|
Stille og rolig - ene og forladt - uanset vind og vejr - krige og anden ufred, står denne gravsten såvel som tusinde af andre gravstene rundt på kirkegårde, rejst af efterladte og pårørende, som venner og bekendte for flere generationer siden da gav en kærlig pleje og passe her omkring.
Sådanne gravstene står nu som synboler til minde om en svunden tid, med navne på slægtninge fra engang: Fortid var nutid.
Tiden går, pårørende som venner og bekendte falder bort, så kun få for en en kort stund stopper op og ser herpå, stiller sig spørgsmålet: - hvem mon kan være denne sten står for. Gravsten og gravsted er med tiden bleven ukendt.
Sluttelig bliver fotidens kærlige pleje og passen mere og mere overtaget af naturen, og de gamle gravsteder bliver sløjfet.
Men livet fortsætter ved slægter følger slægters gang, hvor minder fra Vestergaard slægten endnu lever, hvormed herved er beskrevet.
| 
