårdt og bøvlet arbejde, men der må jo have været lidt penge i det.   Høhøst og stakke                                                        Imellem første og anden gangs roehakning blev der slået græs til hø. Græsset blev slået med slåmaskine. På anden eller tredje dagen herefter skulle det vendes, som foregik med en hånd-rive med trætænder.   Der køres hø hjem   At vende hø foregik ved at hvert skår blev omvendt med bunden opad, dette var ikke så vanskelig, men krævede et vist håndelag. Efter et par dages tid blev det revet sammen, med den føromtalte hesterive, og sat i stakke eller på rytter, som nævnt ved frøstativer.                                                                                   Ved at stakke hø, kunne være et varmt og slæbsomt arbejde. Efter at have tørret i stakke et stykke tid blev det indkørt og ”gulvet”, som det hed, på samtlige staldlofter, da dette var de bedst velegnede hertil for at høet ikke skulle mugne, eller på anden måde brænde sammen. At få velbjerget hø var gerne lotterispil, da dette kunne være alt afhængigt af vejret. Velbjerget hø var guld værd som vinterfoder.   Forårsarbejde og de forskellige processer herved. Forårsarbejde og godt vejr herfor, er grundlag for gode vækst-betingelser for den kommende nyavl. Denne periode kan strække sig fra frosten er af jorden til sidste afgrøde er sået. Forårsarbejdet blev påbegyndt ved, at alt jorden blev opharvet. Herefter udkørsel af staldgødning, ajle og kunstgødning. Jordarealet var opdelt i sædskifter, således at de forskellige afgrøder efterfulgtes i en vis tilpasset plan efter forrige års afgrøder og behov mm.   Kunstgødning                           Kunstgødning var det første som blev udstrøet. Udstrøning heraf kunne være på forskellige måder, alt efter mængde og jordens beskaffenhed. Den ældste måde at gøre det på, som far ret ofte  benyt-tede, var fra en såbalje eller sæk foran sig, med et par stropper hængende om nakken, og hælde det gødning heri man kunne bære, og så bare op ned ad agrene og udstrø med hånden. Ved større mængde blev det strøet ud fra vogn og således fra en kar, stillet bag på vognen hvorfra man med hånd eller strøske så strøede bagud. Til dette skulle der så være en kusk til at køre hestevogn, og dette var gerne os børn som blev sat til dette. At køre gødningsvogn var ikke altid den nemmeste opgave, da der helst skulle køres lige ud, som kunne være vanskelig for børn. Ligeledes kunne dette arbejde være en ret kold hyre, da det jo var tidlig forår.  Alt det med kunstgødning var faktisk et bøvlet besvær. Der var på dette tidspunkt kun to slags gødning, som var Kali og Superfosfat. Disse to gødninger skulle først blandes i et bestemt forhold til afgrøden, på ladegulvet. Det kunne være knoldet og ret vanskelig at slå i stykker, så dette gødning blanderi var ikke altid nogen let sag. Ligesom der herved gerne blev et svineri uden lige.  Senere på foråret eller forsommer blev der sået lidt kvælstofgødning i form af Kalksalpeter. Dette var nok så medgørlig, men os børn mær-kede det måske ikke så meget da det gerne blev udstrøet fra tidligere nævnte såbalje, men ikke i så store mængder.   Udkørsel af staldgødning        Dette var også hårdt arbejde, men det var begrænset hvad vi som børn kunne hjælpe til herved. Til læsning heraf var det gerne en daglejer som havde dette job og forgik som regel med to vogne, hvoraf den ene blev læsset imedens den anden så var i marken for at blive tømt, hvorefter de så blev skiftet ved møddingen.  Ved aflæsning fra vogn blev det revet af i dynger, som herefter blev spredt af nogle ”spredemøgkarle” – og herefter nedpløjet. At sprede møg kunne godt få selv de fleste til at falde til ro. Det kunne godt være et hårdt arbejde at sprede møg, da det gerne skulle spredes ret langt, for at slå til så langt som muligt. At dyngerne kunne lægges tættere sammen, var en nytænkning som kun de ”dovne karle” kunne finde på at nævne. Bondens enevælde om den ting var den gældende.   Udkørsel af ajle                                          En ajlebeholder var et betonstøbt beholder i jorden, nær møddingen. Til udkørsel heraf var der til dette brug en træajletønde, som kunne være i størrelse som til 200 l. – 400 l. – osv. Jeg mener at den vi havde var i størrelsen 400 l. ligesom jeg også mener, at vi ad åre fik en ny, da den gamle gik til, på grund af ælde. En ajletønde havde den ulempe at den kunne blive utæt ved indtørring som man kaldte for at blive ”gjesten”, den måtte derfor aldrig ligge i solen, ligesom den gerne hvert år før brug, nogle dage i forvejen måtte smides i en vanddamme. Men ikke i fjorden, da saltvandet kunne ruste dens metalringe. Fra ajlebeholder til ajletønde, blev ajlen pumpet om med en dertil speciel håndpumpe. Det tog hen ved et kvarters tid for at pumpe en tønde fuld. Imellem pumpe og tønde var der en speciel rende, i to dele, som kunne tilpasses afstanden som kunne være varierende.  For at få ajlen ud af tønden, i marken, var der en vippehane, som det kunne være en kunststykke at åbne uden selv at blive ”vasket” herved. De erfaringsmæssige karle havde hver deres egen fidus herfor. Umiddelbart efter åbningen skulle hestene så sættes i gang igen, da det hele ellers ville blive udtømt på samme sted. Dette kunne ligeledes være et kunststykke. Havde man været uheldig ved at få for meget losset ud på et sted, sladrede afgrøden herom ved at blive helt mørkgrøn, da ajle er en kvælstofgødning. For bedre jævn fordeling af ajlespredning, blev der af flere opfundet noget sprederør med huller, eller nedhængende udløbsrør mm. ligesom en nedfælder af ajle var på markedet. Men ingen af delene har nogensinde været det fuld effektive. Det var enhver bondemands opfattelse, at ajlen tabte sin værdi ved fordampning såfremt det ikke hurtigst muligt kom i forbindelse med jorden. Det var det for meste regnvejrsarbejde at køre ajle ud.  Endog helt op i vores tidsalder har der været utallige af opfindsomheder herfor, men det helt fuldendte er endnu ikke rigtig opfundet, selv om vi nu kalder det for gylleudspredning med pumpe, slanger og trykbeholder og hvad ved jeg.   Mergel og mergel udkørsel                                        Jeg kan lige mindes en tid, hvor der på Venø blev gravet og udkørt mergel til øens ejendomme. Megelforekomsten var fra mergel lejringer under bakkerne ved stranden under ”Vestbjerge” på øens vestside. På den tid var der her så megen plads imellem fjord og skrænter at der var anlagt en kørevej for mergeltransport. Udkørsel af mergel herfra, forgik på datidens mindre lastvogne, fra et entreprenørfirma, som var kommen til øen på en dertil konstrueret tømmerflåde på efterslæb af fiskerbåd. Jeg er senere gjort bekendt med, at dette entreprenørfirma på et tids-punkt, i en sen nattetime forlod øen i utide, på grund af utilfredshed for betalingsaftalerne. Da ingen ville fragte ham herfra, konstruerede han hertil selv et tømmerflåde på nogle olietønde og herpå flyttede sit materiel til fast-landet.   For at komme ud til de forskellige ejendomme, var der ikke hertil velegnede veje for lastbiler. Herfor blev der over nordre hedeareal lagt et vejspor i forskellige vinkler som de små lastvogne så kunne køre mergel ud til landejendommene ad. Jeg husker ikke hvor mange biler der var til dette mergel udkørsel, men det var nok 2-3 stykker.  Efter at denne mergel udkørsel var tilendebragt, kan jeg ikke mindes, at der i mange år herefter til stadighed kom biler til Venø. Det kunne dog hænde at en læge eller dyrlæge i ”istid” kunne aflægge lægebesøg på øen.  På ejendommene blev mergelen aflagt i dynger, alt efter hvor meget vedkommende havde bestilt.   Udspredning af mergel foregik herefter fra hestevogn, hvorfra det blev udspredt med en skovl. Mergel skulle jo tilsættes jorden for at forøge jordens kalkindhold. Det var især ny opdyrket jord som havde den største behov herfor. Merglens kalkindhold fremkom fra laboratorieprøver, så at man herud-fra kunne tilsætte den mængde som var behov for. Af jorden var der ligeledes udtaget prøver herfor.   Roesåning, udtynding og optagning Roesåning blev udført med universalmaskinen avance og radrenser. Det var altid far som styrede roe såmaskinen, som blev fremtrækket med en hest. Maskinen såede ved at et vippejern i frøkassen skubbede frøet ud igennem et fladjern med forskellige størrelse huller, for forskellige frøstørrelser.  Efter roesåningen blev maskinen for resten af året så omstillet til radrenser. Til at rense roer med var forskellige skær og rensetænder som kunne sættes på, alt efter behov.  Når roerne havde en vis størrelse skulle de udtyndes. Dette foregik manuelt med hånd og hakkejern, hvoraf var flere typer. Den ældste type hakkejern som jeg husker den, var et stykke trekantet fladjern, skærpet på alle sider og påmonteret beslag til at sætte på træskaft. Jeg husker at vi havde et sådant, men den blev vist aldrig brugt.   Den efterfølgende var et tilsmedet jern i form af hakkejern. Dens typebetegnelse var ”Palnatoke”. Denne var som ny ret god, men blev ret hurtig sløv og nedslidt. Den kunne dog skærpes lidt på slibesten, men holdt sjældent kun en sæson. Den seneste er den overlevende og nuværende hakkejern, med udskiftelig blad. Denne viste sig at være den mest velegnet som hakkejern.  Efter udtynding, blev roer hakket anden gang for at fjerne det ukrudt som i mellemtiden var vokset til. Dette arbejde kunne godt være mere streng end at skulle hakke første gang.  Roeoptagning blev påbegyndt omkring først i oktober måned. De første roer som blev taget op var når der blev påbegyndt at fodre med sukkerroetop der ligesom turnips, var et supplement til det sidste sommergræs. Dette foregik ved at der dagligt med håndkraft og roekniv blev rykket de roer op som var behov for at benytte toppen af, samme dag. Ligeledes blev roerne så samme dags aften kørt sammen i roekule. Dette arbejde var som regel overstået omkring først i november måned.   Kålroe optagning foregik ved at toppen først blev hakket af med et redskab, som kaldtes for et ”rap” – herefter blev de rykket op på forskellig vis, som kunne være med hånd fra et par bag ud vendende grene på rapskærets bagside. Men de kunne også køres op med hest og den føromtalte avance, med et dertil beregnet og påmonteret optagerskær. Roerne blev sammenkørt på hestevogn, hvorpå roerne blev læsset op med et fork, og derefter sammenkørt i roekule. Det var et regel om at der af foderforbruget måtte være anvendt halvdelen til 1 februar, den efterfølgende år. Dette var man nødsaget til at justere dyrhold og fodermængde efter, da det jo ikke var hensigts-mæssigt at skulle købe for megen ekstra foder. Det kunne hænde at man et år var nødsaget til at skulle købe lidt ekstra foder. Ligeså var der måske lidt overskudsfoder at kunne sælge af det næste år.   Om kartofler og gulerødder. Om kartoffelavl, var det vist et hvert barns skræk. Kartoffelavl var på den tid et ret slæbsomt arbejde. Kartoffelsætning kunne foregå på forskellige måder, eftersom man mente at have moderniseret sig hertil. Men hos os var alt kartoffelsætning med hånd. Dette kunne være fra spand i kanten af hver anden plovfure, såbalje eller sæk på nakken. Som barn var dette et vanskeligt proces at udføre til fuld tilfredshed. Med tiden fandt man på, at lave nogle dybe render med radrenser, og bagefter så lægge kartoflerne i de render. Det havde den fordel, at man ikke skulle følge med ploven. Når kartoflerne var lagt i denne rende, skulle man på bare fødder løbe række op og ned for at træde på hver kartoffel, for at give dem et ekstra tryk ned i jorden. Herefter blev de tildækket af nogle kørende tallerken-formet skær, påmonteret samme radrenser som kunne udskifte til mange slags tænder. I de efterfølgende måneder blev kartoffelrækkerne ophyppet med jord og radrense imellem rækkerne. Kunne der blive tid, blev der også hakket lidt i rækkerne.   Optagning af kartofler var også et krævende stykke arbejde. Det kunne ske at der blev benyttet kartoffeloptager, men i de fleste tilfælde blev de gravet op med et havegreb eller dertil udført hakke. Der blev ikke hakket eller gravet flere op, end der kunne samles sammen på samme dag. Kartofler måtte ikke ligge opgravet i længere tid, på grund af eventuelt nattefrost  eller herved blive grønne.  Efter endt kartoffeloptagning blev jorden herefter harvet, hvorefter vi børn så skulle samle kartofler op i en spand, efter harve. Herefter blev det pløjet og gud hjælpe mig, om vi så ikke igen skulle følge ploven med en spand for at samle de ”glemte” kartofler op, for ikke de skulle blive nedpløjet. Dette arbejde ønsker jeg ikke for nogen, og det smule kartofler som vi kunne nå at samle op, var rent ud sagt intet værd, kun til foderbrug. Men intet måtte gå til spilde.   Kartoflerne blev samlet sammen i riskurve og båret i kule, som skulle tildækkes med halm hvert aften. Hen på efteråret blev kartoflerne kørt sammen i en stor kule og her tildækket til frostfri overvintring. Kulen blev kun åbnet efter behov, enten for salg eller forskelligt forbrug.  Når den værste vinter var omme, skulle kartoflerne sorteres i forskellige størrelser. Dette arbejde blev udført med håndkraft. Der skulle sorteres til spisekartofler, foderkartofler og læggekartofler. Som foderkartofler kom dette som regel af sig selv, da det gerne var affald. Kunne der ikke findes på andet at foretage sig, så var der altid kartofler der skulle kigges til.   Gulerødder.              Det var stort set ligeså bøvlet som kartofler. Som nævnt, blev spise gulerødder avlet i marken. Ligeledes blev der hvert år avlet flere rækker gulerødder til foderbrug. Dette var en anden sort som var gule og kunne blive lidt større en spise gulerødder, som var røde. Sortsnavnene husker jeg ikke hvad var. Men fælles for dem, var det også et besværligt afgrøde, især ved at de skulle håndluges for ukrudt. Dette var som regel kravlearbejde som godt kunne give ømme rygge. Ligeledes kom bøvlet igen ved optagning, da de næsten ikke var til at finde ved at toppen da var visnet væk, ligesom de alle skulle løsnes fra jorden med et greb for at kunne få dem op. Herefter blev de så kørt sammen og toppen skulle skæres eller nappes af. Det var vist kun af de røde gulerødder som toppen skulle af, da foder gulerødderne gerne nu var brugt, eller kunne bruges med top på. Spise gulerødder, som var det næste års forbrug, blev hengemt i ende af kartoffelkule eller kælder, alt efter hvor streng vinteren var.   Folkehold                                                                     Det var ret almindeligt at der på landejendomme, næsten uanset størrelse, havde tjenestekarl og tjenestepige. På "Borbjerggaard" havde far i de fleste tilfælde en tjenestedreng i skolepligtsalderen eller omkring konfirmationsalderen. Ligesom mor havde en tjenestepige i samme alder. Tjenestepigen skulle hjælpe til med husholdning samt passe os børn, når mor til tider skulle hjælpe til hånde med udearbejde. Tjenestekarlen skulle hjælpe til med det forefaldende arbejde som skulle udføres. I de fleste tilfælde var hans arbejde mest markarbejde, med at følge heste efter de forskellige markredskaber. Det var ikke usædvanligt at der på landejendomme holdtes store børn, omkring konfirmationsalderen som tjenestefolk.  Mange familier havde ret store børneflokke, som for at tjene til dagen og vejen så selv måtte ud at tjene deres penge til personlige for-nødenheder. Ligeledes fik de herved indblik i af hvad det vil sige, at være hjemmefra samt lære indordning under andres bevågenhed. Der var ingen unge mennesker som på den tid gik lediggang, enten måtte de hjælpe til ved hjemmenes forefaldende arbejde, eller ude at tjene, som kunne være ved såvel landbrug som fiskeri.   Lys, vand, varme og toilet faciliteter                       Som tidligere nævnt, var der på det tidspunkt ikke elektricitet på Venø. Petroleum var den mest benyttede energi brændstof, til såvel belysning som motorkraft. Til motorkraft blev benyttet benzin som start brændstof, da det var lettere ved tænding af koldstart. Til belysning var forskellige type petroleumslamper, alt efter hvor de skulle anvendes. I staldbygninger var det hovedsageligt flagermuslygte som blev anvendt, da den var med lukket glas for lysflamme og derfor mindre farlig for ildsvåde. I hønsehus var det et primus lygte, den blev vist kaldet for en petromaks. Denne var en speciel konstrueret lygte med et kraftigt lys som opstod ved gasblus. For at få en sådan til at brænde, skulle den først forvarmes med en spritflamme, hvorefter der med en påmonteret pumpe så skulle pumpes luft ind i petroleumstanken til at give en vis tryk til at få denne ud som en gasart igennem en hårfin dysse, hvorefter den i en monteret lysnetspose, som gasflamme, så kunne brænde med ret kraftig skær. Denne lygte skulle med jævne mellemrum pumpes op for at bevare trykket. Var lampen først gået ud, kunne den ikke igen tændes før den blev kold.   Vand                                                            Alt vand som blev brugt, blev pumpet op med håndpumpe. Til husholdning havde vi hertil en vandspand. Ikke af plastik, som først blev opfundet mange år herefter, men en zinkspand fra ”Glud og Marstrand”. Der skulle herved pumpes mange spande vand og bæres ind daglig. Ligeledes skulle alt affaldsvand bæres ud igen.  Til vanding af husdyr, spandvask mm. tør jeg slet ikke sætte tal på hvor mange spande vand der daglig skulle pumpes op, men det var mange.  Af vandpumper var forskellige typer, men denne som vi havde, var en ”Resen – smed” hjemme konstruktion. Brønden var i gården foran huset. Den var dyb og der var 18 alen til vand og den var opsat af teglsten. Da pumpen var specielt bygget, var den ikke let for børn at pumpe med, men den fungerede da i de fleste tilfælde. Det kunne hænde, at der herved skulle skiftes bundventiler, pumpecylinder mm. men dette var gerne når der var en smed på øen som gerne havde en fingerspidsfornemmelse af hvor øens vandpumpe trængte til lidt eftersyn.  Da brønden jo var ret dybt, var det derfor enhver mands skræk at skulle hejses ned til bundventilen, så pumpen blev i de fleste tilfælde halet op. På grund af brøndens dybde, kom der herfor ikke vand ved første pumpeslag. Det hed herfor i ”fagsproget” at der først skulle et pumpeslag til for hver dybdealen, før der kom vand op, og det mener jeg også passer nogenlunde.   Varme                                        Som tidligere nævnt, så havde vi komfur og kakkelovn til madlavning og opvarmning af huset. Som ildebrændsel blev benyttet fældet træ i skoven, som blev savet og tilhugget hvortil det skulle anvendes. At der hertil blev fældet træ i skoven, var ikke noget som man uden videre bare gør. Hvor der blev fældet skulle der hele tiden sørges for at få plantet efter. Ligeledes blev alt affaldstræ tilberedt som ildebrændsel. I meget kolde vintermåneder blev der købt nogle sække (hektoliter) fast brændsel, som kunne være koks, cinders eller briketter.   Toiletfaciliteter                                                            Vi havde ingen toilet - eller VC, som det hed dengang. Alle toiletfornødenheder foregik i grebningen bag køerne, med et stykke gammelt avispapir i hånden, til videre brug. Det var ret naturligt om der her sad flere i en lang række, i samme ærinde. Det gav altid lidt socialt samvær med diverse hyggesnak.  At komme i bad, var der faktisk ikke noget som hed. Den daglige vask foregik som regel på steder hvor der fandtes et kar, balje eller spand og oftest i kold vand. Vi børn kom dog i en zinkbalje med varmt vand én gang ugentlig, hvor mor så vaskede os på skift i samme vand. Varmt vand skulle jo først opvarmes og dette tog på en komfur langt tid. Det var ikke til enhver tid det passede komfuret at lave et flamme som kunne varme vand og andet efter ønske.     Naboer til ”Borbjerggaard”  Mod syd var det ”Ny Nørbygaard”. Denne var de første år beboet af Kirsten og Søren Mærsk. Kirsten var min mors moster. Kirsten og Søren Mærsk flyttede efter få år til Kirkehuset ved Humlum Kirke. Herefter kom så Petra og Viktor Lundsgaard hertil. De var begge Venøboere. Dette par var på dette tidspunkt barnløse. Petras forældre var ”Knudsens” – og boede i Venøby. Jeg husker ikke deres oprindelige navne. Viktors forældre var Maren og Jens Mattrup, i ”Nørskov”. Petra og Viktor var far og mors nærmeste naboer og hvoraf de havde megen hjælp og glæde, ligesom vi børn kom og gik hos dem som vi ønskede.   Vejsbjerggaardene ad "Jerusalemstræde"   Sdr Vejsbjerg m. mølle - Mellemvejsbjerg og Nr. Vejsbjerg        På vestsiden var det  ”Nr. Vejsbjerg” som var beboet af Marie og Chr. Bundgaard. Imellem dem og til ”Borbjerggaard” var der lidt skov og hedeareal som bevirkede afstanden hertil således, at man ikke kunne se herover. Herved blev der så ikke den nærkontakt imellem dem og os, som naboer, som hvis vi kunne se over til dem. Men det betød ikke at man ikke kom hinanden ved, men det var på en lidt anden måde.  Til nord for ”Borbjerggaard” - var der på den tid et mindre, nu nedlagt ejendom, hvorpå boede Astrid og Anders Makholm. Dette par havde børn, hvoraf den yngste hed Inga som kun var få år ældre end os børn. Hende havde vi megen glæde af at lege sammen med.   Astrid og Anders Makholm solgte efter nogle år ejendommen til Anna og Aksel Ascanius, som kom fra Borbjerg og Mejrup. Ligeledes med dette par havde far og mor også megen glæde og samvær med, ligesom samværet med dem fortsatte, efter at begge par senere flyttede fra Venø til Tvis og Stoholm.  Mor og Far til Tvis. Anna og Aksel til Stoholm.   Imellem denne ejendom og "Borbjerggaard" var der et større hedeareal på ca. 55 tønder land. Dette ejedes af ejendommene ”Nørreriis” og Sønderriis”. Dette er senere bleven opkøbt og opdyrket af gården ”Nørskov”. I dette hedeareal imellem "Borbjerggaard" og Anders Makholm, var der en smal strimmel hede langs "Borbjerggaard" nordvestlige skel, ud til kirkevejen, som da ejedes af henholdsvis postbådfører Mads Svarre og fisker Mads Toftum Madsen. Jeg ved ikke med bestemthed om de ejede dette hedestrimmel i fællesskab, eller den ene købte det af den anden. Men jeg mindes det som sådan, at det var et ubetydeligt strimmel som ingen af de omkring liggende lodseje brød sig om at de ejede. Hvorfor – ved jeg ikke   Ligeledes var der i dette hedeareals nordøstlige hjørne, imod sydskel til Anders Makholms jorde, et mindre opdyrket parcel, som tilhørte den daværende sognerådsformand Jens Hunsballe. Det kendes ikke hvorledes han her kunne have et jordparcel, da det langtfra havde forbindelse til hans ejendom og øvrige jorde.  Udover her nævnte naboer, var der i det nordøstlige hjørne et sommerhusbeboelse med et tilhørende frugthave og et mindre fyrplantage. Denne hus har igennem tiderne vist haft forskellige ejere, men blev altid kaldt for Bilmanns Hus og Have. Beboere herved blev ikke betragtet som egentlige naboer, men et vist kendskab til dem kom ved, at de købte forskelligt proviant hos omkringboende ejendomme. Som jeg husker beboerne i Bilmanns hus, var det et specielt folkefærd som nød livet med frisind og let påklædning - eller ingenting, under deres mange gange daglige sejlture i egen båd, samt omkring hus og have. I vor tid ville dette være en naturlig ting. Men den gang………….   Hedearealet og dets ejerforhold.                              Over denne hedeareal var der med tiden i forskellige retninger, bleven anlagt transportveje efterbehov. Når de eksisterende veje var bleven for opkørte, anlagde man bare et nyt ved siden af. Der blev på de veje aldrig planeret eller udført reparationer, jord var der nok af til at kunne køre på. Hvorfor det omtalte hedeareal tilhørte ejendommene Nørreriis og Sønderriis, kan ligger tilbage fra tiden 1852, hvor det formodes ud fra tolkninger af min oldefar Mads Peter Jensen Sønderriis sine skrevne erindringer, at det kan være det jordliggende som hans mor Else Riis, datter af Mads Nørskov, i ”Nørskov”, fik i medgift ved sit giftermål med Jens Riis Pedersen i ”Gadegaard” i Venøby 1852, og som her blev forældre til Mads Peter Jensen Sønderriis. Else og Jens Riis Pedersen var således mine tipoldeforældre. Af forskellige årsager opførte Else og Jens Riis i året 1862, en ny ejendom ved østfjorden, denne blev kaldt for ”Nygaard” og er det nuværende ”Nørreriis”.  Jorden hertil tilhørte stadig ”Gadegaard” ligesom ”Sønderriis” jorde også tilhørte denne.   Gadegaard, omkring 1965 Sønderriis 1880 Nørrerriis 1880   Else og Jens Riis havde to sønner, som efter faderens død i 1863, hver fik tilskødet det halve af samtlige jordtilliggende til ”Gadegaard” – ”Sønderriis” og  ”Nygaard” som herefter nu får navnet ”Nørreriis”.     Nørskov - ved 1900 tallet     Herved formodes det, at de ligeledes har fordelt hede- og skovarealet imellem sig, som var beliggende syd før "Nørskov" og tværs over hele Venø, som var dette jordliggende Else Madsdatter Riis fik i medgift 1852, fra sin fødehjem "Nørskov".   Hedehuset                                                                       I detnordvestlige hjørne, bag skov og hede var der et aftægtsbolig, som vi kaldte for ”Hedehuset” som på det tidspunk nok må være den ældste hus som var på Venø. Jeg kan lige mindes at i dette hus boede et ældre menneskepar, som vi kaldte for ”Kr. Kusk” vistnok Pedersen til efternavn. Jeg mindes dette par som sådan, at deres barnebarn Mary var tjenestepige hos far og mor, som vi børn så var med på besøg hos sine bedsteforældre i dette hus. Dette menneskepar i dette hus var ældre mennesker, som her levede et meget nøje og sparsomt tilværelse. Hvorfra de fik deres udkomme til dagen vejen, ved jeg ikke, men jeg har en anelse om, at de kun levede af de afgrøder som groede i nogle små opdyrkede jordstykker, samt af den mælk de malkede fra et par gedde.  Huset var så gammelt, at det var med lerstampede gulve i såvel køkken som andre rum som jeg ikke ved hvad var. Men jeg huske at deres gedde stod fortøjret i samme rum, som jeg mener og var køkken, måske var det et rum her forinden. Det var simpelthen så tarveligt, at jeg aldrig før eller siden har set noget tilsvarende, men jeg opfattede dette her som, ”sådan var det bare”.   Solnedgang - set fra Forstov Bakker.     Samme sol, på samme sted, har siden skabelsen kunnet nydes ved Forstov Bakker Foto af 5. april 2005 - på min fars 100 års fødselsdag   Mangen god sommeraften har vi ofte gået forbi det gamle Hedehus, for at komme ud på ”Forstov Bakker” for at se solnedgang over vest fjorden. At se solnedgang herfra kan ikke beskrives, dette skal ses og opleves med egne øjne da det et specielt særsyn over fjorden fra de høje skrænte   Vej gennem "Lange Dal" til "Venøborg" Havde vi om sommeren besøg af slægt og venner, var det en selvfølge at skulle over heden og ud på ”Forstov Bakker” – og herude ned ad ”Lange Dal” ved Venøborg, som var Holstebro spejdernes sommerlejr.  ”Hedehuset” havde et jordliggende på ca. 5 tønder land uopdyrket hedejord.   "Venøborg"     Om Vildt på Venø                                     Som tidligere nævnt, var der på dette tidspunkt ret mange harer på Venø. Hareflokke på 15 -18 stk. var ikke usædvanlige. Far og mor har en tidlig morgenstund talt en hareflok på 32 stykker. Flokke i denne størrelse var ligefrem skadedyr for køkkenhaver, mark-afgrøder og nyplantede træer. Jeg husker at far på et tidspunkt havde opsat hareskræmsler med små vindmøller i en ny tilsået bygmark. Men dem tilvendte harerne sig ret hurtig. Tidlig forår var harer ret sultne og åd faktisk alt, af forårets før-ste spirer.   Ved fjorden forekom der fugle som strandskader, terner, måger og vild-ænder. Strandskadens ankomst om foråret, var som regel med dennes sær-prægede og pibende stemme, begyndende forårstegn. Denne havde sit ynglested i strandkantens forskellige græsarter.   Ligeledes forekom der store fasan- og agerhønsflokke. Størstedelen af jagten på Venø var udlejet til Dr. Tage Kjær, ansat ved Øresundshospitalet i København. Han havde derfor på Venø ansat en skytte til at varetage vildtplejen. Der blev årligt afholdt klapjagt, som var et par dage først i oktober måned. Hertil blev så samtlige øens ungdom inviteret som klapper, og fik også et mindre pengebeløb samt et stykke wienerbrød daglig herfor. Da jeg opnåede skolealderen deltog jeg også i de årlige klapjagter, som jeg syntes var vældig morsomme. Uden større omtale - kan jeg herved nævne: Efter Tage Kjær sin død, overtager dennes søn Chr. Kjær. g. m. Janni Spies, enke efter ”Rejsekongen” Simon Spies, så jagten på Venø. Chr. Kjær opkøber ad åre herefter en del ejendomme på det nordlige Venø, og opfører herved et nyt ”Ø. Nørskov”. Herved brændte så senere en del af bygninger, som igen er bleven opført herefter. Herved opholder Chr. Kjær og Janni sig så, når de er på Venø. Ligeledes har Chr. Kjær senere igen opkøbt ”Borbjerggaard” og omkringliggende ejendomme herved.  Af ræve var der ingen af på Venø, men kunne dog hænde ved en isvinter, at enkelte kom hertil, men de blev ret hurtigt aflivet. Om ikke før, så ved førstkommende klapjagt. Jagten på Borbjerggaard var i en periode før og efter 1933 udlejet til Villars Lund, Nykøbing Mors.                                  Om overfartsforbindelse til fastland   Postbåden Svanen i Venø havn   Herom kan der fortælles mangt og meget, men da det kan findes igennem historien, har jeg derfor valgt kun at omtale den i korte træk af hvordan jeg har kendt og oplevet det. Al transport til og fra Venø, forekom med en daglig formiddagstur til Struer med postbåden ”Svanen”. – På denne tur skulle så godt som alt fragtgods og øens daglige proviant medtages. Det var især landbrugsvarer som dyr, mælk og foderstoffer der var den største belastning for denne transportform. Grise til slagteriet blev transporteret i bådens lastrum. Jeg kan ikke huske hvor mange som kunne være hernede. Mælkejunger til mejeriet stod oven på denne lastdæk. Et par kraturer ad gangen, kunne fastgøres ved siden af styrehus og kahyt. Bag styrehuset var et passagerkahyt, hvor der var siddeplads til 6-8 personer. Bag passagerkahyt var der et mindre udendørs siddeplads. Styrehuset var gerne opfyldt af bådens ”stampassager” som alle røg cigaretter, skråede tobak eller snus. I krisesituationer kunne der lejes til at sejle et par ekstra ture, men det var ikke noget som var en selvfølge, man skulle nærmest tigge herfor.   Bådføreren var også øens postbud. Posten blev omdelt om eftermiddagen.  Varer fra forskellige forretninger i Struer, som ønskedes med postbåden til Venø samme dag, skulle bestilles tidlig morgen. Dette kunne være over skriftlige meddelelser med personalet ved postbåden, telefon-bestillinger, eller fra anden bekendt man vidste, havde ærinde til Struer. Det var ret aktuelt at enkelte på skift gjorde indkøbsærinder for hinanden. Far har fortalt, at regninger fra postbåden godt være udstedt lidt tilfældige, da bådføreren ikke altid huskede at få de forskellige ting nedskrevet samme dag. Det kunne derfor hænde, at nogen betalte for ting som aldrig var modtaget, men dette hørte i de fleste tilfælde til dagens orden - uden nogen brokkede sig. Modtog man en for stor regning den ene gang, var det som regel omvendt næste gang. Og dette levede enhver lykkelig med. Der kunne forekomme ting som bådføreren var tvivlende om hvem kunne være, men dette blev som regel påført regningen til Skolen, som kommunen så betalte   Enhver ejendom skulle selv køre sin mælk til postbåden om morgenen, og afhente returmælk over middag. Mælken kom til mejeri, som først var i Resen, men blev senere flyttet til Struer. På sejlruten Venø-Struer, var der et anløbsbro ved ”Sønderskov” hvorfra denne og de øvrige beboer på øens sydende kunne transporteres til og fra Venø. Ligeledes kunne det hænde at øens færgemand fik overlæsset varer til sin pram, fra siden af postbåden som så stoppede op i Venø Sund. Mejeriet afhentede selv mælken på havnen i Struer. For ligesom ikke at skulle køre mælk hver dag, var vi i en mælke-kørselshold på 6 ejendomme, som så på skift havde en ugentlig mælke-kørselsdag. Far hans køredag var hver torsdag.   Mulighed for at komme til fastlandet på andre tider, end med Postbåden. En anden mulighed for at komme til fastlandet uden for normal sejltid med postbåd, var der på sydspidsen en færgemand, som med en robåd sejlede dem over som ønskede dette. På denne robåd kunne der godt være tre fire stykker samt et par cykler. Heste og kreaturer er ret gode svømmer, og kunne derfor efter et snor godt svømme efter denne robåd, hvorefter transporten så var til fods. Ønskede man hesteforøgelse på Venø, måtte Hoppen svømme over sundet for først at komme til en Hingst på ”Strandbjerggaard”. Nyt liv herved skulle påbegyndes på fastlandet.  Det kan dog nævnes, at der igennem dette smalle farvand ved normalt vanddybde er 14 meter og er hermed et af Limfjordens dybeste vand-stande. Gennemsejling af større både, er herigennem kun få meter fra Venø kysten da der her er den største vanddybde. Normalt højeste vandybde omkring Venø er 6 meter.    Mod Venø - fra Kleppen At komme fra Venø og til fastlandet med denne overfart, var der ikke de store problemer. Men hjemkomsten. Om denne har der igennem tiderne været interessante fortællinger, da der ude på Kleppen, fastlandssiden, var et mindre læskur, hvorpå dennes side mod Venø skulle rejses et signal, som var et par sort malede brædder. Så var det bare om færgemanden huskede at se efter om denne var oprejst. Om aften og nat var det ved forskellige lyssignaler som svingning med lommelygte, lys blink fra evt. bil, Taxa, eller bål tænding mm. Ventetid på en time eller to var ikke usædvanlig. På læ skurens sider, mest indvendig, var der herpå fra ventetider, bleven overskrevet med autografer, versdigte og knivsskæringer.     Et versdigt lød som sådan:    DU FÆRGEMAND PÅ VENØ KLEP DU SKU HAVE AF EN KJEP MEDENS JEG SIDDER HER OG VENTER INGEN FÆRGEMAND MIG HENTER                                                       MB. MB. - Markus Bjerre, Sønderskov, Venø. Enkelte gode svømmer har svømmet herover og roet retur, efter sit tøj. Men da enhver herved er bekendt med stærkt vandstrømning, er det herfor uforsvarligt at svømme over dette smalle farvand. Min morbror Jens Riis på ”Nørreriis” har vovet at svømme over. Han var ret god svømmer, men har aldrig anbefalet andre at gøre det efter. Ved nedlæggelse af denne overfart, forsvandt der samtidigt et stykke Venø kultur.   Orientering og forbindelse til omverden.                                Herom var der på dette tidspunkt ikke de store oplysningskilder. Jeg husker, at der på hele Venø var omkring 8-10 telefoner under eget samtalecentral. Skulle man i forbindelse med omverdenen måtte så efter behov benyttes de telefoner som var på Venø. På såvel Venø som andre steder var telefonforbindelse, over telefontråde, ophængt på telefonpæle langs vejene fra samtalecentral og ud til abonnenten. Telefonapparater var væg telefoner med håndsving når der ønskedes opkald. Enkelte havde dog bordapparater, ligeledes med håndsving. På telefonopkald over længere strækninger kunne der godt være ventetid på hen ved en halv time, før forbindelse var igennem. Nødopkald til læge og dyrlæge var først prioriteret for samtaleforbindelse. Det var samtalecentralerne som samlede forbindelserne, og der kunne godt heraf være flere over lange strækninger. Samtalecentralen havde offentlig samtaletelefon, som enhver havde ret til at benytte.  Radio var på det tidspunkt ikke hver mands eje. Nyhedsorientering var fra mund til mund metode og gerne fra dem, som havde radio eller to dage gamle aviser. Det første jeg kan mindes radio, var en såkaldt krystalradio med hovedtelefoner, hvormed kunne fanges de frekvenser som kortbølgesenderen udsendte, og herved aflytte de nyheder som blev udsendt af forskellige nyhedsformidlere. Måske dem på fastlandet havde bedre radioforbindelse end Venøboere, da der på Venø ikke var elektricitet. For radiomodtagelse på Venø, blev udelukkende anvendt batterier som en akkumulator, som med jævne mellemrum skulle indsendes til Struer for ny opladning, samt et tørbatteri, som jævnlig også skulle fornyes.  Fra nyhedsformidling til socialt samvær, kom denne tids folkefærd hinanden ved på den måde, at de med jævne mellemrum var samlet til forskellige samvær, simpelt hen for i socialt samvær at formidle og debattere de seneste nyheder, såvel lokalt som udefra. Under sådanne samvær spillede mændene ofte kort, eller snakkede om stort og småt. Kvinderne havde altid deres strikketøj eller anden ”kvindesladder” i gang. Men det var herlige samvær som var adspredelse fra det daglige arbejde.  Ligeledes blev der ved sådanne samvær ofte sunget en del fra forskellige sangbøger. En aftensang ved afslutning var en naturlig ting som tak for en hyggelig aften.   Transportmidler på Venø                                   Al transport på Venø forgik på cykel og gang, eller med hestekøretøj. Enkelte udførte lette ærinder på hesteryg. Mere er der stort set ikke at sige om den ting. Der var på den tid ingen biler eller anden motorkøretøj på øen. Ad åre var der enkelte som fik en mindre motorcykel. Jeg mindes min første syn af en sådan på Venø, jeg kunne stå og glo på den i timevis og tænke, hvor let man så kunne komme rundt i verden.   Aften- og fritidsbeskæftigelse                                   Om dette kan der godt gøres en lang og fyldestgørende historie. Jeg vil herved kun fortælle i korte træk herom. Efter dagens arbejde og aftenspisning, var familien og tjenestekarlen samlet i stuen, hvor der så blev holdt aftenhygge. Om sommeren med de lyse nætter var det selvfølgelig altid nemmest at finde på noget at foretage sig. Der var på den tid så mange sunde udendørs lege at der var nok at foretage sig. Vi spilede forskellige slags bold, rundbold, antonius, fodbold, pind, kroket og meget mere. Når vi havde fået varmen herved, kunne vi før sengetid nå at bade i fjorden, som jeg omtaler i andet afsnit. De mørke vinteraftener var for os aldrig lange. Som belysning havde vi jo kun petroleumslamper som var begrænset hvor meget kunne oplyse. Skulle man i et andet rum, så skulle man jo altid have en lampe med i hånden. Af lamper var forskellige størrelser med forskellige lysstyrker, men jo større de var, jo mere petroleum skulle de have og dette var jo også et sted hvor der blev sparet.   Lampestørrelse var i værdi opmålt i glaslinie, som kunne være fra 6 til 15-20. Jeg husker ikke helt de store størrelser, men husker, at i dagligdagens lille stue var det en 6er. Far læste avis og hørte radio, han hørte meget radio, der var på den tid uro ude i verden som jeg endnu ikke havde forstået det alvorlige ved.   Radioudsendelse dengang var et formidlings instrument. Men såvel tale som musik blev udsendt på et sådant måde, at enhver kunne forstå det. Mor havde som regel gang i strikketøj eller andet tøj for omforandring ved lapning, eller stoppe strømper mm. Far og mor læste en del bøger og ugeblade, ligesom de med højtlæsning fortalte historier for os børn. Højtlæsning over dagens aktuelle nyheder forekom også. Far gjorde meget ud af at lære os børn alle børnesangene udenad. Ligeledes var fars interesse meget for violinspil. Hans musikalske interesse for musik var mest for gamle danse, sange og salmer. Alt hans spil var uden noder. Sådanne havde han ikke tålmodighed for at lære.   Vi børn havde jo vores hjemmelavede legetøj at gøre godt med, ligesom vi havde ret mange forskellige brætspil, som vi så alle spillede med. Tiden var aldrig lang, selv om det kunne lyde sådan. Flere gange ugentlig var der et par timer besøg af naboer eller andre bekendte. Det var ret almindeligt at man om aftener besøgte naboer eller andre, for herved at foretage hvad der var af nødvendige gøremål samt få de seneste nyheder debatteret.   Fjordbadning                                             For normalt børneopdragelse på Venø var, at ethvert barn fik et vist forhold til vandet. Såvel som man skulle lære at gå, cykle o.s.v. skulle man også lære at svømme. Stort set kunne ethvert barn på Venø svømme længe før man selv kan huske. Såvel som at begå sig på landjorden, skulle man også uden opsyn kunne begå sig ved fjorden. Der var ikke tid til at følge med hver gang, vi unger, fik lyst til at gå ud at bade.  En gylden regel var dog, at årets første badedag ikke var før grundlovsdag. Derimod måtte man så bade så langt ud på efteråret som vind og vejr tillod. Da vi jo kun havde få hundrede meter til fjorden, var vi i den varmeste sommertid i vandet flere gange daglig. Nok måtte vi være i vandet, men ikke i længere tid ad gangen, da forfrysning heri var usundt. Som sådan lå det også i opdragelsen. Efter badning var det var det så godt med et hurtig lille løbetur langs stranden.  Da vi som børn på denne måde selv gik i vandet uden opsyn, finder man også selv ud af, hvornår man er moden til at begive sig på dybere vand, som ret naturligt var. Den første prøve man foretog sig, var gerne at hoppe i havnebassinet i Venø Havn. Første berøring med vandet her, var ved at kravle ned fra bagenden af en fiskerbåd, hvor man så lige kunne nå at stå på dennes ror og så var der faktisk ikke andet at gøre, end slippe. Da det var vanskelig at kravle samme vej op igen, svømmede man over til det slæbested hvorved de slæbte både på land. Efter denne første svømmetur i havnebassin, var modet så kommen til at man tør hoppe ud fra et hvilke som helst sted, med lavt udspring i begyndelsen. Da der var ret mange som badede i havnen, var der altid et vist konkurrence om hvem som var bedst til at hoppe ud fra det højeste punkt, som regel var fra styrehuset på en fiskerbåd.   Det strandede skib på Bradsør Odde     På et tidspunkt omkring 1940, var der strandet et mindre skib på Venøs nordligste punkt Bradsør Odde. Jeg husker ikke rigtig hvor det var fra, men mener at have hørt det var et ubemandet skib som havde revet sig løs fra sit fortøjning på fastlandssiden, vistnok omkring Hostrup. Ligeledes gik snakken om at den havde drevet rundt flere steder omkring Oddesund, for til sidst strande på Venø, og her ende sine dage. Jeg husker om denne stranding, at der i begyndelse herved flere gange kom mennesker fra fastlandet og forbi "Borbjerggaard” med skovle og andet tænkelige redskaber til at grave den fri med, men det lykkedes aldrig, den endte sine dage her på stedet. Jeg husker herom fra når vi som børn havde besøg af fætre, kusiner eller andre, så skulle vi altid ud at se til skibet, og lege herpå. Jeg husker at en af mine fætre sagde engang: Hvor kunne der heraf laves mange kaninkasser.   Rundt om Klov Vig                                   Turen rundt om Klov Vig, var en speciel oplevelse og hvorved vi som børn har gået utallige af gange. I skyttens hus, som lå på kanten af bakken ned mod vigen, kom vi som børn meget ofte, da der her var et par jævnaldrende børn, Uffe og Kirsten, som vi var sammen med flere gange ugentlig. Om skytte Kaj Rasmussen, har jeg tidligere nævnt som øens vildtplejer. ”Skyttehuset” - er det hus på Venø, som efter min mening og her ligger på den smukkeste sted på hele Venø. Den ligger på bakken ned til Klov Vig, hvorfra der er den skønneste udsigt over hele Klov Vig og over Limfjorden til Oddesund, Kås og Hostrup. Under vore besøg her skulle vi næsten hver gang en tur rundt om Klov Vig, som vi kaldte for vigen. Jeg ved ikke hvorfor, men altid var turen her rundt i urets retning. Kort før vi kom til det strandede skib, var der her et rødt træhus, denne tilhørte Østerskompagniet i Nykøbing Mors. Østerskompagniet havde den gang tilkøbt sig retten til østersopdræt i Klov Vig. Denne ret havde de købt af tidligere ejer Jens Vestergaard på ”Nørskov” – som var broder til min morfar Anders Vestergaard på ”Nørreriis”. Jeg husker ikke hvad der var inde i det hus, men det har nok været benyttet til forskellig ting til det østersopdræt, som jeg mener, var ved at være noget i aftagende, da de nu havde haft det i 10 –15 år. Efter et par ture rundt om dette hus, samt været en tur i det strandede skib gik turen videre øst om. På nordsiden ved sluseindløb fra østfjorden, var der her to store cementfundamenter, de var fra en tid hvor Jens Vestergaard på ”Nørskov” havde store planer om at udtørre Klov Vig for vand, og herefter opdyrke det som agerjord. For denne projekt var naturens kræfter for stærke til at denne kunne gennemføres. På cementfundamenterne var der til denne plan opstillet to store motorer, som skulle pumpe vandet ud. Motorer var fjernet for flere år siden, og fundamenterne hertil indgik nu i naturens egen kredsløb. Vanddybden i sluseindløbet kunne være varierende, efter fjordens vandstand, men vi kunne dog vade over, hvor vandet var i godt knæ dybde. I slusevandet stod stadig nogle nedbanket planker, fra tiden med udpumpning. Om hele dette udpumpningsprojekt har jeg herom ofte hørt en del fortællinger, dels af min mor og dels af min mormor, da det jo var deres slægtninge som havde haft dette projekt i gang. En rundtur Klov Vig rundt, tog ofte et lille par timer.   Om øvrigt opsyn under opvækst                                                Hertil må jeg nok sige, at vi som børn var meget frit stillet til selv at foretage os hvad vi havde lyst til. Det var ikke bare gældende for os, men for alle børn. Vi havde som børn nogle regler vedrørende nogle daglige arbejdsopgaver som vi skulle udføre, vi skulle jo også lære at bestille noget, det vil vi få brug for senere hen i livet, blev der altid sagt. Men hvad vi herudover foretog os, var stort set op til vores eget fantasi, vi skulle jo også lære at være selvtænkende, dette ville vi også få brug for senere hen i livet, blev der ligeledes sagt. Det som senere har forundret mig, som aldrig blev sagt noget til, var den farlighed som kunne være ved at kravle til vejrs i alt muligt. Dette kunne være de højtsiddende bjælker i laden, eller helt op til vingerne i Victors vindmølle, som han havde til at pumpe vand op med. Jeg ved ikke hvor højt den var, men den var en del over hustagene. Victor var jo vores nærmeste sydnabo, hvor vi børn løb hen til som var vi hjemme her.   Min første kanin      Jeg var ikke ret gammel før jeg fik min første kanin, og den var hvid, og jeg havde den såmænd ikke ret længe før den løb væk. Else Marie fik samtidig en grå kanin, men hun havde den i lidt længere tid, end jeg havde min. Jeg husker, at jeg flere gange af bl.a. af posten og andre fortalte, at de ude i heden eller skoven havde set min kanin, men vi fandt den aldrig. Nogle år senere, fik jeg igen et par kaniner i fødselsdagsgave. Kaniner var det tidspunkt ret aktuelle, da de både kunne spises og skindet kunne benyttes til pelsbrug. Da jeg ikke havde nogen kaninbure fik jeg herfor én, helt gratis, af den daværende ejer  i ”Nørskov” Ove Bendix, ”Bendix Tømmerhandel i Struer. Da han hørte at jeg havde fået kaniner og ingen bur havde til dem, ville han give mig et sådant, og det var jeg mægtig stolt over. På ”Nørskov” havde de her forinden, i en periode, haft lidt kaninfarm, som de var holdt op med, og havde herfra nogle kaninkasser tilovers fra den tid, som så kom mig tilgode.  Lidt mere kaninsnak.  Min legekammerat Uffe, oppe i skyttens hus, havde samtidig nogle kaniner, så det skete vi gjorde en kaninhandel samt parrede dem, uden vores forældres viden. Vi var godt nok ikke altid lige populære når det blev til for mange kaninunger. Men sjov havde vi herved.

Min første cykel	Omvandrende originaler
Om huset der brændte og andre træk fra ærinder….	Et par af de gamle huse i Venø by
Gadegaard	En fremmed kommer til ”Gadegaard”
Deltog ret tidlig ved hjemmets forefaldende arbejde	”Sønderriis” - ”Nørreriis” og ”Egeriis”
At følge heste	Den 9. April 1940
Verdenskrigen - set fra barneøjne	Verdenskrigen oplevet på Venø
Min første skoledag	Om skolegang i øvrigt
Skoleudflugter	Skolesparekasse
At gå til skole	Krigens følgevirkning
Et andet tilfælde	For at overleve med rationering
Forretninger på Venø - moster håndkøb og købmand	Reb og garnhandler
Indkøbsærinder til Struer	Til marked i Holstebro -og cykeltur til Lemvig
Cykeltur til Lemvig	Besøg i Humlum
Isvintrene 1941 - 1942	På ålestang
Der bygges nyt stuehus - og processerne herved	Hjemtransport af mursten
Vi roede hjem	Byggeriet påbegyndes
Husets tag	Huset klar til indflytning
Der kom en vildfaren	Et par tragiske ulykker
4. Maj 1944	Vi får en lillebror
Vi flytter fra Venø

 Forside      2. del